Enhedslisten har modkraft.dk, Socialdemokratiet har piopio.dk, Venstre har regeringen.dk og Liberal Alliance har som bekendt Børsen. Ethvert politisk parti med respekt for sig selv skal have deres eget medie, hvor de kan komme ud med budskaber til baglandet, som de etablerede medier ikke vil skrive om.

Således også Alternativet, der i fredags lancerede deres bud på den moderne partiavis ’Altivisten’. Og ifølge et manifest er Altivisten blandt andet et ”journalistisk håb om en ny konstruktiv medievirkelighed, hvor politikere, journalister og borgere finder svar i fællesskab”.

Det virker umiddelbart som en ret stor ambition at stile efter, men det var måske ikke helt fint nok bare at forsøge at udlægge, hvad Alternativets egne medlemmer og politikere nu mener om dette og hint. Men det er jo ikke forbudt at have drømme.

Irriterende, internt sprog
Navnet Altivisten er ifølge siden en sammentrækning af ordene alternativist, aktivist og alkymist. Og en altivist er altså en ”samfundsarkitekt, der tager sagen i egen hånd”.

Der er i det hele taget flere af den slags hjemmestrikkede ord, som umiddelbart virker en smule ekskluderende for folk udefra, der ikke kender betydningen. I stedet for at skabe mere klarhed og understrege budskabet betyder det bare, at man som læser bliver endnu mere forvirret. Så det burde de lade være med.

Alternativets netavis har tre kategorier af indlæg: Hvordan lever vi bæredygtigt, hvordan skaber vi gode liv og hvordan udvikler vi demokratiet. Det giver på den ene side et hurtigt overblik, men det låser også netavisen i en situation, hvor alle indlæg skal indpasses i en af de tre kategorier.

Hver eneste artikel eller indlæg følges desuden af tre opfordringer til handlinger. Det synes jeg egentlig er en meget sjov feature, som meget fint understreger pointen om, at man skal være handlingsorienteret.

Insekter, vasketøj og det onde sukker
Altivistens hovedhistorie på den første dag er første af i alt tre indlæg om insekter som fødevare. Eller som det hedder på det nysgerrige, helhedsorienterede og perspektiverende altivist-lingo: Insekternes bæredygtige potentiale og mulige udbredelse som giver inspiration til gastronomiske handlinger.

Der er blandt andet et interview med en blogger, som skriver om mad med insekter. Hende citerer de blandt andet for at sige følgende om folk, der smager insekter første gang: ”…jeg oplever faktisk, at omkring 42% godt kan lide det”.

Ikke bare 40 procent, ikke omkring halvdelen. Nej, lige omkring 42 procent! Altivisten bør lade være med at fremstille folks mavefornemmelser som videnskab.

Et andet indlæg handler om det farlige, hvide sukker og om hvordan såkaldte ”sukker-pushere” som Coca Cola og McDonald’s har lokket danskerne til at spise sukker. Også de danske supermarkedskæder er med i konspirationen: ”Det er efterhånden sværere at komme hjem fra supermarkedet uden en masse skjult sukker, end det er at komme hjem fra dykkerferie i Pattaya uden lidt ekstra kløen i buksen.”

Det er helt sikkert meget sjovt skrevet, men er det virkelig så svært at komme hjem fra Pattaya uden at have fået en kønssygdom med?

Og i det indlæg løber konspirationsteorierne lidt af med skribenten, der lige får indflettet cancer som en af de sygdomme som man kan få af at spise sukker - hvilket blandt andet Kræftens Bekæmpelse afviser.

Nu er det er jo ikke skribentens opgave, at rydde ud i kildernes tåbeligheder, men den slags understreger alle mine fordom om at Alternativets vælgere/sympatisører sværmer om alle mulige former for pseudo-videnskabelige konspirationsteorier.

Den slags tosserier fra udkanten af virkeligheden bør redaktionen af Altivisten altså luge ud i, hvis ikke det skal ende som endnu en legeplads for truthers, anti-vaxxers og den slags.

En tredje historie fra i fredags er fra en filosofistuderende, der helt ekstremt patosfyldt skriver om, hvordan vi kan bruge vinden til at tørre vores tøj (uden at afsløre for meget, så foregår det på den måde, er at man i stedet for at tørre det i en tørretumbler hænger det op på et såkaldt tørrestativ eller en tørresnor).

Ideen med klummen er at sætte fokus på små ting, man kan gøre for at leve mere bæredygtigt, men her tager formen over og skygger for indholdet.

Han skriver følgende:”Vinden har altså på en gang en uforanderlig duftfigur og på samme tid et utal af former, hvori denne kan fremtræde. For mig er både det uforanderlige og foranderlige aspekt af vindens duft en klar kilde til erindring; jeg iklæder mig både et stykke tøj og et minde.”

Det er helt sikkert godt for miljøet at tørre ens tøj udendørs, men lad være med at fremstille det som om det er dit første kys. Det er bare vasketøj.

Lidt meget i øst og vest
Udover de tre fremhævede artikler kan man finde et par podcasts, en med komikeren (og folketingskandidat for Alternativet) Anders Stjernholm og psykologen Torben Bechmann Jensen om sort komik samt en samtale, Altivistens chefredaktør har med en lykkeforsker.

Der er desuden også en videoreportage om Virtual Reality og et video-interview med en af arrangørerne bag forrige uges arrangement Ungdommens Folkemøde. Det sidste virker dog mest af alt som en betalt reklame for et arrangement, som altså allerede er løbet af stablen for længst.

Brug af blandt andet podcasts og video fungerer fint og er med til at gøre sidens indhold mere levende. Det er dog jævnt irriterende, at hver eneste video åbenbart skal starte med en 15-20 sekunders intro. Kom direkte til sagen.

Det øvrige indhold er af lidt blandet karakter. Man kan blandt andet læse et email-interview med landsformanden for Venstres Ungdom om, hvordan man blandt andet får flere til at engagere sig politisk, et indlæg på engelsk om at leve bæredygtigt og endelig et debatindlæg, foranlediget af debatten om danskhed, fra en ung, kvindelig muslim, som mener, at tonen i den debat, er ekskluderende for muslimer.

Til gengæld er der ikke en eneste af Alternativets egne politikere som har fundet vej til spalterne. Det kunne have været oplagt at høre nogle af partiets egne betragtninger i forhold til 2025-plan, skattelettelser og de øvrige dagsordener som lige nu dominerer dansk politik.

Mangler aktualitet og kant
Altivisten er et meget anderledes netmedie, end dem som man umiddelbart kan sammenligne dem med, for det handler mere om at have de rette følelser og om at dokumentere de små handlinger end om at tage en større politisk kamp. På den front synes jeg at Altivisten mangler lidt af det mod, som ellers er en af partiets grundværdier.

Der er ikke et ord om topskattelettelser eller den offentlige sektors størrelse i 2025. Nej, hvis vi bare spiser insekter og tørrer vores tøj i vinden, så kan vi selv gøre verden bedre.

De gode hensigter om alene at være handlings- og løsningsorienteret, kommer lidt til at virke hæmmende for Altivistens muligheder for at rejse nogle interessante diskussioner med udgangspunkt i partiets egne værdier om vækst, regnemodeller eller arbejdstid.

Og det ville helt klart klæde mediet, hvis de i stedet for at insistere på at alle – uanset om de er røde eller blå - har løsninger, insisterede mere på selv at have ret – og på at få ret.

I en moderne medievirkelighed, hvor det, der driver trafikken på sociale medier, er konfliktstof og mennesker og organisationer med klare holdninger, er Altivisten mere sådan lidt hyggelige indspark, der maner til eftertanke og derfor er det også lidt ufarlig.

 

David Troels Garby er redaktør på Netavisen Pio.