Engang i 1960’erne formulerede det radikale folketingsmedlem Hilmar Baunsgaard opskriften på politisk samarbejde: 'Det gælder ikke, hvem vi samarbejder med, men hvad vi samarbejder om'.  Det lød klogt, men også som en fribillet til alle former for sporskifte, og Hilmar Baunsgaard brugte sin opskrift til langsomt at frigøre De Radikale fra Socialdemokratiet og foretage den tilnærmelse til Venstre og Konservative, som gjorde ham til statsminister i VKR-regeringen 1968-1971.

Man har sine socialdemokratiske værdier, og har ikke brug for bindinger

På den socialdemokratiske september-kongres i Ålborg lød det lejlighedsvis som om ledende socialdemokrater havde lært af Baunsgaard, og det er da klogt nok for et stort parti at stå frit. Man har sine socialdemokratiske værdier, og har ikke brug for bindinger. Man har brug for at finde alliancer, som kan bidrage til, at så meget som muligt af den socialdemokratiske politik kommer igennem; og i dag har man ret til at være søgende i et helt usædvanligt politisk landskab, der mere end nogensinde er præget af principløse eller indholdsløse markeringer.

Kommunisternes mandater talte ikke
Selvfølgelig var det lidt anstrengende at høre talere, som søgte at skabe forståelse for det meget pragmatiske samarbejde med opskriften: Vi er de pragmatiske, som vil resultater, og er du ikke med os her, så er du imod at Socialdemokratiet trin for trin skaffer sig resultater, sådan som Socialdemokratiet altid har gjort. Sådan kan man ikke med rimelighed udlægge andres skepsis i forhold til DF.

Det er rigtigt, at Socialdemokratiet fra Thorvald Staunings tid har været det resultatsøgende, pragmatiske parti, som spadserede fremad på to ben: Det sociale og det demokratiske; Socialdemokratiet høstede resultater og gik videre fremad i solide alliancer, primært med De Radikale. Men i grundholdningen til det politiske samarbejde har der altid været en kant i forhold til hvem, man kan samarbejde med. Socialdemokratiet samarbejder med demokratiske partier, som man derfor stoler på i den politiske proces.

Socialdemokratiet samarbejder med demokratiske partier, som man derfor stoler på i den politiske proces

Danmarks Kommunistiske Partis mandater blev aldrig talt med, ikke engang teoretisk ville man forholde sig til de udemokratiske medlemmer af Folketinget; og da Socialistisk Folkeparti dukkede op i slutningen af 1950erne fik de samme kolde skulder, indtil det lå klart, at de havde forladt det totalitære grundlag og instruktionerne fra Moskva.

Skal kunne stole på aftaler
Det er et grundvilkår i demokratiet, at indgåede aftaler holdes. Generelle ”løftebrud” er altid til diskussion, men konkrete aftalebrud er ikke til at arbejde med. Lige nu har jeg en række spørgsmål omring Dansk Folkeparti og partiets demokratiske værdier.

Selvfølgelig er det op ad bakke, hvis man vil forsøge at påstå, at DF er udemokratisk, når nu partiets stifter og succesrige historiske profil er Folketingets formand. Så jeg anfægter ikke Pia Kjærsgaards demokratiske grundholdning, selv om hun gerne vil være både den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og der er flere i folketingsgruppen, som man nok kan få et tillidsfuldt samarbejde med på en række områder.

Grundloven og loven om indfødsret har jo afgjort den sag

Men når jeg hører Martin Henriksen og/eller Kenneth Kristensen Berth – eller for den sags skyld Morten Messerschmidt – så forsvinder enhver tillid. Deres menneskesyn er ikke inden for det sømmelige område. Deres vilje til at selv at bestemme på områder, hvor der er vedtagne regler, er skræmmende. Når Martin Henriksen siger, at han som folkevalgt har retten til at stemple mennesker som ikke danske, så hviler hans synspunkter på en totalitær tankegang.

Grundloven og loven om indfødsret har jo afgjort den sag, men ikke for Henriksen. Og hvis nogle ellers vil huske, hvem og hvad der blev klappet ad på årsmødet i DF, så kan tvivlen på partiets demokratiske værdier ikke blive stor nok. En hel del af dem er til sindelagskontrollerende frasortering af mennesker, der ikke deler deres synspunkter, som de kalder danske værdier.

Thulesen Dahl gav falske løfter om Europol
I aktuel politik af betydning for Danmark er det også nødvendigt at forholde sig til partiformand Kristian Thulesen Dahls demokratiske grundholdning. Han fyldte folk med falske løfter, da han ved folkeafstemningen i december 2015 var med til at fremkalde flertal mod Danmarks deltagelse i Europol-samarbejdet.

Han afgav et betydningsfuldt løfte, som for enhver vælger måtte gøre det sikkert, at Danmark aldrig havnede uden for Europol. Der er vi så på vej hen i dag, især fordi Kristian Thulesen Dahl har opfundet en trylleformular, der ophæver selv det vigtigste politiske løfte. ”Jeg gik for langt”, siger han, og så gælder hans ord ikke mere. Hvis han virkelig mener, at hans egen fortrydelsesparagraf skal gælde i Folketinget, så er han uden for de rammer, der er nødvendige for et samarbejde mellem demokratiske partier.

Lige nu har Kristian Thulesen Dahl stillet sig udenfor kredsen af mulige troværdige samarbejdspartnere

Der har i den socialdemokratiske historiske og i vores fælles politiske erfaringer altid været en delvis tilslutning til grundsætningen om, at det er mere afgørende, hvad vi samarbejder om, end hvem vi samarbejder med. Sådan må udgangspunktet være. Men delvis tilslutning, aldrig ubegrænset tilslutning. Og lige nu har Kristian Thulesen Dahl stillet sig udenfor kredsen af mulige troværdige samarbejdspartnere, mens Henriksen, Berth og Messerschmidt vist aldrig har været inden for.

I øvrigt mener jeg, at Socialdemokratiet burde tage initiativ til en ny folkeafstemning om tilslutning til Europol.  Læg temaet ind i folketingssalen, lad alle partier bekræfte nødvendigheden af det europæiske samarbejde til forebyggelse eller opklaring af grænseoverskridende kriminalitet og terror, og når det er sagt, så sige, at så må vi tage konsekvensen og få det bekræftet ved en folkeafstemning. Hvis man i forløbet frem til afstemningsdato får udstillet Dansk Folkepartis principløshed, så fint med mig. Der er ingen rimelighed i at opretholde den beklagelige konsekvens af DF-formandens snyderi. Det kan vi gøre bedre.

 

Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. 

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.