Den politiske ordbog har i de seneste år optaget et nyt, angstprovokerende ord: Radikalisering. I betydningen at især unge bliver tiltrukket af ekstreme politiske ideologier og bliver klar til bruge vold for at opnå deres ekstreme, politiske mål. Konceptet er velkendt og har været det gennem århundreder, men efter Islamisk Stat udråbte et selvbestaltet kalifat i Syrien, har begrebet fået ny aktualitet. Flere tusinde unge er rejst fra Vesteuropa til Syrien og Irak for at kæmpe for Islamisk Stat, og mindst 125 danske unge er rejst derned – heraf er cirka halvdelen vendt tilbage i live. Og gennem hele sommeren har Europa været hårdt plaget af den ene terrorhandling efter den anden.

Men hvorfor? Hvorfor sker der en tiltrækning for nogle unge til den mest ekstremistiske del af politisk islam? Det spørgsmål var indgangsbønnen til en debat i det nye københavnske debatinitiativ Qultur.dk onsdag aften.

Scenen for debatten var biblioteket på Blågårds Plads. Midt i det, der inden Urban Hansen og Egon Weidekamps bysaneringer i 60’erne og 70’erne var Københavns værste slumområde og i folkemunde blev kaldt Den Sorte Firkant.  I dag er slummen væk, og den sorte firkant er i stedet blevet mere og mere brun. Området huser nu det sociale boligområde Blågården, der er på regeringens ghettoliste. Vi befinder os med andre ord på de radikale islamisters foretrukne jagtmark. På pladsen står en hvid Chevrolet med sænket undervogn mærkeligt parkeret med havariblinkene tændt.

Debatpanelet består af journalist fra Weekendavisen Søren Villemoes, den dansk-afghanske debattør Khaterah Parwani, Karolina Dam, der er mor til den danske konvertit Lukas Dam, der mistede livet i kamp for IS, og Belal el-Khatib, der var centrum for en national debat, da han blev nægtet dansk statsborgerskab, fordi han ønsker et kalifat i stedet for demokrati.

Hvad er radikalisering egentlig?
Debattørerne blev først bedt forholde sig til, hvad radikalisering egentlig er for en størrelse. ”Det er forkert, at radikalisering er en proces, hvor der er sket en masse fejl undervejs”, siger Søren Villemoes. ”Radikalisering betyder, at man er klar til at bruge vold til at nå et politisk mål. Terror bygger på en idé om, at fremtiden tilhører politisk islam”, uddyber han.

”Kampen mod radikalisering er baseret på en modstand mod holdninger”, siger Belal el-Khatib med henvisning til en handlingsplan fra Folketinget fra 2014. ”Den bunder i en modstand mod muslimer”, siger han. Belal el-Khatib siger blandt andet, at mange fra Jehovas Vidner også abonnerer på en totalitær fortolkning af religion, men ikke bliver kaldt radikaliserede.

”Hvor mange fra Jehovas Vidner har du set sprænge sig selv i luften”, spørger Søren Villemoes retorisk Belal el-Khatib.

”Men der jo en stigmatisering mod hele det muslimske samfund. At hvis man begynder at bede, så er man måske ved at blive radikaliseret. Det er dybt problematisk”, siger Khaterah Parwani til Søren Villemoes.

”Vi skal ikke være bange for en 12-årig pige, der begynder at gå med tørklæde og tænke, at så bliver hun nok radikaliseret”, siger Karolina Dam. ”Der blander vi os i noget, vi ikke skal blande os i. Der findes masser af salafister, der godt kan finde ud af at bo i et demokratisk samfund”, siger hun.

Skyldes radikalisering individet eller fællesskabet?
”Jeg synes, venstrefløjen har en tendens til at ville forklare radikalisering med en hel masse socioøkonomiske faktorer som en eller anden afledningsmanøvre, så man slipper for at forholde sig til politisk islam”, siger Søren Villemoes. ”Til gengæld har højrefløjen en tendens til kun at gøre det til et spørgsmål om islam, og det er også en fejl, men jeg synes, man bliver nødt til også at forholde sig til det ideologiske aspekt.”

”Men det, jeg synes, der fylder meget lidt er, at det behøver ikke være særlig ideologisk. Ofte er de unge drevet af en eller anden form for afmagt i forhold til, hvordan de bliver behandlet. Forandringsprocesser tager lang tid, og mange unge vil gerne have handlinger nu”, svarer Khaterah Parwani.

”Mange af de her unge, de har ikke læst Koranen. De har fået fortalt, er blevet reciteret nogle forskellige vers, de har fået at vide. De store spørgsmål, de har i deres liv er ”hvad skal der blive af mig””, siger Karolina Dam.

Er politisk islam vestens egen skyld?
Forud for debatten havde der været en debat om…ja, debatten. En gruppe meget venstreorienterede mente ikke, at journalisten Søren Villemoes måtte deltage i debatten, fordi benævnte venstreorienterede ikke kunne lide hans synspunkter. En af disse venstreorienterede var mødt op for at irettesætte Søren Villemoes, og det udviklede sig til et af aftens mere dramatiske momenter.

Den unge filosofistuderende begyndte med en forklaring på den historiske oprindelse af ordet ”radikalisering” – det man i akademiske kredse kalder etymologi. Efter det begyndte hun en længere kritik af Søren Villemoes for ”at bruge ordet terror meget diskursivt (holdningsskabende, red.)”. ”Bombardementer, voldtægter, drab på civile, det kalder du krigsførelse. Men du tager det diskursive begreb terror i brug, når du beskriver andre mennesker, der gør det. Især ikke-vestlige mennesker og muslimer.” Derudover mente den filosofistuderende ikke, at det var væsentligt, at de vestlige nationer overholdt internationale konventioner i deres krigsførelse, fordi de har skrevet konventionerne selv. Det er ”argumentation ad konvention”, sagde hun.

Villemoes kaldte det i sit svar ”den totale moralske relativering af liv og død” at være ligeglad med krigens love og regler, og at der for øvrigt er forskel på, om man i krigsførelse går efter militære mål, eller om man ved terror går efter at dræbe civile.

”Det er dig, der relativiserer vold, når du kan betegne én form for vold og massemord som krigsførelse og retfærdiggør det med lovgivning”, svarede den filosofistuderende.

”Forskellen er, om målet er drab på civile. Det er en væsentlig faktor, du glemmer. At pløje 50 mennesker ned med en lastbil og Nice og prøve at bekæmpe en fjende militært, det er altså ikke det samme”, svarede Villemoes i den efterhånden mere ophidsede diskussion.

”NATO dræbte 200 civile i mit land, men før de gjorde det, sagde de ”vi prøver i hvert fald at lade være.” Hvis jeg siger det og så bagefter går ud og dræber en hel masse civile, er det så legitimt”, spørger den filosofistuderende. Efter lidt forvirring viser det sig, at der er tale om Kosovo.

”Vi gik i krig for at forhindre et folkemord mod kosovoalbanerne. Det er da ikke det samme som at gå rundt og dræbe tilfældige civile”, siger Søren Villemoes.

”Det er fint, at NATO siger, de gik ind i Kosovo for at redde et folkemord og så slog 200 civile ihjel”, siger den harme filosofistuderende.

”Det gjorde NATO”, siger Søren Villemoes. På spørgsmålet om, hvorvidt NATO gik ind i Kosovo for at slå 200 civile ihjel siger han: ”Det var ikke med vilje. Terror er med vilje.”

”Men”, siger Khaterah Parwani, der prøver at få pulsen i debatten ned på normalniveau igen, ”Vesten definerer også terrorisme med lidt løs hånd. Hvis vi kigger på eksempelvis Assad-regimet, så har vi en virkelig skæv forståelse af, hvad en terrorist er, for han gør jo nøjagtig det samme, som dem han påstår at modkæmpe. Jeg synes, det er en vigtig debat, hvad en terrorist er. Man skal være åben i den her fredelige del af verden, at der er forskellige definitioner og forskellige tilgange til, hvad en terrorist er.”

Hvad kan vi så gøre?
Størstedelen af debatten handlede om, hvad radikalisering egentlig er for en størrelse, og hvad der gør, at nogle unge mennesker bliver radikaliserede. Men Karolina Dam havde en meget stærk opfordring til, hvor myndighederne bør starte henne.

”Jeg tror ikke på, man kan anti-radikalisere en skid, før vi har taget roden. Vi lader stadig rekrutterne gå på gaderne. Vi ved, hvem de er. Vi ved, de trafikerer penge. Vi ved, de er indblandede i andre terrorsager. Alligevel går de på gaden? Hvordan kan du anti-radikalisere, hvis du ikke griber fat om roden. Min søn blev radikaliseret af "Edderkoppen", en af de værste rekrutter, vi nogensinde har haft herhjemme. PET ved, hvem han er, men hvorfor gør man ikke noget?"

Debatten slutter. Jeg går ud på Blågårds Plads, hvor det efterhånden er begyndt at blive mørkt. Et par af kvarterets drenge løber rundt på en måde, som kun unge drenge kan løbe rundt. Jeg ved stadig ikke, hvordan vi skal komme radikalisering til livs. Jeg tænker, at det burde være så let, fordi vores demokratiske system er kalifatet så uendelig overlegent. Den hvide Chevrolet med den sænkede undervogn har stadig havariblinkene tændt, da jeg sætter mig op på min cykel og kører ned ad Blågårdsgade mod Åboulevarden og siger farvel til Den Sorte Firkant, der med tiden er blevet mere og mere brun.