Inden for de seneste 15-20 år er højrepopulistiske bevægelser vokset frem i alle de vesteuropæiske lande. Deres grad af succes og indflydelse varierer betydeligt fra land til land. Det samme gør de strategier, som de øvrige, etablerede partier har taget i brug i forsøget på at tackle den højrepopulistiske udfordring.

Netavisen Pio vil i denne artikel se nærmere på sammenhængen mellem opbakningen til højrepopulistiske partier i syv europæiske lande og de strategier, som de "etablerede" partier i de pågældende har anvendt.

Strategierne findes naturligvis i forskellige grader og med forskellig vægt, ligesom der kan være et vist overlap imellem dem. Der er også flere lande, hvor partierne har ændret strategier over tid. Alligevel tjener de til at give et indtryk af, hvordan de etablerede politiske partier over hele Europa har forsøgt at dæmme op for de nye partier.

Helt firkanten kan der opstilles tre overordnede strategier:

Udstødelse: De etablerede partier nægter at samarbejde med højrepopulisterne, forsøger at fryse dem ude af alle parlamentariske samarbejdsrelationer og fremstiller dem som værende ”ikke stuerene” i et forsøg på at skræmme vælgerne fra at stemme på partiet. Poul Nyrup Rasmussen kommentar om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene, er et oplagt eksempel på udstødelsesstrategien.

Omfavnelse: De etablerede partier forsøger at overtage partiets mærkesager og "lukke" de politiske flanker, som højrepopulisterne udnytter til fremgang. Motivet kan enten være ud fra en oprigtig overbevisning om, at højrepopulisterne har ret, eller det kan være rent et opportunistiske ønske om at kapre vælgere tilbage. I begge er resultatet, at højrepopulisterne får konkurrence på det, der før var deres enemærker.

Ansvarliggørelse: De etablerede partier forsøger at bringe partiet ”under ansvarets åg” ved at tage det med i regering, inddrage dem som fast støtteparti eller anden måde presse dem til at tage ansvar og indgå i tyngende politiske kompromisser. Det norske Fremskridtspartis optagelse i regering i 2013 er netop et eksempel på et højrepopulistisk parti, der pludselig får direkte ansvar for udviklingen.

Det giver klø at tage ansvar
En gennemgang af udviklingen i syv vesteuropæiske lande viser, at de højrepopulistiske partier har haft store problemer de steder, hvor de er blevet gjort ansvarlige for den førte politik, enten som en del af regeringen eller som fast støtteparti. Her har partierne ved det efterfølgende valg fået klø af vælgerne.

Det gælder eksempelvis Frihedspartiet i Østrig (2000-2005) og Frihedspartiet i Holland (2010-2012). Også Fremskridtspartiett i Norge har haft problemer siden partiet deltog i regeringssamarbejdet efter valget i 2013.

Derimod synes de højrepopulistiske partierne at trives rigtig godt, når de står langt vægt fra ansvaret – og især hvis de øvrige populistiske partier forsøger at udstøde partiet og mistænkeliggøre det. Her er Sverigedemokraterna nok det bedste eksempel, men også det hollandske Frihedsparti frem til 2010, det franske Front Nationale og senest Alternative für Deutschland trives tilsyneladende godt, jo mere de andre partier er efter dem.

Forsøgene på at ”omfavne” de højrepopulistiske partier har haft skiftende succes, som den nedenstående gennemgang vil vise.

(1998-2014: Valg til det svenske parlament)

Sverige: Fra total udstødelse til forsigtig omfavnelse
I vores nabolande Sverige har partiet Sverigedemokraterna i mange år fået den kolde skulder af det politiske establishment. Partiet er blevet udråbt som værende ikke stuerent, ikke mindst med henvisning til partiets højreekstreme rødder i 1980’ernes Malmö. Flere ledende politikere har stemplet det som "nyfascistisk".

De øvrige partier har derfor ikke ønsket at have noget med partiet at gøre, hvilket ironisk nok har betydet, at Sverigedemokraterna har fået en langt større betydning for svensk politik, end partiets størrelse egentlig berettiger til.

Det gælder både i forhold til de parlamentariske konstellationer og i forhold til den førte politik, hvor det i perioder har virket som om, at jo mere partiet talte om at begrænse indvandringen, jo travlere har de andre partier haft med at forsikre, at indvandring var en fordel for Sverige.

Topmålet af denne udstødelsesstrategi blev nået i december 2014 med den såkaldte decemberaftale, hvor de øvrige partier ganske enkelt aftalte at se bort fra Sverigedemokraternas stemmer i forbindelse med vedtagelsen af finanslove. Dermed blev de almindelige parlamentariske spilleregler ud af kraft.

Statsminister Sefan Löfven kaldte ved den lejlighed Sverigesdemokratana for et ”nyfascistisk enkeltsagsparti”, helt uden i øvrigt at argumentere for den påstand.

SD-formand Jimmie Åkesson.

Strategien må dog indtil nu siges at have været en fiasko. Sverigedemokraterna er vokset stærkt i meningsmålingerne, og særligt efter den massive tilstrømning af flygtninge i 2015 eksploderede partiets meningsmålinger. Ifølge enkelte målinger var partiet landets største parti med opbakning fra mere end hver fjerde svensker!

På det seneste er der imidlertid tegn på, at de svenske partier har ændret strategi. Partierne ønsker fortsat ikke at have noget med Sverigedemokraterna at gøre, men har til gengæld gjort op med den ukritiske tilstrømning til Sverige, blandt andet med en række opstramninger i reglerne for familiesammenføring.

Det har foreløbig ført til en nedgang i Sverigedemokraternas opbakning, om end partiet fortsat ligger markant over det seneste valgresultat fra 2014.

(1999-2013: Valg til det norske parlament; 2016: Meningsmåling).

Norge: Ansvarets åg har ført til tilbagegang
Det norske Fremskridtsparti har rødder tilbage i 1970’erne. Partiet spillede dog i mange år ikke den store rolle, og blev ignoreret af de øvrige partier. Eksempelvis afviste Kjell Magne Bondevik at tage partiet med i sin centrumhøjre-regering i starten af nullerne.

Men i 2005 blev partiet det største borgerlige parti med over 22 procent af stemmerne, og dermed også en faktor, det er umuligt at komme uden om. Fremskrittspartiets fremgang førte dog også til, at flere andre partier, inklusiv det regerende Arbejderpartiet, begyndte at stramme reglerne for at opnår asyl i Norge, hvorfor man kan sige at de norske Socialdemokrater også har forsøgt sig delvist med en omfavnelsesstrategi.

Dette har muligvis taget noget af luften fra Fremskrittspartiet, som gik tilbage ved valget i 2009. Trods yderligere tilbagegang ved valget i 2013 valgte Fremskrittspartiet at gå i regering med Erna Solbergs konservative parti Høyre.

Siden har partiet haft det svært, og som et af de få højrepartier ser partiet heller ikke ud til at have fået nævneværdig opbakning efter flygtningekrisen, hvilket formentlig netop hænger sammen med, at partiet sidder i regering og dermed har ansvaret for den førte politik.

(1999-2013: Valg til det østrigske parlament; 2016: Meningsmåling).

Østrig: Udskældt forsøg på ansvarliggørelse
Østrig var det første store land, der forsøgte en ansvariggørelse af højrefløjen. Det skete, da den konservative Wolfgang Schüssel i 2000 dannede regeringen sammen med Frihedspartiet, efter at Frihedspartiet havde fået mere end hver fjerde stemme ved valget i 1999. Det førte til massive protester fra de øvrige EU-lande, der iværksatte en række mærkelige diplomatiske sanktioner over for Østrig.

Hvis formålet med at optage Frihedspartiet var at svække det, så må strategien imidlertid siges at være lykkedes: Ved valget i 2002 gik Frihedspartiet tilbage med næsten 17 procentpoint, mens Schüssels konservative parti gik tilsvarende frem. Koalitionen fortsatte endnu en valgperiode, hvor Frihedspartiet blev sprængt, inden det trådte ud af regering. Siden har Østrig været regeret af en stor koalition af socialdemokrater og konservative, mens Frihedspartiet har stået udenfor.

Den tidligere leder af Frihedspartiet, Jörg Haider

Det har atter givet Frihedspartiet vind i sejlende, ikke mindste efter de voldsomme flygtningestrømme ramte Østrig. Regeringen har forsøgt sig med skrappe tiltag, blandt andet ved at indføre et kontroversielt loft over hvor mange asylansøgere landet vil tage imod, men det har ikke forhindret Frihedspartiet i at kravle op på tilslutning fra cirka hver tredje østriger!

Ved præsidentvalget i april 2016 vandt partiets kandidat Norbert Hofer første runde med en opbakning på godt 35 procent. Han tabte med få tusinde stemmer i anden runde, men valget skal nu gå om på grund af uregelmæssigheder, har den østrigske højesteret slået fast.

(2006-2013: Valg til det hollandske parlament; 2016: Meningsmåling).

Holland: Fremgang da ansvaret forsvandt
Den kontroversielle Geert Wilders og hans Frihedsparti fik et godt valg i 2010. Indtil da havde de øvrige, etablerede partier ikke ønsket at samarbejde med den kontroversielle islamkritikker. Alligevel blev Frihedspartiet efter valget i 2010 støtteparti for Mark Ruttes borgerlige regering i en rolle, der lignende Dansk Folkepartis i Fogh-æraen.

Også her viste ansvaret sig imidlertid at have sin pris. Den økonomiske krise stillede regeringen over for krav om nedskæringer for at opfylde EU-reglerne. Her brød forhandlingerne mellem regeringen og Frihedspartiet sammen, da Frihedspartiet var imod besparelser på pensionisterne. De sammenbrudte forhandlinger førte til nyvalg, og her var der kontant afregning for Wilders: Frihedspartiet mistede en tredjedel af stemmerne og gik fra 15 til 10 procents opbakning.

Efter valget gik de liberale i regering med Socialdemokraterne, og det gav igen Frihedspartiet en mere fri platform at føre politik fra. Og med flygtningekrisen ser partiet ifølge meningsmålingerne ud til at have genvundet det tabte og mere til. Blandt andet var partiet en af drivkræfterne bag det hollandske nej til EU’s associeringsaftale med Ukraine i foråret 2016.

Den større afstand til det politiske ansvar i Holland synes at altså at gavneFrihedspartiets opbakning blandt hollænderne.

(1997-2012: Valg til det franske parlament (første runde; 2014: Valg til EU-Parlamentet)

Frankrig: Republikansk pagt har udstødt den nationale front
Front Nationale har grundet det franske valgsystem haft meget begrænset indflydelse i fransk politik. Men da Jean-Marie Le Pen i 2002 besejrede socialisternes Lionel Jospin ved første runde af præsidentvalget, var det så stort et chok for ikke bare socialisterne, men også for gaullisterne, at de to partier indgik ”den republikanske pagt” for at holde Front National uden for ikke bare indflydelse, men i det hele taget parlamentarisk repræsentation.

Franske valg på både lokale, regionale og nationale niveauer foregår i to valgrunder, og med den republikanske pagt forpligtede de to partier sig til at støtte op bag det andet partis kandidat i anden valgrunde, hvis partiets egen kandidat skulle blive slået af en Front Nationale-kandidat i første valgrunde. Det var altså det ultimative forsøg på at udstøde Front Nationale.

Marine Le Pen. Succesrig leder af Front National og uden for al indflydelse.

Front Nationale oplevede i midten af nullerne et dyk i opbakningen, men efter at Marine Le Pen overtog partiet fra sin far Jean-Marie Le Pen er der atter kommet fremgang at spore, om end det forsat ikke kan omsættes til mandater grundet det franske valgsystem.

Siden hen har især gaullisterne under Sarkozy forsøgt at erobre stemmer fra Front Nationale ved at slå ind på en mere indvandrekritisk kurs og tale om lov og orden, hvilket dog ikke har stoppet FN’s fremgang. De konservative seneste forsøg på omfavne Front Nationale er et forslag, der kræver alle der mistænkt for at sympatisere med terrorbevægelsen IS interneret i særlige lejre.

(1999-2015: Valg til det britiske parlament (Underhuset))

Storbritannien: Forsøg på omfavnelse kom ud af kontrol
Det britiske UK Independence Party er på få år gået fra nærmest ingenting til at sætte et stort aftryk ikke bare i Storbritannien, men hele Europa. Grundet det britiske valgsystem har hverken UKIP eller det andet højrepopulistiske parti British National Party formået at spille nogen betydende parlamentarisk rolle, men har alligevel haft stor indflydelse på især det konservative parti.

De Konservative har på den ene side lagt afstand til UKIP, men frygten for at tabe stemmer til partiet har alligevel haft betydelig indflydelse på især det konservative parti, som har skærpet retorikken over for EU og indvandring.

UKIP-leder Nigel Farage

David Camerons forsøg på at lægge EU-debatten død ved at udskrive en folkeafstemning om Storbritanniens fortsatte forbliven i Unionen viste sig som bekendt at komme helt ud af kontrol, og endte med en overraskende beslutning om at forlade unionen.

Omfavnelsesstrategien har altså haft store konsekvenser og efterladt de to etablerede partier svækket, mens UKIP har kunnet sole sig i Brexit-sejren og det massive aftryk de har haft på de øvrige partier. Det er indflydelse uden mandater.

(2013: Valg til det tyske parlament; 2016: Meningsmåling)

Tyskland: Udstødt parti stormer frem
I Tyskland er Alternative für Deutschland på få år gået fra at være ikke-eksisterende til at få stor opbakning i meningsmålingerne. Det skyldes ikke mindst flygtningesituationen, hvor partiet har markeret sig som stærke modstandere af Angela Merkels ”vi klarer det”-linje.

Merkel har indtil nu lagt afstand til AfD og nægtet at ændre linjen og har høstet stor ros fra særligt det europæiske centrum-venstre, der har set Merkel som en modvægt til den højrepopulitiske fremmarch. Men har det seneste år givet massiv intern ballade, specielt hos søsterpartiet CSU som har ønsket en langt hårdere kurs over for flygtningene, og altså i højere grad forsøgt at omfavne AfD.

Selv om Merkel ikke åbent har ændret kurs, peger hendes aftale med præsident Erdogan i hvert fald på, at hun forsøger at dæmme op for tab af vælgere til AfD. Måske igen et eksempel på, at den totale udstødelse afløses af en forsigtig omfavnelse. Den kommende tid må vise, om det er nok til at dæmme op for AfD.

Merkel har til tider været meget ensom under flygtningekrisen