Annonce

Engelbrecht: Hjort bagmand til grov manipulation

Finansminister Claus Hjort Frederiksens beregninger af Socialdemokratiets oplæg til 2025-forhandlinger tegner et billede af en desperat regering, der har kastet al respekt for folkestyret fra sig, skriver finansordfører Benny Engelbrecht.
Siden mit blogindlæg for to dagen siden er der sket meget, så lad mig lige ridse forløbet op: Forleden kom landets finansminister, Claus Hjort Frederiksen - tilsyneladende i samarbejde med Finansministeriet - med alvorlig kritik af Socialdemokratiets udspil af en 2025-plan i Politiken.

Politiken bragte en artikel på en mindre fremtrædende plads i avisen, så i første omgang fik den ikke så megen opmærksomhed. Det fik først finansministeren og siden statsministeren til at gentage kritikken af Socialdemokratiets plan, både til Ritzau og ved Dansk Industris topmøde tirsdag.

Kritikken holder ikke
Men deres kritik af Socialdemokratiets plan holder ikke vand. Beregningerne var foretaget på baggrund af faktuelle fejl, forkerte antagelser, og direkte vildledninger og indeholder mindst 10 grove fejl. Det var alt i alt meget langt fra det arbejde, man normalt ser fra Finansministeriets side.

Vi socialdemokrater undrede os. Og beregningerne holder heller ikke i virkeligheden. Beregningerne, som Claus Hjort Frederiksen ønskede skulle give indtryk af skulle være udregnet af Finansministeriet, er fulde af fejl og er så manipulerende, at Finansministeriets embedsmænd ikke selv vil skrive under på dem.

Og mødt med insisterende spørgsmål om, hvorvidt ministeriet ville stå på mål for beregningerne, måtte Claus Hjort Frederiksen på et møde i finansministeriet indrømme, at han stod bag beregningerne – IKKE Finansministeriet, som han ellers gav udtryk for.

Dette har finansministeren i dag forsøgt at undsige, men da TV2 i et direkte interview spørger: ”Lyver Henrik Sass Larsen?”, svarer Claus Hjort Frederiksen: ”Nej, han lyver ikke.”

I et blogindlæg på regeringens officielle hjemmeside offentliggjort i går omtaler finansministeren da også tre gange beregningen som ”mit regnestykke”.

Finansministeren opfinder usande historier
I forbindelse med lanceringen af Socialdemokratiets 2025-udspil stillede jeg selv spørgsmål til Finansministeriet med præcis angivelse af de forudsætninger – altså de forskellige forslag, vi har til at få indtægter og udgifter til at hænge sammen - for at få deres officielle beregninger af vores tal.

De spørgsmål har ministeriet fortsat ikke besvaret. I stedet for at gøre hans egentlige arbejde og svare Folketinget, valgte Claus Hjort Frederiksen altså at bruge sin tid på fejlagtigt at påstå, at ”eksperterne” i Finansministeriet kunne bevise, at udspillet ikke var økonomisk stabilt. Hvilket jo ikke overraskende, at regnestykket viser minus, når Claus Hjort Frederiksen bevidst har fyldt de forkerte tal ind i sit regnestykke.

Det er meget bekymrende, at landets finansminister og regeringen i mangel på sandfærdigt kasteskyts mod Socialdemokratiet, må opdigte usande historier. Og spørgsmålet er naturligvis, om landets finansminister har andre manipulationer på sin samvittighed?

I Socialdemokratiets udspil til de kommende 2025-forhandlinger stoler vi på Danmark, men vi stoler ikke på Claus Hjort Frederiksens beregninger. Det tyder mest af alt på, at Finansministeren sammen med sit pressede bagland i Venstre forbereder sig på en valgkamp, mere end på at skabe løsninger for et bedre Danmark. Det er synd og skam – og det er skadeligt for det politiske samarbejdsklima.

Benny Engelbrecht er finansordfører for Socialdemokratiet.

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Flere artikler om emnet