Danmarks velstand og velfærd afgøres ikke af 2025-plan

En skattenedsættelse på et par procent eller et års senere pension afgør ikke Danmarks økonomiske fremtid. Det gør derimod, hvor godt vi står uddannelses- og kompetencemæssigt i en tid med accelererende teknologisk udvikling, digitalisering og automatisering.
Der vil de næste dage være stor opmærksomhed om regeringens 2025-plan, der præsenteres tirsdag. Den har allerede fyldt meget i det politiske Danmark, og vil dominere den politiske dagsorden i efteråret.

Men planen, næsten lige meget hvad dens indhold bliver, vil reelt kun have meget lille indflydelse på, hvordan Danmarks velstand udvikler sig, hvilke job, vi vil skabe i fremtiden, og om danske virksomheder og arbejdspladser vil opleve succes på verdensmarkedet eller ej.

Planen er – som de foregående 10-års planer, som Nyrup og Lykketoft var de første, der indførte – en finanspolitisk plan. Den handler om statens økonomi. Om der er balance mellem udgifter og indtægter på statens budget. Det er en vigtig øvelse. Der skal være balance på langt sigte.

Men planen handler kun i mindre grad om landets økonomi. Om hvilken vækst vi kan forvente, hvad den vil komme af, og hvilke sektorer og brancher, der vil opleve den. Om hvor mange job, vi kan skabe i fremtiden, og hvilken kvalitet, de vil have. Det er helt andre spørgsmål og udfordringer – og de kan ikke håndteres af et ekstra langt lys i Finansministeriet.

800.000 job kan forsvinde på 10 år
Vi står midt i det, mange kalder den 4. industrielle revolution, og andre den 2. maskinalder. Det er en tid kendetegnet af eksponentiel teknologisk udvikling, og hvor den digitale ydeevne fordobles hurtigere end de fleste kan forestille sig. Da Playstation 3 blev præsenteret havde den ligeså stor computerkraft, som det 10 år tidligere kun var et amerikansk regeringsprojekt til mere end 300 millioner kroner, der havde opnået.

Værdiskabelse vil ske efter nogle nye regler

Udviklingen betyder, at teknologi i dag hjælper os med ting, de færreste af os havde forestillet os for bare få år siden. Den er garanti for, at meget vil blive nemmere i fremtiden, og at vi vil kunne gøre en del af vores aktiviteter væsentligt mere effektivt end i dag.

Men den betyder også, at værdiskabelse vil ske efter nogle nye regler – og allerede gør det. Det er ikke nogen selvfølge, at den type af virksomheder, der har haft succes og skabt job de seneste årtier, også vil have det de næste. Samtidig vil mange jobfunktioner blive overflødiggjort af teknologien, og ganske enkelt automatiseres.

I Danmark vurderer vi, at mere end 800.000 job kan undergå sådan en forandring over de næste 10 år. De personer, hvis jobfunktioner pludselig ikke længere findes, skal lave noget andet. Hvad det bliver afhænger af deres kvalifikationer og kompetencer.

Vi diskuterer de forkerte ting
Fotofirmaet Kodak eksisterede i 132 år og havde på et tidspunkt 145.000 ansatte. Midt i den digitale æra, da alle mobiltelefoner fik kameraer indbygget i dem og folk i stigende grad delte billeder på sociale medier, gik selskabet konkurs. Det skete på nogenlunde samme tid som fotodelingstjenesten Instagram blev solgt til Facebook. Facebook som i 2012 allerede havde 1 milliard brugere, men kun 4.600 ansatte, og i dag er meget, meget mere værd end Kodak nogensinde var i nærheden af at være.

De afgørende økonomiske udfordringer vi står overfor er, hvordan vi klarer os i den teknologiske udvikling

Det meste af tiden diskuterer vi i dansk politik ganske enkelt de forkerte ting. De afgørende økonomiske udfordringer vi står overfor er, hvordan vi klarer os i den teknologiske udvikling, der allerede er virkeligheden. Hvilke kompetencer skal befolkningen have? Hvor har Danmark styrkepositioner? Og hvordan sikrer vi en rimelig fordeling af goderne og fremskridtene i en økonomisk æra, som eksperter vurderer vil blive defineret af winner-takes-it-all fænomener?

Det er det, vores vigtigste langsigtede planer burde give svar på, og som regeringen burde samle eksperter, virksomheder, lønmodtagere, interesseorganisationer og andre omkring.

Det største problem med 2025-planen er således, at den giver befolkningen den illusion, at der ER en plan. En stor og omfattende plan. Det er der ikke. Familien Danmark får et lidt revideret budget. Men budgettet tager ikke højde for, at fremtiden samtidig er meget mere usikker.


Flere artikler om emnet

Annonce