Politiken har i dag valgt at udgive bogen ”Syv år for PET” af den tidligere PET-chef Jakob Scharf. Udgivelsen er kontroversiel, fordi der nedlagt fogedforbud mod bogens udgivelse. Fogedforbuddet skyldes, at PET på baggrund af forlagets omtale om bogen vurderede, at bogen kunne indeholde oplysninger, der afslørede PET’s arbejdsmetoder. PET ønskede at læse bogen inden udgivelsen for at sikre sig, at den ikke indeholdt oplysninger, der kunne afsløre PET’s arbejde og dermed skade deres muligheder for at bekæmpe terrorisme. Det blev afvist af forlaget People’s Press. PET gik derefter til fogedretten og fik rettens ord for, at bogen ikke måtte udkomme, før PET havde gennemlæst – og godkendt – bogens udgivelse. Bogens indhold måtte heller ikke omtales, før PET havde godkendt den.

Et fogedforbud har en eller flere adressater. Altså personer eller virksomheder, som forholdet gælder for. Det skyldes blandt andet, at dem, forbuddet gælder for, skal have at vide, at de ikke må udgive bogen eller omtale dens detaljer. Politiken er ikke adressat for fogedforbuddet. Det er derimod Ekstra-Bladet, forlaget, Radio 24syv og 98 boghandlere. Det står dog klart, at Politiken er klar over, at der er nedlagt fogedforbud mod bogens udgivelse – de omtaler det selv. I den forstand sætter Politiken sig altså over retsstaten. De udgiver en bog, selv om de udmærket er klar over, at en domstol har sagt, at den bog skal gennemlæses af PET før udgivelsen.

Er det legitimt?
Mens det relativt hurtigt lader sig fastslå, at Politiken vælger ikke at følge en domstolsafgørelse, er det interessante og principielle spørgsmål, om det er legitimt ikke at gøre det. Hvornår er det legitimt at tage loven i egen hånd og handle i modstrid med domstolene? Hvad skal der til, før civil ulydighed er legitimt? Og konkret: Er Politikens udgivelse af PET-bogen legitimt?

Hvis man dykker ned i de mere langhårede dele af juraen – retsfilosofien – er det et dilemma, der i lange perioder har været til debat. Er der situationer, hvor retten står over loven? Altså hvor en højere moral gør, at loven må tilsidesættes.

I kølvandet på 2. verdenskrig blev juraen nødt til at finde en løsning på forholdet mellem ret og moral. Spørgsmålet var særligt aktuelt, fordi man op mod Nürnbergprocessen skulle finde ud af, om man kunne dømme tyske krigsforbrydere. De havde helt entydigt optrådt moralsk forkert ved at lave etnisk udrensning og folkemord. Men de havde i vidt omfang fulgt gældende ret i Nazi-Tyskland.

Den tyske retstænker Gustav Radbruch (der var blevet fjernet fra sit professorat ved Hitlers magtovertagelse) opstillede en art juridisk formel, der beskrev, hvornår det var legitimt at bryde loven. Hans tanker fik tilnavnet ”Radbruchs formel” og dannede det retspolitiske grundlag for såvel Nürnbergprocesserne, de internationale konventioner efter 2. verdenskrig og forholdet til civil ulydighed, der stadig er gældende i dag.

Lov er lov
Radbruchs formel og den gældende juridiske tænkning siger, at hvis man oplever en konflikt mellem gældende ret og hvad man selv oplever som retfærdigt, skal man som udgangspunkt følge gældende ret. Hvis hver enkelt blot følger sin egen retsopfattelse, vil vi ikke kunne have et retssamfund, fordi vi hver især kan have forskellige opfattelser af, hvad der er moralsk rigtigt. Formålet med juraen er at fastsætte nogle ens spilleregler for det samfund, vi er en del af, og det bliver umuliggjort, hvis vi hver især blot følger vores intuition og vores personlige opfattelse af, hvad der er moralsk rigtigt. Et sådant samfund har ikke en retstilstand. Et sådant samfund har ikke et fælles regelsæt men en række individuelle regelsæt, og det vil uundgåeligt ende i kaos, fordi hvert enkelt individ ikke selv kan håndhæve en retfærdig og sammenhængende retstilstand.

Men lov skal ikke altid holdes
Men, siger Radbruch, loven skal alligevel ikke altid overholdes. Hvis forskellen mellem den gældende ret og den almindelige moral når et tilpas stort niveau, må loven alligevel tilsidesættes. Hvis lovgivningen ikke engang stræber efter at nå et retfærdigt formål, eller loven sigter på at tilsidesætte grundlæggende lighedsbetragtninger, må loven tilsidesættes.

Lovgivning – og også afgørelser fra en fogedret i København – kan altså tilsidesættes, men der skal ganske meget til, før det kan retfærdiggøres. Det er således ikke nok, at man som enkeltperson – chefredaktør for Politiken, eksempelvis – finder en afgørelse uretfærdig, ubegrundet eller ligefrem vilkårlig. Man skal godtgøre, at selve formålet med afgørelsen ikke er et retfærdigt formål. At målet med fogedretsdommen ikke er at sikre en legitim retstilstand men at forfølge illegitime mål forklædt som jura.

I sagen om PET-bogen kunne et illegitimt formål eksempelvis være, hvis PET og domstolene ønskede varigt at holde bogen skjult, fordi den indeholdt oplysninger, der viste at PET havde overtrådt deres beføjelser. At man ønskede at skjule for befolkningen, at PET eller enkeltpersoner i PET eller centraladministrationen opererede uden for lands lov og ret. Hvis det var motivet, ville det ud fra den almindelige juridiske tænkning være legitimt at bringe de oplysninger til offentlighedens kendskab. En avis, der havde de oplysninger, ville muligvis endda være at opfatte som forpligtede hertil.

Hvis man dykker ned i sagen, vil man se, hvad formålet med fogedforbuddet er. Formålet er for det første ikke at forhindre bogens udgivelse men at forsinke den, så PET kan vurdere, om bogen indeholder oplysninger, der kan skade rigets sikkerhed. PET angiver selv deres baggrund for at ønske fogedforbud, at ”beskrivelsen af bogens indhold…giver det indtryk, at bogen kan indeholde fortrolige oplysninger, hvis offentliggørelse kan bringe personer i fare og skade PET’s muligheder for at forebygge, efterforske og modvirke forbrydelser…”

Fogedretten begrunder sin afgørelse med, at det er ”godtgjort, eller i hvert fald sandsynliggjort”, at bogen kan indeholde sådanne oplysninger. PET understreger, at de ikke har noget ønske om at forhindre bogens udgivelse, hvis den ikke indeholder oplysninger, der kan bringe personer i fare eller skade PET’s muligheder for at modvirke terrorisme.

Hvad med ytringsfriheden?
Formålet med fogedforbuddet må altså betegnes som legitimt. Det er et legitimt formål at forsøge at forebygge, at mennesker bliver bragt i fare. Det er et legitimt formål at forsøge at sikre, at Danmark kan bekæmpe terrorisme. Dermed er det juridisk set ikke legitimt at omgås domstolens afgørelse.

Selvom domstolene og myndighederne i denne sag ikke varigt har forbudt bogens udgivelse, er det klart, at en udskydelse af bogens udgivelse og et behov for accept af bogens indhold af en offentlig myndighed er en krænkelse af ytringsfriheden. Politikens chefredaktør har en væsentlig pointe, når han siger, at ”hvis PET uden konkret mistanke kan forlange bøger eller avisartikler til gennemlæsning, så har vi reelt accepteret en efterretningstjeneste som publicistisk kontrolinstans.” Om end man kunne anføre, at der i denne sag netop var konkret mistanke, så er det korrekt, at PET får fogedrettens velsignelse til at være kontrolinstans.

Det er en samfundsmæssig debat værd. Er vi villige til at betale den pris? Er vi villige til at acceptere at file på ytringsfriheden, hvis det giver vores efterretningstjeneste bedre muligheder for at gøre deres arbejde?

En sådan debat skal tages på retssamfundets og demokratiets præmisser. At vi ikke sætter os selv over loven, så længe loven efterfølger et demokratisk legitimt formål. Konklusionen på det, der kunne – og skulle – have været en væsentlig og offentlig diskussion i offentligheden og demokratisk legitime institutioner, er blevet forhåndsdiskonteret af chefredaktøren på Rådhuspladsen.

Så længe en lov, en dom eller en afgørelse sigter mod et legitimt formål, må vi som individer acceptere retssamfundet og forsøge at ændre det, vi er uenige i, ad retsstatens nedtrådte stier. I første omgang kunne forlaget have anket fogedrettens dom til landsretten.

Der er situationer, hvor en retstilstand er så grundlæggende et brud på almindelig moral, at den må tilsidesættes. Vi skal bare være særdeles tilbageholdende med det. Konsekvensen af at individet selv fastsætter retstilstanden er, at retstilstanden bliver vilkårlig, fordi den afhænger af den enkeltes moralopfattelse. Og konsekvensen er, at Politiken – som ingen har givet en demokratisk legitimitet – i den her sag fremstår som både lovgivende, dømmende og udøvende magt.

Politiken har vurderet, at loven ikke skulle holdes. Politiken har vurderet, at bogen ikke er til skade for PET’s arbejde – uden at have fagkundskab. Politiken har eksekveret deres egen afgørelse ved at udgive bogen. Sådan en retstilstand er ikke nogen heltedåd. Det er ikke noget, vi som samfund bør stræbe efter.

Mads Havskov Hansen er BA.jur og redaktør på Netavisen Pio. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.