Faglige ledere dumper Løkkes åbningstale

Lars Løkke Rasmussens åbningstale imponerede absolut ikke fagbevægelsens formænd og -kvinder.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skød tirsdag den politiske efterårssæson i gang med sin åbningstale til folketinget. Den tale får hårde ord med på vejen fra en række fagforeningsledere.

LO: Vi skal satse på mennesker - ikke slide dem ned!
Statsministeren gentog i sin åbningstale, at pensionsalderen skal hæves med et halvt år, at kontanthjælpsloftet skal fastholdes, og at der skal indføres topskattelettelser. Og den politik er LO-formanden ikke enig i.

- Regeringens forslag om højere pensionsalder, skattelettelser til de rigeste og fastholdelse af kontanthjælpsloftet er den forkerte vej at gå. Vi skal i stedet satse på mennesker, uddannelse og bedre arbejdsmiljø, så folk kan blive på arbejdsmarkedet, lyder det fra LO’s formand Lizette Risgaard.

At regeringen samtidig fastholder kontanthjælpsloftet, som blandt andet vil sende tusinder af børnefamilier ud i fattigdom, skuffer også LO-formanden.

- Det er stærkt tvivlsomt, om der overhovedet er job at få til kontanthjælpsmodtagerne. Derfor er det helt uforståeligt, at regeringen fastholder et kontanthjælpsloft, der kaster børnefamilier ud i yderligere fattigdom. Det er helt forkert, siger Lizette Risgaard.

Slagteriarbejdere: Løkke skubber os udover kanten
Regeringens forslag om at hæve pensionsalderen med seks måneder, får også hårde ord med på vejen fra Ole Wehlast, som er formand for NNF, som blandt andet organiserer slagteriarbejderne.

- Det kan godt være, at levealderen stiger for befolkningen generelt. Men for dem, som tager de tunge rundt omkring på slagterierne, mejerierne, bagerierne og andre steder i fødevareindustrien kan vi se, at arbejdsskaderne og nedslidningen desværre er tårnhøj. Vi mangler i den grad en statsminister, som tænker dem med i fremtidens Danmark i stedet for at presse dem ud over kanten, siger han.

Han henviser til tal fra fødevareindustrien, som blandt andet viser, at mere end hver femte i fødevareindustrien går på førtidspension eller dør, før de bliver 60 år, at NNF’s medlemmer har tre gange så mange arbejdsskader.og at levetiden, efter man har trukket sig fra arbejdsmarkedet, er 2,5 år lavere for fødevarearbejdere end for akademikere.

3F: Milliarder til boligejerne
Også formanden for Danmarks største fagforbund 3F, Per Christensen, er kritisk overfor Lars Løkkes tale og ikke mindst regeringens planer om et nyt boligskattestop.

- Jeg konstaterer, at der skal trille milliarder ud til boligejerne i Hellerup, imens almindelige lønmodtagere skal holde for, skriver han på Facebook og fortsætter.

- Jeg gad nok vide, hvad Løkkes morfar ville have sagt til at øge tilbagetrækningsalderen, så dem der løfter og slæber fly-bagagen i lufthavnen skal bære 550 tons ekstra for at finansiere skattelettelser til de rige.

Det eneste rigtige vil nu være at søge en bred løsning, så vi får en bedre balance – til gavn for lønmodtagerne. Et forlig, hvor Liberal Alliance skal udgøre de afgørende stemmer, vil trække Danmark pivskævt!!!”

FOA: Nej til skattelettelserne
Statsministeren valgte at takke de offentlige ansatte i sin åbningstale. Men desværre mangler der handling bag ordene, konstaterer formanden for FOA, Dennis Kristensen, der frygter færre offentligt ansatte, selvom antallet af både børn og ældre stiger.

- Statsministeren sagde vel blot i talen, at han står ved sin 2025-plan. Det er ikke en ny kurs, men det er stadig en gal kurs med en satsning på skattelettelser frem for en satsning på velfærden, siger forbundsformand Dennis Kristensen.

- Jeg er sikker på, at hvis man spørger FOAs medlemmer, om de ønsker en kollega mere i hverdagen eller nogle hundrede kroner i skattelettelser, så er svaret meget klart. Vi hører nødråb efter nødråb om mangelen på hænder. I en situation, hvor antallet af både ældre og børn stiger meget mærkbart, er vi stadig mere end 30.000 færre i kommunerne end før finanskrisen. Sammen med en velfortjent tak til pædagogmedhjælperne og andre grupper, så burde der følge en genopretningsplan for afgørende dele af den offentlige sektor, så velfærden igen stod mere centralt, siger Dennis Kristensen.

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce