Annonce

S-ordfører i hårdt angreb: Anklager regeringen for forligsbrud

Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel anklager regeringen for at have brudt Folketingets uskrevne regler ved at aflyse de kystnære havvindmøller. Han mener, regeringen har brudt energiforliget.
En af de mest hellige regler i dansk politik er, at man står ved de forlig, man indgår. Derfor er det en usædvanlig og meget hård anklage, Socialdemokratiets klimaordfører Jens Joel kommer med, når han anklager Venstre-regeringen med klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt i spidsen for at have brudt energiforliget.

Konkret går Jens Joels anklage på, at regeringen har brudt energiforliget ved at slække på de grønne ambitioner og eksempelvis sløjfe de kystnære havvindmøller. En beslutning, som igennem en længere periode har frustreret Socialdemokratiet, der mener, at regeringen render fra aftalen.

Det handler om at virksomheder og organisationer skal kunne regne med de politiske aftaler og rammer, når de investerer.

Det er i strid med alle principper på Christiansborg, men det er jo ikke for socialdemokratiets eller andre politikeres skyld at forlig skal overholdes ”, siger Jens Joel til Netavisen Pio. ”Det handler om at virksomheder og organisationer skal kunne regne med de politiske aftaler og rammer, når de investerer.

Grunden til, at regeringen har valgt at skære i opførslen af vindmøller, er, at finansieringen af forliget – PSO-afgiften - er blevet erklæret ulovlig af EU-kommissionen i sin nuværende form.

”Regeringen siger, at fordi finansieringen er væk, så er forliget også væk. Men al forhistorie tilsiger, at så må man i forligskredsen finde ny finansiering. Og hvis man ønsker at trække sig fra et forlig kan det først blive efter et valg, hvor vælgerne har taget stilling”, siger Jens Joel til Netavisen Pio.

Regeringen har tidligere foreslået at hæve bundskatten for at finansiere afskaffelsen af PSO-afgiften. Et forslag, der ikke var opbakning til blandt de borgerlige.

”Vi var sådan set åbne – og er det stadig – for at diskutere andre forslag til finansiering og også om det kan gøres billigere uden at aflyse eller skrue ned for ambitionerne. Men man må forvente at regeringen kommer med et forslag til finansiering af forlig, de selv har indgået. Regeringen kan ikke bare rende fra aftalen”, siger Jens Joel.

Det er ifølge Socialdemokratiet ikke kun samarbejdsklimaet i Folketinget, der bliver dårligere af regeringens påståede brud på energiforliget. Det kan også ramme forbrugere, investorer og koste arbejdspladser, mener Socialdemokratiet.

”Investeringer i energi er meget langsigtede og kræver, at investorer kan planlægge på den lange bane. Vi ser allerede nu, at eksempelvis pensionskasserne siger, at de kan blive nødt til at trække deres investeringer, fordi de ikke kan regne med, hvad der sker i fremtiden”, siger Jens Joel, der understreger, at det i sidste ende kan betyde højere priser for forbrugerne.

”Når investorerne har større risici, vil de selvfølgelig forsøge at dække den risiko af med højere priser. Den regning kan i sidste ende havne hos forbrugerne”, siger Jens Joel.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet