Annonce

S vil hæve dagpengesatsen for ledige under uddannelse

Socialdemokratiet vil have, at det bedre skal kunne betale sig for ledige at tage en uddannelse.
Ufaglærte skal kunne opgradere sig til faglærte og nuværende faglærte skal kunne bringe deres kvalifikationer up-to-date uden at blive økonomisk straffet. Sådan lyder Socialdemokraternes ønske til regeringens kommende 2025-plan, der skal udstikke rammerne for de kommende års økonomiske politik.

Arbejdsløse skal  dermed ikke længere straffes økonomisk for at tage sig en uddannelse, men kan se frem til at få en lille økonomisk gevinst. Forslaget skal være med til at sikre, at arbejdsløse får et bedre incitament til at uddanne sig og dermed sikre, at danske virksomheder har adgang til nok kvalificeret arbejdskraft.

Prognoser som fra eksempelvis arbejdsgiverorganisationen DI forudser, at Danmark kommer til at mangle op imod 44.000 faglærte i 2025. Og det kan koste indtjening og i sidste ende arbejdspladser.

Mere fokus på de ufaglærte
Det er den udfordring som Socialdemokratiet med deres forslag vil være med til at løse.

- Vi ved, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i det her samfund. Rigtig tit er der fokus på dem, der tager en akademisk uddannelse. Vi vil have mere fokus på vores ufaglærte, siger hun til DR og kalder den øgede dagpengesats for "et rigtig, rigtig vigtigt krav til forhandlingerne".

Helt konkret vil Socialdemokraterne hæve dagpengesatsen for ledige, når de er under uddannelse, fra 80 til 110 procent. Det svarer til 1.250 kroner ekstra om ugen.

- Vi skal have viljen og evnen som samfund til at bruge flere penge på dem, der står i en rigtig svær situation på vores arbejdsmarked. Og det haster, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.

Muligheden for at uddanne sig, imens man er på dagpenge blev indført af Mette Frederiksen i 2014.  Dengang var forventningen, at over 2.000 ledige hvert år ville gå i gang med en erhvervsuddannelse - men i 2015 blev ordningen kun brugt af omkring 40 ledige. Og det er ikke nok.

Fagbevægelsen: Godt de har lyttet
Forslaget om at hæve dagpengene for de ledige, bliver godt modtaget af fagbevægelsen som i sin tid var kritiske overfor, at man dengang kun satte dagpengeniveauet til 80 procent.

Lizette Risgaard, formand for LO, mener at forslaget vil fjerne den økonomiske barriere som afholder mange fra at gå i gang med at videreuddanne sig.

- Det har hele tiden været vores opfattelse, at de 80 procent, som dagpengemodtagere kan få, når de vælger at gå i uddannelse, er urimelig. Derfor er vi glade for Socialdemokraternes forslag, siger LO-formanden til Ritzau.

- Vi synes, det er godt, at Socialdemokraterne har lyttet, og at de bakker op om det, som fagbevægelsen har sagt i lang tid. Nemlig at 80 procent er for lidt. Det er en barriere, og den skal væk, siger Lizette Risgaard.

Lizette Risgaard mener ikke, at det er rimeligt, at man skal gå ned i indtægtsgrundlag for at uddanne sig.

Den helt rigtige indsats
Også hos 3F, som organiserer hovedparten af de ufaglærte, er der også glæde over forslaget.

- Med udspillet tager Socialdemokraterne fat på det væsentligste balanceproblem i dansk økonomi og for vores virksomheder og de kortuddannede: Den forudsigelige mangel på faglærte i fremtiden og de tilsvarende problemer med at skaffe varig beskæftigelse til de kortuddannede, siger 3F-formand Per Christensen til Fagbladet.

Han kalder forslaget for ambitiøst, målrettet og den helt rigtige indsats, hvis man vil fremtidssikre det danske samfund.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet