I et blogindlæg om EU-debatten på Mandag Morgen maler Pio-chefredaktør Jens Jonatan Steen nogle gevaldige fjendebilleder i et forsøg på at skubbe EU-debatten videre og måske få skeptikerne ombord.

Problemet er Messerschmidt, Søndergaard og Johnson
Han har været så venlig direkte at opfordre mig til at kommentere hans indlæg. Det gør jeg, fordi han angriber ”jubeleuropæerne” men giver skeptikernes elite et frirum, som intet godt fører med sig, og som de ikke fortjener.

Ja, man får næsten ondt af Jens Jonatan Steen som positiv europæer, når han ser Marlene Wind og Uffe Ellemann Jensen, som sit største problem. Mens han glemmer Morten Messerschmidt, Kristian Thulesen Dahl, Søren Søndergaard og den konservative brite Boris Johnson.

Pio-chefredaktøren åbner sit indlæg med henvisning til en britisk vælger, der hverken siger noget godt eller skidt om EU, men forklarer det britiske 'nej' med, at der var en elite, der skulle have en på frakken. Man kan så, som Jens Jonatan Steen, bidrage til, at denne elite defineres og får en ordentlig en på frakken. Det gør han så med opfordringen til at ”Europas meningsdannede eliter vågner af deres gulstjernede Tornerosesøvn.”

Jens Jonatan Steen betegner sig som den positive europæer med tilslutning til de idealistiske visioner, men han er i sin tilslutning begrænset af de mange, der oplever EU, som et bureaukratisk monster. Så nu er der to fjendebilleder i den positive europæers hverdag. Det bureaukratiske monster og eliten, som åbenbart er så elitær, at han er ”i tvivl om, hvorvidt flertallet af EU-eliten faktisk har forstået behovet for at sikre den folkelige opbakning og er villige til at kæmpe for den”.

Vi må ikke frikende demagogerne
Nå, tænker man stilfærdigt, hvem er det dog som på denne stupide maner sidder i elfenbenstårnet og slet ikke opdager, at der er et folk, som man helst skulle have med sig? Jens Jonatan Steen er mere bekymret for ” jubeloptimistiske EU-fans, end jeg er for den voksende gruppe af skeptiske EU-pessimister.” Og han sætter, som nævnt, navne på. Professor Marlene Wind får et hak i tuden fordi hun har kaldt de skeptiske danskere for pinagtige fedtspillere, hvad hun ikke har, og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) får et stort hak i en af sine mange næser, fordi han ikke bryder sig om folkeafstemninger.

Marlene Wind ser ja-partierne som demokratiske fedtspillere fordi de tilbød at afskaffe halvdelen af et forbehold; ordvalget gjaldt ikke unionsmodstanderne. Ellemann Jensen er så demokratisk, at han sagde ja til fire folkeafstemninger, som betingelser for afskaffelse af de fire forbehold, der blev aftal i 1993, så vælgernes nej i 1992 ikke førte til den udmeldelse, som de heller ikke ønskede.

Jeg synes, at Jens Jonatan Steen fortjener et gevaldigt hak i den demokratiske selvforståelse, fordi han ikke vil acceptere en kritik af folkeafstemningen som et sted, hvor folk kan blive forført af demagoger. Der er masser af vælgere der i det seneste år er blevet forført af demagoger som Morten Messerschmidt, Kristen Thulesen Dahl, Søren Søndergaard, Nigel Farage og Boris Johnson. Det er sympatisk nok, at han ikke bryder sig om, at de forførte betragtes eller betegnes eller opfattes som dumme – og hvem har nu gjort det? Logisk set kan det da ikke føre til frikendelse af demagogerne? Det triste er, at de valgte politiske ledere i ja-partierne ikke har så meget tillid i befolkningen, at de er stærke nok til at tilbagevise demagogerne.

Det er en meget stærk og uholdbar udbygning af fjendebilledet, når han skriver: ”Jo mere de politiske meningsdannere giver den gas med den unuancerede europæiske jubeloptimisme, og jo mindre man tør indrømme, at der eksisterer en række konkrete problemer, desto større vil EU-skepsissen vokse sig. Eliten kan ikke skræmme skepsis ud af folk. Folket kan ikke presses med økonomiske bundlinje-argumenter og skal slet ikke tales ned til med ’nødvendighedens politik’.”

Løgn og falske løfter – hvem har ansvaret?
Er det nu Marlene Wind og Uffe Ellemann Jensen, der skal bære ansvaret for Lars Løkke Rasmussens og Mette Frederiksens nederlag til Morten Messerschmidt og Søren Søndergaard?

Det er sådan, jeg læser Jens Jonatan Steens brug af fjendebilleder, og det er jo absurd. Skal vi videre med fjendebillederne i EU-debatten må vi have en definition på eliten, af de skadelige aktiviteter og udsagn, en definition af jubel-europæerne og deres betydning i forhold til de ledende politiske personer, men også en placering af demagogiens ophavsmænd og en ansvarsplacering i forhold til det demagogiske indhold. Jeg mener nok, at jeg kan og vil sige, at der var en række demagoger som fyldte folk med løgn og falske løfter ved forbeholdsafstemningen i fjor, uden at det i sig selv indebærer en beskyldning mod flertallet af vælgere for at være dumme.

Jens Jonatan Steen mener, at ”problemerne, som det europæiske samarbejde har skabt, er meget virkelige, meget konkrete og meget dybtfølte.” Ja, men hvem tør nævne fordelene og risikere at blive kaldt for jubel-idiot af Jens Jonatan Steen? (Undskyld, det var polemisk!)

Fjendebilleder fører os ingen vegne
Jens Jonatan Steens bud på ændringer er relevante, og indholdsmæssigt deler jeg opfattelsen på de fleste områder – og kunne føje det mere vidtgående forslag om at nedlægge Europa-Parlamentet til. Men her har jeg alene søgt at påvise skævheden i debatformen. Det fører os ingen vegne hverken at opfinde eller forstærke politiske fjendebilleder. I politik skal man kun have det fjender, der er nødvendige, og når det gælder EU, så er DF-eliten på førstepladsen over dem, man skal tage den politiske kamp med. Jeg ser ingen forsøg i Jens Jonatan Steens indlæg på at finde problemerne i DF og DF-metoderne, men det kan vi måske enes om hen ad vejen.

Der er ingen grund til at kalde EU-skeptikerne for dumme. Det er os, der er dumme, hvis vi ikke kan forklare EU-projektet mere overbevisende end Morten Messerschmidt og Søren Søndergaard.

 
Poul Smidt er journalist, cand. jur. og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.