DF’s svindel skal ikke tørres af på Messerschmidt

Dansk Folkeparti mærker nu de negative effekter af at have haft fingrene uretmæssigt nede i EU’s kasse. Men at sagen er entydigt bundet op på Morten Messerschmidt som person har betydet, at mediedækningen drejede over på samarbejdsvanskeligheder og andre personrelaterede elementer.
I løbet af den sidste uges tid har man været ualmindelig påpasselig, hvis man ikke har stiftet bekendtskab med Dansk Folkepartis, og i særdeleshed Morten Messerschmidts, politiske fadæse om misbrug af EU-midler.

Som Information skrev i en leder i sidste uge: ”Hykleriet er himmelråbende. Dansk Folkeparti har politisk ernæret sig ved at beskylde EU for snyd – og økonomisk ernæret sig ved at snyde EU.”

Det er sagen, der ikke vil gå væk. Tværtimod vokser den sig større og større, jo mere granskning der finder sted. Og hvis der er nogen retfærdighed til, kommer den også til at påvirke opbakningen og tilliden til DF.

En snert af poetisk retfærdighed?
Min første tanke var, at det er en snert af poetisk retfærdighed over, at det netop er snyd med EU-midler, der fik lavet den hidtil dybeste ridse i Dansk Folkepartis politiske fernis.

Da forløberen til den nuværende sag var oppe i medierne tidligere på året, forsøgte Morten Messerschmidt at stemple anklagerne om misbrug af EU-midler som ”chikane” fra politiske modstandere i Europa-Parlamentet. Det var dengang, DF blev kritiseret for at have brugt oplysningsmidler på kampagneaktiviteter.

Jeg var derfor forberedt på, at DF, og i særdeleshed Morten Messerschmidt, også denne gang ville forsøge at udlægge sagen som en heksejagt fra "det onde EU-system". Men det har heldigvis ikke været tilfældet denne gang. Nu er der efterhånden så meget kød på sagen, at den taktik ville klinge temmelig hult.

Frikender partiets rolle
Nogen vil mene, at denne sag er et bevis for, at DF nu er blevet en del af det system, som partiet ellers påstår at bekæmpe. Jeg mener til gengæld, at der er tale om rendyrket hykleri.

Og det er et hykleri, som må være forankret i andre dele af partiet end hos Morten Messerschmidt, som ellers er blevet udråbt til prygelknabe og eneansvarlig for den fadæse, som denne sag vitterligt er. Det har fået Messerschmidts stjerne til at falme så kraftigt, at der er blevet plads til en hidtil uhørt kritik af den tidligere politiske kronprins, særligt i forhold til hans samarbejdsevner i Europa-Parlamentet.

Og trylle, trylle – så kom sagen pludselig til at handle om Messerschmidt i stedet for Dansk Folkeparti. Det har banet vej for en række anekdoter om samarbejdsvanskeligheder og det, der er værre, som efterhånden har overskygget den oprindelige historie.

Den egentlige sag bliver overskygget
Derfor sidder jeg nu tilbage med et indtryk af, at den svindel med fællesskabets penge, som startede det hele, nu er gledet ud af fokus igen. Og det er faktisk ret ærgerligt. For der ligger en ret interessant debat lige neden under denne konkrete sag. Og det er, om vi er godt nok rustet til at opdage og ikke mindst forhindre svindel med de midler, som gerne skulle komme fællesskabet EU til gode.

På den ene side kan man sige, at denne sag er et bevis for, at systemet virker – for svindlen er jo blevet opdaget. På den anden side kan man frygte, at denne sag kun er blevet optrevlet på grund af den massive medieopmærksomhed, og at der derfor findes lignende sager, som ikke er blevet opdaget, fordi der simpelthen ikke har været opmærksomhed på dem (endnu).

Støtteordninger skal ses igennem
Derfor ville jeg ønske, at denne sag fik det efterspil, at støttemulighederne i EU-systemet blev gransket ekstra godt. Så var der da kommet noget godt ud af den, og det kunne forhåbentlig samtidig have den positive bivirkning, at det kunne bruges som anledning til at rette op på noget af den mistillid til EU-systemet, som findes rundt omkring.

Der er nogle helt legitime støttekroner at hente i forbindelse med europæisk politik, men man skal selvfølgelig kun have adgang til dem, hvis man er berettiget. Præcis ligesom tilfældet er med støtteordninger, som vi også kender fra andre sammenhænge.

Derfor skal det selvfølgelig ikke kun være i forbindelse med mediebelyste sager, at svindel opdages – den skulle gerne forhindres i stedet. Og når svindelnumre opdages, er det ikke nok at tørre ansvaret af på en enkelt person.


Sabina Askholm Larsen
 er uddannet cand.mag. i retorik og arbejder til daglig på Danmarks Tekniske Universitet. Hun er desuden formand for politisk udvalg i Europabevægelsen.

Dagens Pioklumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Uddannet cand.mag. i retorik. Arbejder til daglig på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), hvor hun bl.a. arbejder med videnskabsformidling inden for byggeri og anlæg samt DTU's arktiske aktiviteter.


Flere artikler om emnet

Annonce