Fuglene over sundet

Anmeldelse: En rodet fortælling om de danske jøders flugt til Sverige skuffer fælt.
I Jerusalem står et træ plantet til minde om de danskere, der i 1943 hjalp de danske jøder med at flygte til Sverige. Næsten 8000 danskere nåede Sverige og undgik dermed at blive sendt til koncentrationslejre i Nazi-Tyskland og det har givet den danske modstandsbevægelse plads i de ”retfærdige blandt nationerne”.

Fuglene over sundet handler om nogle af de jøder, som måtte tage flugten i oktober ’43 og om nogle af de danskere, der hjalp dem med at gøre det, enten fordi de synes det var det rigtige at gøre, eller fordi der var gode penge i det. Deter en vigtig historie fra besættelsestiden, som i den grad fortjener at blive husket, fortalt og genfortalt. Et lille kapitel i danmarkshistorien. som vi som nation kan være stolte af.

Rodet fortælling
Den jødiske musiker Arne Itkin må, sammen med sin kone Miriam og deres syge søn Jacob, i al hast flygte fra København til Sverige. Da det rygtes. at det vrimler med nazister i Dragør, får de hjælp til at tage til Gilleleje, hvor de lokale fiskere – for en god betaling – sejler jøder til Sverige.

Det går ikke helt så nemt, men alligevel får de hjælp af gode retskafne danskere som efter bedste evne forsøger at organisere flugten, mens tysk sikkerhedspoliti render rundt og leder efter jøderne. Det er en film med en vigtig historie om mennesker på flugt, med nazister, moralske dilemmaer, bedrag og heltemodige gerninger. Det burde være opskriften på en rigtig god aften i biografen.

Det er blot et enkelt lille problem med Fuglene over sundet. Det er grundlæggende ikke en særlig god film. For på trods af, at historien om flugten ikke er særligt kompliceret (så langt er der heller ikke fra København til Gilleleje), er den bare ikke specielt velfortalt.

Måske fordi den vil alt for meget. Den vil både fortælle historien om jødernes flugt, om fiskernes grådighed, om det officielle Danmarks hjælp og tilmed også en sidehistorie om ufrivillig barnløshed. Alle de mange sideløbende historier drukner simpelthen hinanden.

Har du set The Deer Hunter? Den bruger cirka en time på at etablere filmens karaktererne, før der egentlig sker noget. I Fuglene Over Sundet sker det hele på cirka fem minutter. Det foregår ret meget som ”Her er Arne. Han spiller musik. Her er hans kone Miriam. Miriam siger ”de siger i synagogen, at tyskerne kommer”. Arne afviser det, fordi den slags kan ikke ske i Danmark. Et minut senere. Tyskerne kommer. Arne, Miriam og sønnen flygter”. Det går simpelthen for stærkt.

Også teknisk halter den lidt. Der er mange fantastiske, gode billeder ud over Øresund, men der også en lang passage, der foregår i en mørk skov, hvor man overhovedet ikke kan se hvad der sker. Og lange kedelige transportscener, med nærbilleder af karaktererne og lidt stille klavermusik, så vi som tilskuere kan blive informeret om, at personerne har det hårdt.

Gode skuespillere, dårligt manuskript
På filmens rolleliste ses en perlerække af solide danske skuespillere, David Dencik som musikeren Arne, Danica Curcic som hans kone, Jacob Cedergreen som den hjælpsomme leder af flugten og Nicholas Bro, som den moralsk udfordrede fiskeskipper. Men alle deres skuespiltalenter til trods, så kæmpe gevaldigt med at gøre det kluntede manuskript levende og nærværende, og måske fordi det hele bliver fortalt så hurtigt, når man aldrig rigtigt at føle noget for nogen af dem.

I små biroller ses blandt andet Lars Brygmann, som spiller den lokale præst, der også forsøger at hjælpe jøderne, mens han prædiker næstekærlighed overfor menigheden. Den patosfyldte prædiken om at hjælpe mennesker i nød, virker lidt som et forsøg på at drage paralleller til den nuværende flygtningesituation. Det fungerer ikke rigtigt.

Den i dansk film alle steds nærværende Mikkel Boe Følsgaard spiller en eller anden "fra København", der kommer for at hjælpe med at organisere flugten. Han har tilmed nogle penge med, som skal få det hele til at glide lidt nemmere. Det er meget typisk for Fuglene over sundet, at man aldrig får forklaret mere end det.

Fuglene over sundet kunne have været en virkelig god, oplysende og medrivende film, men det havde krævet, at den havde givet sig selv tid til at fortælle hele historien og ikke mindst ladet os lære karaktererne at kende mere end bare overfladisk.

Fuglene over sundet har haft premiere og kan ses i biografer over hele landet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce