Annonce

Konservative: Skatterne skal ned, penge til boligejerne.

Det Konservative Folkeparti holdt i dag pressemøde efter deres sommergruppemøde. Det er først og fremmest boligejerne, der skal tilgodeses, hvis det står til De Konservative, der dog også ønsker at sænke og afskaffe en række andre skatter.
Hvis ikke man vidste bedre, ville man tro, det var hedengangne Erhard Jakobsens ligeledes hedengangne CD, der holdt sommergruppemøde i dag. Det var nemlig boligejere, boligejere og boligejere, der var i fokus, da Det Konservative Folkeparti holdt pressemøde efter deres sommergruppemøde. I dagens anledning havde Det Konservative Folkeparti valgt at afholde deres pressemøde i en baghave i Lejre tilhørende folkepensionist Susanne Rønhede, der synes, at det er urimeligt, at hun skal betale lidt under 3000 kroner om måneden i ejendomsskatter.

”Det er Danmarks mest utryghedsskabende skat”, sagde Søren Pape Poulsen. ”Hvad hjælper det, at værdien af ens bolig stiger, når man ikke har tænkt sig at sænke den”, sagde Søren Pape Poulsen, der også fremhævede boligskatterne som et afgørende punkt for De Konservative ved de kommende 2025-planer.

”Det er en forudsætning for, at vi indgår i en 2025-aftale, at boligskatternes adresseres som en del af den samlede plan”, sagde Søren Pape Poulsen, der på sigt ønsker boligskatterne afskaffet fuldstændig.

Topskat, kapitalskat og øgede forsvarsudgifter
Men så kom det gode gamle, skattebekæmpende konservative folkeparti tilbage, da De Konservative var færdige med at forklare, hvorfor boligejerne betaler for meget i skat.
De Konservative ønsker således også, at regeringen afskaffer topskatten og PSO-afgiften, og at Danmark ”tager hånd om Forsvaret”, mens Søren Pape Poulsen dog understregede, at det ikke bliver et konservativt parti, der vælter en borgerlig regering, men at hvis regeringen ikke ønsker at efterleve de konservative krav, må de ”indgå aftalen med nogle andre.”

Derefter overlod Søren Pape Poulsen ordet til Brian Mikkelsen, der understregede, at De Konservative ønsker en afskaffelse af topskatten og en lempelse af kapitalskatterne. Samtidig vil De Konservative indføre et fireårigt ”byrdestop”, hvor der ikke kommer én eneste nu byrde for virksomheder med under 20 ansatte.

Sidste politiker i rækken, var unge Mette Abildgaard, der understregede vigtigheden af at skabe et mere trygt samfund, og hun ville i særdeleshed kæmpe for, at det bliver lettere for danske veteraner at få arbejdsskadeerstatning for eksempelvis posttraumatisk stresssyndrom.

Samlet var det altså en ganske dyr omgang, Det Konservative Folkeparti lagde op til på deres sommergruppemøde. Partiet nævnte således, at de vil afskaffe boligskatterne, afskaffe topskatten, afskaffe PSO-afgiften, sænke kapitalbeskatning og øge forsvarsudgifterne. De Konservative talte ikke meget om  deres finansieringsforslag, men på Twitter oplyser en af partiets medarbejdere, at man blandt andet vil finansiere de massive skattesænkninger ved at afskaffe rentefradraget, have nulvækst i den offentlige sektor, hæve pensionsalderen yderligere, afskaffe den sidste rest af efterlønnen og afskaffe den grønne check.

Spørgsmålet er nu, om det klare fokus på boligskatter kan hjælpe Det Konservative Folkeparti med at komme ud af deres vælgerkrise, eller om der simpelthen ikke er nok apotekere og familieretsadvokater til at hjælpe det gamle folkeparti tilbage på fode igen.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet