En septemberdag i 1908 troppede landets netop afgående justitsminister, Peter Adler Alberti, op hos Københavns politi og meldte sig selv for bedrageri. Da svindlen var gjort op, lød beløbet på 4.462.268 kroner og 29 øre. Det lyder måske ikke af meget i dag, men i 1908 svarede beløbet til en fjerdedel af statens samlede budget!

Skandalen førte ikke kun til en lang fængselsstraf for Alberti, men også til Venstreregeringens fald, til en rigsretsdom mod indenrigsminister Sigurd Berg, og tilførte Venstreleder J. C. Christensen et knæk, han aldrig kom sig over.

Historien er en fast del af enhver fortælling om Danmark i begyndelsen af 1900-tallet. Men nu har journalisten Kaare R. Skou, der i mange år var politisk redaktør på TV2, med bogen Magtens forblændelse - hvordan justitsminister P.A. Alberti endte som danmarkshistoriens største svindler kortlagt ikke blot Albertis svindel, men også hans Albertis politiske liv og kampe. Det er der kommet en yderst læseværdig bog ud af.

Tabte millioner på sydafrikanske guldminer
Da Danmark i 1901 med systemskiftet fik sin første Venstreregering, blev Peter Adler Alberti justitsminister. Han var, næst efter J. C. Christesen, den mest betydningsfulde person i Venstrereformpartiet. Ud over at være justitsminister var Alberti også formand for Den sjællandske Bondestands Sparekasse og for Smøreksportforeningen, der videresolgte danske bønders smør til England.

Alberti var allerede inden sin udnævnelse til minister begyndt i hemmelighed bruge en del af de mange penge, der strømmede gennem sparekassen og Smøreksportforeningen, til sine egne økonomiske eventyr, blandt andet spekulation i sydafrikanske guldmineaktier. Guldmineeventyret blev en katastrofe for Alberti, men ved at manipulere og til tider direkte forfalske regnskaberne skjulte han i flere år de store tab for sparekassens bestyrelse og revisorer.

Det lykkedes også Alberti at optage lån hos såvel Nationalbanken som Finansministeriet for at dække over underskuddet, blandt andet gik J. C. Christensen med til at låne ham én million kroner bag om ryggen på Folketingets finansudvalg. Til sidst kunne han dog ikke længere dække over de massive tab, og endte med at melde sig selv til politiet, hvorefter han afsonede en lang fængselsstraf. Han trak venstrehøvdingen J. C. Christensen med sig i faldet, og denne vendte aldrig tilbage som statsminister, om end han bevarede en central rolle i Venstre de følgende år.

Indførte censur på de københavnske teatre
Ud over svindelsagen tegner Kaare R. Skou også et portræt af Alberti som politiker. Selvom Alberti var minister i en liberal reformregering, var hans syn på retspolitik snarere gammelkonservativt. Det kom blandt andet til udtryk i indførelsen af den såkaldte ’pryglelov’, der indførte mulighed for korporlig afstraffelse af forbrydere, og i hans mange forbud mod revyer på landets teatre, der gjorde grin med politikerne. Det førte til beskyldninger mod Alberti for at bryde grundlovens forbud om censur, men Alberti forsvarede sig med, at grundloven kun forbød censur på skrift – ikke i når det gjaldt film og teater!

Alberti brugte også ganske ublu sin position som justitsminister til at tilgodese sine venner ved at træffe afgørelser, der tilgodeså dem – og ofte også sig selv – økonomisk. Han kunne tilsidesætte kommunale byggeplaner, hvis de gik på tværs af hans venners ønsker, eller give offentlige byggeopgaver direkte til sine venner, frem for at sende dem i udbud. Han havde i det hele taget mange kasketter, som han hyppigt skiftede imellem, men som Kaare R. Skou gør opmærksom på, at spørgsmålet om habilitet ikke noget man tog så tunget dengang.

Ud over Alberti eskapader giver Kaare R. Skou også et glimrende billede af tiden og de store debatter, der prægede den, fra provisorieårene over Estrup, forfatningskampen mellem Højre og Venstre, den interne kamp mellem de forskellige fraktioner i Venstre og debatten om Københavns befæstning. Og vi møder personligheder som Viggo Hørup, Edvard Brandes, Frederik Borgbjerg og ikke mindst J. C. Christensen.

Skou gør flittigt brug af citater fra samtiden, og giver dermed også et indblik i den politiske debattone i starten af forrige århundrede. Og til dem der mener, at tonen mellem de ledende politikere i dag er blevet for hård, så hør engang hvad den ellers i eftertiden så respekterede Viggo Hørup skrev om N. J. Larsen: ”Som en snegl på et blad trækker han sin slimede person hen over begivenhederne efterladende sig et klæbrigt overtræk”. Stik den, Donald Trump!

Hvordan kunne det ske?
Kaare R. Skou er en glimrende historiefortæller og har en stor viden om dansk politisk historie. Derfor kan det også undre, når Skou skriver, at Slaget på Fælleden fandt sted i forbindelse med arbejdernes første 1. maj-demonstration. Slaget på Fælles fandt imidlertid sted 5. maj 1872 i forbindelse med en murestrejke. Først 17 år senere, i 1889, begyndte arbejderne at fejre 1. maj.

Det ændrer dog ikke på, at bogen om Alberti er yderst læseværdig og tankevækkende bog om den vel nok største politiske skandale i Danmark siden enevældens afskaffelse. Kan vi lære noget af skandalen i dag? Selvom vi i de seneste år har set plattenslagere som Stein Bagger, så er det nok trods alt vanskeligt at forestille sig en skandale af samme omfang og samme karakter som Alberti-skandalen.

Men billedet af spekulanter, der har tætte forbindelser til den politiske top, låner penge og gambler store formuer op og efterfølgende må hjælpes gennem redningspakker, der strikkes sammen i mere eller mindre hemmelighed, hører desværre langt fra nogen fjern fortid til.

 

Kaare R. Schou: Magtens forblændelse - hvordan justitsminister P.A. Alberti endte som danmarkshistoriens største svindler, People´s Press, 320 sider.

Fire ud af fem stjerner.