Danskernes middellevetid er steget hurtigere end forventet. Det betyder, at danskernes pensionsperiode vil være længere end det, der var forventningen ved indgåelsen af den store velfærdsaftale fra 2006. Derfor skal Velfærdsaftalen fra 2006”justeres”, så pensionsalderen hæves hurtigere end planlagt.

Sådan har det lydt fra regeringen som argument for at hæve pensionsalderen med et halvt år mere end de 67 år, der i øjeblikket er aftalt for 2025. Regeringen taler om, at en stigning vil sikre en ”mere fair fordeling af pensionsperioden mellem generationerne”. Regeringen forsøger dermed at fremstille stigning som en naturlig konvekses af det velfærdsforlig fra 2006, som også Socialdemokratiet var en del af.

Regeringen glemmer imidlertid en væsentlig pointe: Siden velfærdsforliget i 2006 har Lars Løkke tilbage i 2011, uden om Socialdemokratiet, gennemført en tilbagetrækningsreform, der indeholdt en de facto afskaffelse af efterlønnen. Konsekvensen er, at selvom den øgede levetid isoleret set betyder, at danskerne kan se frem til flere år på pension, har langt de fleste danskere selv med de nuværende regler udsigt til færre år på efterløn og pension end det, der blev forudsat i Velfærdsaftalen fra 2006.

Efterlønsordningen kraftigt udvandet siden 2006
I Velfærdsforliget fra 2006 blev pensionsalderen indekseret ud fra den grundpræmis, at fremtidige generationer skulle have 14 ½ år på folkepension (beregnet ud fra den forventede restlevetid for en 60-årig). Samtidig blev den femårige efterlønsordning bevaret. Det betød altså, at med Velfærdsforliget kunne danskerne se frem til i alt 19 ½ år med efterløn og folkepension.

Det stod samtidig klart allerede dengang, at man først omkring 2035 ville nå ned på de 19 ½ år. I et notat fra 2011 hedder det eksempelvis, at ”Det er først fra omkring 2035, at Velfærdsaftalen får bragt det mulige antal år med efterløn og folkepension ned omkring de 19 ½ år, der sigtes efter i aftalen.”

Men med Tilbagetrækningsreformen i 2011 blev efterlønnen som bekendt kraftigt beskåret. Ikke blot blev perioden forkortet fra 5 til 3 år, der blev også indført meget skrappere regler for modregning af pensionsformuer i efterlønnen. Det betyder, at personer med store pensionsopsparinger i et stort omfang selv vil skulle betale for deres efterløn. Dermed blev de oprindelige 19 ½ år altså reduceret til i bedste fald 17 ½ for dem, som fortsat vil kunne gøre brug af efterlønsordningen – og til 14 ½ år for de mange, der fremover ikke vil kunne gøre brug af ordningen.

Antallet af efterlønsmodtagere styrtdykker
På få år er antallet af modtagere af efterløn raslet ned. Hvor der i 2012 var over 100.000 danskere, der modtog efterløn, så forventer Finansministeriet i sin seneste økonomiske redegørelse, at tallet i 2017 vil være på omkring 60.000. Altså et fald på 40 procent på blot fem år, på trods af, at der bliver flere og flere ældre! Og det er endda inden, at alle reformer har nået at slå fuldt ud igennem.

I 2025 vil opstramningerne af efterlønsordningen imidlertid være slået fuldt igennem, og der er derfor næppe helt skævt at forvente, at antallet vil fortsætte med at falde i årerne fremover, og at den treårige efterlønsordning derfor i fremtiden vil blive en ordning for en meget lille del af danskerne.

Kan ikke opretholde samme otium som fra 2006-aftalen
Ser man på regeringens egne tal, så fremgår det, at hæves pensionsalderen, så kommer ingen af de fremtidige generation op i nærheden af et otium på 19 ½ år, sådan som det var muligt efter 2006-aftalen. Det fremgår blandt andet af Figur 6.6 i regeringens 2025-plan, at selv med de nuværende regler vil ingen af fremtidens generationer kunne se frem til mere end 19 år på pension.

Så selvom den øgede levetid isoleret set betyder, at danskerne kan se frem til flere år på pension, så er det ikke nok til at kompensere for den de facto afskaffelse af efterlønnen, der blev gennemført i 2011.

Nogle vil formentlig fortsat kunne gøre brug af den treårige efterlønsordning. Men det vil formentlig være grupper, der har korte uddannelse og som har haft lave indkomster gennem deres arbejdsliv. Og som tal fra AE-Rådet viser, så har de grupper i forvejen lavere middellevetid end det gennemsnit, som pensionsalderen, og dermed antallet af år som pensionist, er beregnet ud fra.