Blokpolitikken har altid haft mange dødsfjender. Dens modstandere synes til tider at mobilisere næsten religiøse vækkelser i deres had til blokpolitikken, som illustreret ved en politisk omskrivelse af fadervor: ’Led os ikke ind i blokpolitiskfristelse og fri os fra dens ondskab’.

For nylig gav den radikale formand Morten Østergaard følgende afskedssalut på twitter: ”Farvel til blokpolitikken”. Udsagnet vandt stor opbakning fra især den tidligere partifælle Uffe Elbæk fra Alternativet, der ligeledes erklærede sig som fjende af den forhadte blokpolitik.

Men når netop blokpolitikkens erklærede fjender samtidig trækker det store skyts frem i kampen mod samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så hopper kæden af. Det er jo netop Socialdemokratiets tro på det brede samarbejde, der lægger blokpolitikken i graven.

De brede forlig, der skabte Danmark
Det eneste reelle alternativet til den snævre blokpolitiske filosofi handler jo netop om det brede politiske samarbejde. Det er netop de brede politiske forlig, der har udgjort rygraden i udformning af det moderne Danmark. Tænk bare på Danmark uden Storebæltsbro, folkepension, Statens Kunstfond eller Kanslergadeforliget.

Og hvis man samtidig kigger på den politiske virkelighed udenfor Christiansborgs vægge og kommentatoriets processuelle fokus, så er kommunalpolitikkens resultatorientering netop et resultat af det samarbejde folkestyre. De konkrete løsninger ude i kommunerne er næsten altid baseret på brede flertal.

En ny opgørelse fra Netavisen Pio understreger, hvor udbredt de brede forlig er i den kommunalpolitiske virkelighed. Siden kommunalvalget i 2013 har Socialdemokratiet indgået i 52 konstitueringsaftaler med DF og 53 med Venstre. Det brede samarbejde er en del af det levende demokrati.

Den rendyrkede moralisme
Det er må være en decideret kortslutning, hvis Radikale Venstre, Alternativet og andre tvivlsomme typer på nettet vil bekæmpe både blokpolitikken og de brede forlig. Det er nærmest meningsløst og svarer til at ville både blæse og have mel i munden.

En nærliggende tanke må derfor også være, at kritikkerne i virkeligheden ikke er imod blokpolitikken som koncept, men udelukkende er imod en blokpolitik, som ikke flugter direkte med deres egne idealer.

Sagens kerne for Uffe Elbæk og Morten Østergaard synes således ikke at være det principielle i blokpolitikken, men derimod nærmere at handle om en moralistisk afstandtagen til samarbejde med Dansk Folkeparti. Den store ståhej handler altså om at Dansk Folkeparti med deres 37 mandater har stillet sig bag Socialdemokratiske kamp imod topskattelettelserne. Det er uafhængigt af det politiske indhold moralsk forkasteligt ifølge flere af de nævnte stemmer. Uffe Elbæk kræver andre legekammerater for Socialdemokratiet, mens Morten Østergaard snakker om at Socialdemokratiet satser på  frygtens samarbejde – begge undgår at forholde sig til det konkrete tema for samarbejdet: Topskatten.

At man politisk er uenig i at samarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti, der forsøger at realisere målsætningen om at begrænse tilstrømningen af flygtninge til Danmark, er helt fair og forståeligt, når man kigger på vælgersegmentet blandt de veluddannede storbyboere. Ønsket om en anden politik er nærmest en demokratisk selvfølgelighed, men samtidig vil det være god skik og ærligt at indrømme, at man faktisk er tilhængere af en ny blokpolitik.

De radikales blokpolitik 2.0
Hvis man kigger på De Radikale, synes de således at være de største tilhængere af en form blokpolitik 2.0. De vil dels tilslutte sig en blok, hvor indgår i fællesskab med de øvrige partier på den værdipolitiske akse, som tror på åbne grænser og radikalt friere indvandring. Og dels er villige til at overdrage sine mandater til blå blok, når det handler om den økonomiske politik. Den er den radikale udgave af blokpolitikken, hvor man diffust lægger sig fast på to dybest modstridende ideologier.

Når man ikke ærligt indrømmer denne forkærlighed for Blokpolitikken 2.0, så klinger det en smule hult i mine ører. Særligt når De Radikale dyrker en dobbelt standard, der tilsiger, at et samarbejde med DF om at hæve pensionsalderen er moralske forsvarligt, mens et samarbejde med DF der handler om at undgå topskattelettelser er moralsk forkasteligt. Hmm?
Derfor lever blokpolitikken også videre i bedste velgående - ikke hos Thulesen Dahl, Løkke eller Frederiksen, der satser på skiftende flertal af forskellig sammensætning - men derimod hos Elbæk og Østergaard. Måske pointen bare er, at alle de små partier er imod blokpolitik, så længe det ikke er deres egen.

De stemmer i den offentlige debat, som bekriger både de sidste 100 års tradition for brede forlig og den 00’ernes destruktive blokpolitik, gør dig skyldige i rendyrket hykleri.

 Jens Jonatan Steen, chefredaktør på Netavisen Pio