Derfor er ”Hold kæft og vær smuk” med i Fællesskabskanonen
Hold kæft og vær smuk er en maveknugende beskrivelse af fællesskabets modpol – udenforskabet. Den er en beretning om det menneske, der er lukket ude af samfundsfællesskabet og står og stirrer ind på den verden, mennesket er udstødt fra. Novellerne er fortalt gennem unge pigeøjne og tegner et billede af piger, der gennem dårlige sociale kår i 50’erne står uden fremtidsudsigter. Både fordi de voksne har svigtet – det er kendetegnende for en del af novellerne, at det er børnene, der må overtage rollen som den, der skaber stabilitet og tryghed, fordi de voksne ikke magter den opgave. Men også fordi de unge piger og vordende kvinder vokset op i et patriarkat, hvor kvindernes fremtidsmuligheder var begrænset til en tilværelse mellem hjemmets fire vægge.

På den måde glider den sociale og den (køns)politiske frihedskamp sammen i Vita Andersens prosaiske univers. Vita Andersen binder dem i novellerne sammen. De unge kvinder oplever en negativ social arv af fattigdom, psykiske sygdomme, usikre og umodne forældre, samtidig med at de lider under et samfund, der ikke giver dem mulighed for at drømme om en bedre fremtid. Der er ingen vej ud af det sociale morads, fordi kvinder i Vita Andersens Danmark ikke havde mulighed for at drømme om noget. ”Hold kæft og vær smuk” er med i Fællesskabskanonen, fordi den med eksemplets mavepustende kraft taler frihedssagen for unge piger og kvinder og forsøger at skabe grobund for et bredere, frigørende fællesskab.

Det handler ”Hold kæft og vær smuk” om
”Hold kæft og vær smuk” er en novellesamling, så på den måde giver det ikke mening at tale om et decideret plot, som i de andre værker i vores kanon. Der er dog en række fællestræk og miljøer, der går igen i novellerne. Novellerne behandler pigers opvækst i dårlige sociale miljøer i København i 50’erne. Det er kendtegnende, at når Vita Andersen beskriver fattigdom, er det ikke den økonomiske fattigdom i sig selv, der er problemet. Det er den sociale skam, der følger med den økonomiske fattigdom, der er den egentlige skurk. Det ser vi eksempelvis, når vi i en af novellerne hører om skammen ved at bede om at få sine varer skrevet på regning i alle områdets butikker, eller når vi i en af de andre noveller hører om en ung piges ønske om at få tøj, hvor der ikke står ”børnehjem” på.