Radikale Venstre samarbejder også med Dansk Folkeparti

Analyse: Radikale Venstre kritiserer Socialdemokratiet for at ville samarbejde med Dansk Folkeparti. Men partiet har selv samarbejdet med netop Dansk Folkeparti om blandt andet at forringe efterløn og folkepension.
Der har de seneste uger været stor diskussion om forholdet mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. Det skete blandt andet i kølvandet på et interview i Politiken, hvor partiformand Mette Frederiksen fortalte, at hun så perspektiver i at samarbejde med Dansk Folkeparti om eksempelvis at forhindre en nedsættelse af topskatten og en hævelse af pensionsalderen i forbindelse med de kommende 2025-forhandlinger.

Særligt hos Radikale Venstre og på venstrefløjen er udmeldingen imidlertid blevet mødt med kritik:  ”Jeg synes da, at det må være tydeligt for enhver, at der er direkte forskel i den politik, vi anbefaler, og den, som Dansk Folkeparti står for. Socialdemokraterne må komme ud af busken og sige, hvad det er for en retning, man ser for sig”, sagde eksempelvis den radikale formand Morten Østergaard til Jyllands-Posten for et par uger siden.

Den megen polemik overser imidlertid den virkelighed, der finder sted på Christiansborg, og har gjort det i årevis: Her laves konstant nye politiske aftaler, hvor partier samarbejder om at gennemføre nye reformer – eller samarbejder om at forhindre nye reformer i at blive gennemført. Her samarbejder Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti i nogle sager, mens de arbejder mod hinanden i andre.

Radikale har lavet aftaler med DF uden om Socialdemokratiet
Sådan er det også for Radikale Venstre. Netavisen Pio har identificeret mindst 74 politiske aftaler over de seneste ti år, hvor både Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er deltagere. Senest aftalen om en gymnasiereform, der blev indgået kort før sommerferien.

I langt de fleste aftaler er også Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og SF deltagere. Det afspejler, dansk politik i høj grad er kendetegnet ved brede forlig, hvor alle de store partier er med.

Men Radikale Venstre har heller ikke holdt sig tilbage med at lave aftaler med Dansk Folkeparti uden om Socialdemokraterne. Siden 2006 har partiet været med i en række aftaler i den blå blok, som Radikale Venstre ved hjælp af Dansk Folkepartis stemmer har gennemført opsigtsvækkende reformer.

Det gælder aftale om aftale om en jobplan (2008), aftale om nedbringelse af sygefraværet (2008), aftale om den almene boligsektors styring og finansiering (2009) og aftale om senere tilbagetrækning (2011). Sidstnævnte aftale indeholdt blandt andet en forhøjelse af pensionsalderen og en de facto udfasning af efterlønnen, på trods af, at der fem år tidligere var indgået en bred velfærdsaftale.

I kølvandet på de aftaler kunne en socialdemokrat altså lige så godt have sagt, at ”Jeg synes da, at det må være tydeligt for enhver, at der er direkte forskel i den politik, vi anbefaler, og den, som Dansk Folkeparti står for. Radikale Venstre må komme ud af busken og sige, hvad det er for en retning, man ser for sig”.

Handler om politisk substans
Det er imidlertid ikke kun Radikale Venstre, der har lavet aftaler til den blå side. Også Venstrefløjen har lavet aftaler med Dansk Folkeparti uden om Socialdemokratiet. I kølvandet på seneste folketingsvalg blev SF og Alternativet enige med regeringen, Konservative og Dansk Folkeparti om at genindføre den udskældte boligjobordning.

Hverken Radikale Venstre, SF eller Alternativet holder sig altså tilbage fra at bruge Dansk Folkepartis stemmer, når det handler om at vedtage ny lovgivning, der ligger i tråd med partiets politik. Det afspejler det faktum, at selvom dansk politik ofte deles op i to fasttømrede blokke, den røde og den blå, så er det altså ikke noget særsyn, at der laves aftaler på kryds og tværs i Folketinget.

At Socialdemokratiet vil samarbejde med Dansk Folkeparti om at forhindre lavere topskat og højere pensionsalder ligger derfor i helt naturligvis forlængelse af det princip, at man i Folketinget samarbejder med de partier, der i de konkrete sager ønsker at trække udviklingen i samme retning som en selv. Det er der ikke noget nyt i – hverken for Socialdemokratiet eller Radikale Venstre.


Flere artikler om emnet

Annonce