”De 1 pct. rigeste betaler 8,6 pct. af alle skatter og afgifter svarende til 60 mia. kr. – en stigning fra 7,4 pct. i 2001”. Sådan lyder overskriften på et nyt notat fra den borgerlige tænketank Cepos. Notatet fokuserer på hvad forskellige indkomstgrupper betaler i skat, særligt de 43.486 danskere, der udgør den rigeste procent af lønmodtagerne.

Ifølge Cepos viser tallene, at de rige bidrager med mange penge til den offentlige sektor, og at der derfor er plads til at sænke topskatten for de rigeste. ”Hvis Løkke kommer i land med at sænke topskatten med 5 point, så vil de bredeste skuldre i dén grad fortsat bære de største byrder. Set fra et samfundsøkonomisk perspektiv vil det være godt at sænke topskatten”, lyder det fra Cepos’ Mads Lundby Hansen.

De rigestes indtægter er steget med 67 procent
Men ser man nærmere på årsagen til, at de rigeste betaler mere i skat i dag end i 2001, er forklaringen ikke, at selve skattesystemet lægger tungere byrder på de rigeste i dag, end det gjorde for 15 år siden. Derimod skal forklaringen søges i, at de rigeste er blevet endnu rigere og deres formue derfor udgør en stadig større del af samfundsøkonomien.

”Personer med høje indkomster har øget deres indkomst relativt meget. I 2001 tjente top 1 pct. 6,4 pct. af al indkomst, mens de i 2014 tjente 7,4 pct. af den samlede indkomst. De har samlet øget deres indkomst ca. 67 pct. Til sammenligning har personerne med de 50 pct. laveste indkomster haft en indkomstvækst svarende til 43 pct.”, hedder det i notatet.

Samtidig med at de rige er blevet rigere, er skatten på deres indkomst faldet, viser notatet. Faktisk har den rigeste procent siden 2001 oplevet et fald i den gennemsnitlige beskatning fra 59,2 procent i 2001 til 54,8 procent i 2014. Altså et fald på 4,6 procentpoint. Til sammenligning har de 10 procent fattigste blot oplevet et fald fra 40,6 til 39,4 procent. De rigeste betaler altså ikke mere i skat på grund af den førte politik, men på trods af den førte politik.

Lavere skat er især kommet højtlønnede til gode
Det er blandt andet indførelsen afskaffelsen af mellemskatten og stigningen i grænsen for, hvornår der skal betales topskat, som har reduceret gennemsnitsskatten hos den rigeste procent af befolkningen.

Samlet set viser opgørelsen, at den lavestlønnede halvdel af befolkningen har fået sænket deres gennemsnitsskat fra 44,2 til 42,8 procent, altså en nedsættelse på 1,4 procentpoint. Omvendt har den højestlønnede halvdel af befolkningen fået sænket skatten fra 53,6 til 49,4 procent, eller 4,2 procentpoint.

Den rigeste andel af befolkningen har altså fået sænket gennemsnitsskatten tre gange så meget som den fattigste halvdel.

Chefredaktør misforstår undersøgelse
Hos Berlingske jubler chefredaktør Tom Jensen over undersøgelsen: ”Vi har jo således netop konstateret, at man kan få de rigeste til at bidrage mere til velfærden ved at sætte skatten ned og tillade, at deres gennemsnitlige velstand stiger. Det er det, der er sket siden 2001.”, skriver han i et lettere polemisk indlæg.

Der er imidlertid intet belæg i notatet for, at det er den lavere skat, der har fået indkomsterne til at vokse med 67 procent og gjort, at de rige ligefrem bidrager med mere i dag, end i 2001. Tom Jensen begår den klassiske misforståelse at slutte fra korrelation, at to fænomener tilsyneladende følges ad, til kausalitet, det vil sige at det ene fænomen påvirker det andet.

Tværtimod synes den danske udvikling at være en del af en bredere udvikling, hvor indkomst og formuer i stigende grad koncentreres i toppen af samfundet. AE-Rådet har således gennem det seneste år beskrevet, hvordan både indkomster og formuer hos de rigeste er stukket af fra resten af samfundet. Dermed vil disse grupper selvfølgelig også betale en større andel af de samlede skatter, selv når skatten sættes ned.

Det er imidlertid ikke det samme, som at udviklingen er sund for samfundet. Både OECD og IMF har advaret om, at stigende ulighed vil gå ud over væksten i samfundet. Dermed vil det også gå ud over skattebetalinger og de penge, der er til rådighed for velfærd.