Den såkaldte ”True Crime”-genre er blevet big business. Rigtig big business. Der er tårnhøje seer- og streamingtal at hente, hvis man kan genfortælle nogle af historiens kriminaldramaer. Podcasts som Serial, Mord i Rum Sø, dokumentarserier som Making a Murderer og O.J: Made in America er eksempler på succesfulde bidrag til True Crime-genren, der endda er blevet så populær, at den har fået sin egen tv-station, Investigation Discovery.

Derfor må det betegnes som lidt af et scoop, at det danske produktionsselskab Plus Pictures har fået hovedpersonen i en af det nye årtusindes mest omtalte kriminalsager til at stille op til interview. ”Foxy Knoxy”, Amanda Knox var amerikansk udvekslingsstuderende i Perugia i Italien. Hendes room mate, den britiske studerende Meredith Kercher, blev dræbt på en voldsom og bestialsk måde – hun blev seksuelt misbrugt og fik skåret halsen over.

Amanda Knox og hendes kæreste Raffaele Sollecito blev anklaget for mordet, og især den britiske presse gik mere eller mindre i selvsving over sagen. Den smukke kvinde Amanda Knox, der i pressen blev døbt ”Foxy Knoxy”, gik verden rundt. Hun blev – på et noget tyndt grundlag – udråbt som sexmonster, maneater og værst af alt – morder.

I dokumentaren med det lidet opfindsomme navn ”Amanda Knox” følger vi retssagen mod Amanda Knox og Raffaele Sollecito. Vi hører efterforskerne redegøre for deres ganske tendentiøse efterforskning. Og konstant mærker vi, hvordan Foxy Knoxys påståede promiskuøsitet fører til mistænkeliggørelse af hende.

Vi møder en journalist, der skrev om historien for Daily Mail, der fortæller om sine erfaringer med den ekstremt eksponerede drabssag. Uden at der skal gå Sass i denne anmeldelse, tør vi godt sige, at han ikke er nogen specielt flatterende repræsentant for den selvudråbte fjerde statsmagt.

Vi hører om Amanda Knox og Raffaele Sollecitos retssager gennem fire instanser i England, og vi hører om de fejl i efterforskningen, der i første omgang fik dem dømt, før de endeligt blev frikendt i den italienske højesteret.

Historien er ganske enkelt fremragende – og derfor er det så meget desto mere ærgerligt, at den ikke bliver fortalt bedre. Der er så meget kød på den sag, der er så mange aspekter, man kan dykke ned i dyrke. Men Netflix-dokumentaren kratter kun lidt i overfladen, og vi dykker aldrig rigtig ned i sagen.

Det er så trist, fordi det er et vaskeægte scoop at få Amanda Knox i tale. Hun er en fantastisk person. Som hun selv siger det. ”Hvis jeg er skyldig, så betyder det, at jeg er den mest frygtindgydende person. Men hvis jeg er uskyldig, er alle i farezonen. Enten er jeg en psykopat i fåreklæder. Eller også er jeg dig.”

Den følelse får dokumentaren aldrig rigtig frem i os. Vi kommer ganske enkelt ikke dybt nok ned i historien til, at vi rigtig får Foxy Knoxy ind under huden. Vi lærer hende aldrig rigtig at kende. Det bliver for overfladisk.

Dokumentaren er seværdig, fordi kilden og historien er så ekstraordinært god. Men den falder samtidig igennem, fordi den ekstraordinære kilde ikke bliver bygget godt nok op, og vi ikke får nok bang for the buck. Historien om Amanda Knox er ekstraordinær. Dokumentaren om hende er tilsvarende ordinær.