Annonce

Hold fingrene fra vores vand

Leder: Når dansk vandforsyning er internationalt anerkendt, hvorfor skal den så privatiseres på et spinkelt grundlag og uden tanke på de mange mislykkede privatiseringsforsøg? Vores vand skal forblive vores!
Det er sikkert for meget at forlange, men vi må virkelig håbe på, at Venstreregeringen tager en dyb vejrtrækning inden de trykker på den knap, der kan udløse privatiseringen af den danske vandforsyning. Det er en hemmeligholdt rapport som konsulentvirksomheden McKinsey & Company har udarbejdet for Energi- og Klimaministeriet, der har reaktiveret de våde privatiseringsdrømme.

Den fortrolige rapport peger på, at der kan findes 7,1 milliarder kroner i besparelser på forsyningsområdet og det har naturligvis fået Energi- og Klimaminister Lars Chr. Lilleholt op i det røde felt. Her synes der ikke langt fra tanke til handling: ”Alt tyder på, at der er et potentiale, og så skal vi skabe nogle rammer for, at det kan realiseres.”, siger han. 'Hvis der er penge at hente, så skal de fandme også hentes'.

Hvorfor tåler McKinsey ikke dagens lys
Hvis man valgte vejrtrækning og eftertanke, så burde der ellers være rigeligt med forbehold at få øje på. Jeg håber, at ministeren allerede har grublet lidt over disse. Forbeholdene går på, hvorvidt vi overhovedet skal afgive kontrollen over den danske vandforsyning, som er noget af den vigtigste infrastruktur, vi overhovedet har. Det handler om, hvorvidt vil skal gamble med et system, som mange opfatter som tilhørende de mest effektive og sikre i hele verden. Det handler om, hvorfor vi skal nægte at lade os påvirke af de mange mislykkede forsøg på at privatisere vandforsyning, som har fundet sted globalt set.

COLOURBOX1513767

Og endelig bør det også give hævede øjenbryn, at vi intet kender til det grundlag, som regeringen gerne vil privatisere vores vand på. Rapporten fra McKinsey er fuldstændig hemmeligholdt, og ingen har haft mulighed for at se det konsulenthus efter i sømmene. Det er i sig selv en smule angstprovokerende. Hvorfor tåler McKinsey-rapporten ikke dagens lys?

Vand bliver nationaliseret i stor stil
Over de seneste 15 år har 37 lande og 106 millioner mennesker ifølge den hollandske Tænketank Transnational Institute fået gennationaliseret deres vandforsyning. De mislykkede forsøg med privatiseringer af vandet har således sat sig spor i lande som Belgien, Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Sverige, der alle har gennationaliseret siden 2000.

Selvom rapporten fra Transnational Institute med rette kan kritiseres for udelukkende at fokusere på de dårlige eksempler, så vidner den omfattende empiri om, at chancen for succes med privatisering af vandforsyningen så langt fra er naturgiven. På den måde kan den hollandske rapport bedst betragtes som et korrektiv til den eksisterende viden. Men lige meget hvor mange metodiske forbehold, der end måtte være, så er den stadig langt bedre end McKinsey rapporten, som end ikke er forelagt offentligheden.

Vi skal ikke reparere det der virker
Hos Socialdemokratiet indtager man den snusfornuftige position: ’If it ain't broke, don't fix it’. På forelæggelse af privatiseringsdrømmen svarede partiets forsyningsordfører Jens Joel Nielsen følgende: ”På vandområdet er der helt centralt fastsat krav til, hvad det må koste. Det sikrer, at vi hvert år sparer flere penge, og at vi får en mere effektiv forsyningssektor. Det er en klog måde at regulere det på", siger han.

På den måde viser Socialdemokratiet tydeligt, at privatisering ikke er et redskab, der skal bruges blot for at bruge det. Vi skal pragmatiske afveje fordele og ulemper, før vi kaster Danmark ud i et nyt usikkert privatiseringseventyr efter de meget dårlige erfaringer fra børsnoteringen af DONG. Forsyningsordføreren har på behændig vis manet det corydonske spøgelse i jorden.

Vi gør klogt i ikke at ofre ejerskabet over vores eget vand for en rapport, som vi slet ikke kender, for en usikker privat skæbne og på bekostning af noget som allerede fungerer. Sporene ude i den store verden skræmmer, hvorfor fantastisk dejlig vand skal vedblive med at være vores eget. Så fingrene væk fra vores vand – I får det ikke!

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce