Jeg erindrer ikke i mit voksne liv, at livsvilkår for så mange danskere er blevet så forringet på så få år, som tilfældet er nu. Og det bliver dramatisk værre i de kommende måneder.

Jeg erindrer ikke, at vi tidligere i dette land har oplevet en så total ligegyldighed over for andre, både blandt borgerlige vælgere og deres politikere. Alt for mange befinder sig på håbløshedens perron – og der kommer flere til, der bliver trængsel. Overladt til sig selv, afstødt af samfundet.

Jeg kan ind i mellem ikke lade være med at tænke på, om der blot en gang imellem hos de politikere, der periodevis har den parlamentariske magt, er en lille refleksion over, hvordan de selv tror, at vort samfund vil udvikle sig, når de, der har det sværest, skal betale prisen for elitens fest.

Nedskæringer på syge og arbejdsløse
Over de seneste år har vi udviklet et samfund, hvor sikkerhedsnettets masker er blevet så store, at de der har mest behov for hjælp, falder igennem. Samtidig med de i deres afmagt må se sig mistænkeliggjort som en bærme, et nasseproletariat, der kun har et formål i livet, nemlig at nasse på fællesskabets ressourcer.

Mange oplever, at det for samfundet er blevet et mål i sig selv at fratage de svage og de syge hjælp fra det offentlige. De seneste års ændringer i såvel arbejdsmarkedspolitik som socialpolitik har frataget masser af mennesker deres rettigheder, samtidig med at de ydelser, man kan få, er og bliver beskåret voldsomt. Venstreregeringens kontanthjælpsloft og 225-timersregel er de seneste eksempler på en tendes, der rammer samfundets syge og arbejdsløse.

Vi er kommet dertil, hvor syge ledige sparkes ud af kommunens sygedagpengeforløb med besked om, at man kun kan være syg i få uger. A-kassen kan man ikke komme tilbage til som syg, og kontanthjælp kan man ikke få, når man er gift. Syge kontanthjælpsmodtagere skal rammes af kontanthjælpsloftet, tusindvis af mennesker frygter at miste deres bolig. Remsen er lang, virkelige beretninger om menneskers mishandling i systemet er massive.

Og systemets lakajer, i form af eksempelvis socialrådgivere i kommunernes jobcentre, der med et venligt smil ekspederer folk ud i intetheden, med beklagelser om, at sådan er loven jo, det har politikerne forlangt, kan være sikre på at blive i jobbet, så længe de er med til at opfylde kvoten for kommunens besparelser i deres excelregneark.

Ordentlig samfund må skabes på eliternes bekostning
Medmenneskelighed og respekt for hinanden som individer foregår i Biblens fantasiland. Det er ikke længere en del af danskernes hverdag, bortset fra hverdagen for den umættelige, egoistiske og forkælede elite.

På trods af al dokumentation, på trods af de ulykkeliges nødskrig, ligger kursen fast. Der er ingen politisk hjælp at hente fra Christiansborg. På vej ned af slisken, på vej til et liv i kaos, hvor man end ikke tilbydes tomme flygtningeboliger som et midlertidig helle, kan man jo fundere lidt over, hvordan vi er kommet hertil.

Et afstumpet samfund – er det virkelig det, vi vil? Når vi mister respekten for hinandens vilkår. Når mennesker og deres børn bliver ligegyldige som levende væsener, og kun er tal i regnearkene i ministerier og kommuner, samt et hånligt skuldertræk, så har vi tabt kampen for retfærdighed og ordentlighed.

Er det virkelig det vi vil? Eller er der nogen, der vil gribe magten – ikke for magtens skyld, men for magten til at genskabe et ordentlig samfund for de fleste, og nødvendigvis på elitens bekostning?

 

Poul Erik Skov Christensen var 1995-2013 formand for Danmarks største fagforbund SID, senere 3F. Han har tidligere arbejdet som blandt andet sømand, skibsværftsarbejder og jord- og betonarbejder.