Venstres vildledning om topskat

Kommentar: Venstre forsøger at vildlede både medier og befolkning med en falsk fortælling om Socialdemokratiets påståede holdningsskift til topskatten. Men der går netop en rød tråd fra partiets egen skattereform i 2012 til modstanden mod den skattereform, regeringen netop har lagt frem.
Venstre, med god støtte fra blandt andre den borgerlige tænketank Cepos, forsøger i disse dage at starte en fortælling om, at Socialdemokratiet har ændret politik, fordi partiet afviser at sænke topskatten.

De hævder, at eftersom Socialdemokraterne selv med til at hæve grænsen for topskat i 2012, da partiet var i regering, så må partiet også nu støtte regeringens krav om at sænke topskatten med fem procentpoint i indkomstintervallet mellem cirka en halv og en hel million kroner, ellers har partiet skiftet holdning.

Denne logik har en række logiske brister. Alligevel har Venstre og Cepos ret ukritisk fået lov til at køre på med deres påstande, og det er Socialdemokratiet, ikke Venstre, der har fået de kritiske spørgsmål.

Lad os derfor, til glæde for alle, se lidt nærmere på tre aspekter, som Venstre og deres støtter behændigt overser:

1) Forskel på 2012-reform og 2016-reform
Det er ikke de samme mennesker der betaler topskat i dag, som betalte topskat i 2012. Dengang lå topskattegrænsen omkring 400.000 kroner årligt. Med reformen i 2012 blev topskattegrænsen hævet med knap 60.000 kroner. Derimod blev der ikke ændret på selve skattesatsen, sådan som regeringen lægger op til i dag.

Ifølge aftalen fra 2012 blev en stor gruppe på 275.000, heriblandt mange håndværkere og folkeskolelærere, fritaget for at for at betale topskat. Dermed topskatten faktisk til det, som navnet dækker over: En skat for ”toppen”, de cirka ti procent rigeste danskere. Det betyder også, at de 275.000 ikke får glade af den sænkelse af topskatteprocenten, som regeringen lægger op til i dag, fordi den udelukkende går til ”toppen”.

Som gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) sagde forud for regeringens lancering af 2025-planen: ”I 2012 var der alt for mange almindelige lønmodtagere, som var ramlet ind i topskatten. Det gik ikke. Derfor gik vi ind og hævede grænsen sådan, at topskatten nu er reserveret til dem, som også har muligheden for at betale. Hvis man begynder at reducere topskatten nu, så har det en eneste effekt: At omfordele til fordel for samfundets mest velstillede.”

2) 2012-reform har overflødiggjort nye lempelser
 Når Socialdemokratiet i dag er imod at sænke topskatten, så er det jo ikke på trods af at man sænkede topskatten i 2012, men netop på grund af at man sænkede topskatten i 2012. Eller sagt på en anden måde: Når der lige er lavet en reform af topskatten, hvad er så argumentet for at gøre det en gang til?

Så i stedet for at spørgerSocialdemokratiet, hvorfor partiet ikke vil sænke topskatten nu, når man nu lavede en skattereform i 2012, så burde de snarere rette spørgsmålet til Venstre: Hvorfor vil I sætte topskatten ned en gang til, mens vi stadig er ved at indfase reformen fra 2012?

Når man køber et nyt stort fjernsyn om mandagen, så har man jo ikke ændret sit køb, fordi man ikke også køber et nyt stort fjernsyn om tirsdagen.

Tværtimod vil de fleste nok finde det naturligt, at der går noget tid før man igen køber et fjernsyn, og at det er meget fornuftigt i stedet at bruge pengene på noget andet.

3) Skattepolitik handler om at finde balancen
Det er en grundlæggende bizar logik, at fordi man én gang har hævet/sænket en skat, så skal man også være tilhænger af at hæve/sænke den skat i al evighed. For ud fra den logik må man jo blive ved, indtil indkomstskatten er hævet til 100 procent eller er helt afskaffet.

Der findes partier, som per instinkt er for at sænke topskatten eller per instinkt er imod at hæve topskatten. Men for et parti som Socialdemokratiet handler skattepolitik jo om at finde den rette balance mellem indtægter og udgifter og ret og rimeligt.

At det på et givent tidspunkt har givet mening at hæve eller sænke en skat, kan derfor aldrig i sig selv være et argument for at gøre det igen. Man kan altså ikke bare slå automatpiloten til, men må tage bestik af de konkrete økonomiske omstændigheder.

Det burde Venstre også acceptere, og overlade de ideologiske sværmerier til Liberal Alliance.


Kommentarer fra Facebook