Liberal Alliances leder Anders Samuelsen har de seneste dage flittigt delt et opslag på Facebook og Twitter. Opslaget henviser til en foreløbig prognose fra Skatteministeriet, der forventer, at indtægterne fra registreringsafgiften forventes at stige i både 2016 og 2017.

Skal man tro Anders Samuelsen, så beviser det, at det har været en overskudsforretning for staten, at man med sidste års finanslovsaftale sænkede registreringsafgiften fra 180 til 150 procent: ”Der er ikke noget så hårdtslående som fakta. Så her er et konkret eksempel på LA-skattelettelser som ender med at kaste flere penge i statskassen til velfærd. Vi kalder det velfærd OG skattelettelser” skriver Samuelsen.

Tallene fra Skatteministeriets hjemmeside siger dog ikke ret meget om, hvorvidt det har været en god forretning at afskaffe registreringsafgiften. Derimod tjener det som et glimrende eksempel til at vise, hvordan politikere i forsøget på at underbygge deres politik ser stort på helt grundlæggende metodiske spilleregler.

Sammenfald er ikke det samme som årsagssammenhæng
Først og fremmest er der det helt klassiske problem med årsagssammenhænge. Det faktum, at indtægterne fra registreringsafgift forventes at stige året efter, at registreringsafgiften er sat ned, betyder jo ikke nødvendigvis, at indtægterne stiger fordi registreringsafgiftens er sat ned.

Måske havde indtægterne været endnu højere, hvis registreringsafgiftens ikke var sat ned? Der kan tænkes andre årsager til, at bilsalget (og dermed indtægterne fra registreringsafgift) stiger, eksempelvis at flere er kommet i beskæftigelse og en general fremgang i forbruget blandt danskerne.

Ud fra samme logik kunne man pege på, at arbejdsløsheden fra 2008 til 2010 steg med knap 100.000 personer, og at marginalskatten i samme periode blev sænket seks procentpoint og dermed konkludere, at lavere marginalskat fører til flere arbejdsløse.

Kilde: Danmark Statistik (registreret, sæsonkorrigeret bruttoledighed)

Højere efterspørgsel ét sted kan føre til lavere efterspørgsel et andet sted
Selv hvis vi lader som om, at det stigende bilsalg skyldes den lavere registreringsafgift, så siger Samuelsens tal ikke i sig selv noget om, hvorvidt det har været godt for samfundsøkonomien. Han kigger nemlig isoleret på bilafgifter.

Men hvis øgede indtægter fra bilafgifter blot er udtryk for, at folk har ændret deres forbrugsmønster efter det er blevet billigere at købe biler, så betyder det jo blot, at der bruges færre penge andre steder. Man må derfor betragte økonomien som et hele, og ikke blot se på ændringer på et isoleret område, hvis man vil måle den samfundsgavnlige effekt.

Går imod Finansministeriets regnemodeller
Anders Samuelsen er som bekendt meget glad for Finansministeriets regnemodeller, som han ofte fremhæver. Men selvom det er indbygget i Finansministeriets regnemodeller, at lavere registreringsafgift vil føre til øget salg af dyrere biler, og at det desuden vil øge arbejdsudbuddet, så tror Finansministeriet ikke på, at samfundet ligefrem kan tjene penge på at sænke registreringsafgiften. Samuelsen går altså med sit opslag stik imod de modeller, han i andre sammenhænge bruger som højeste sandhedsvidne.

Ifølge Finansministeriet vil nedsættelsen af registreringsafgiftens isoleret set koste samfundet 350 millioner kroner i 2016 og 270 millioner kroner i 2017, og det er vel at mærke efter der er taget højde for de såkaldte dynamiske effekter. Skal man tro Finansministeriet, ville vi altså have fået hele 1,65 milliarder kroner ekstra i kassen næste år, og ikke kun de 1,3 milliarder kroner, som Samuelsen bryster sig af.

Bygger på foreløbigt skøn behæftet med usikkerhed
Endelig er det selvfølgelig vigtigt at huske, at statens indtægter for 2016 og 2017 jo af gode grunde ikke er opgjort endnu, og derfor bygger på foreløbige skøn. Den opgørelse, Samuelsen henviser til, er fra 30. juni. Og det er som bekendt sket før, at centraladministrationen har måttet revidere sine skøn ganske betydeligt undervejs. Der er altså på nuværende tidspunkt al mulig grund til at tage tallene med forbehold.