Politiske regnemodeller favoriserer lavere skat

Fyraftensmøde: Der er bred enighed om, at debatten om lavere topskat bygger på et usikkert grundlag. Men der er ikke helt enighed om, hvad vi så skal gøre ved det.
Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen har udskudt spørgsmålet om lavere topskat på ubestemt tid, så fortsætter diskussionen uden for Christiansborgs mure om, hvorvidt lavere topskat er godt for væksten og beskæftigelsen i Danmark. Tirsdag eftermiddag havde AE-Rådet og Tænketanken Cevea derfor inviteret til fyraftensmøde under overskriften ”Hvad sker der, når vi sænker topskatten?”.

Finansministeriets regnemodeller viser, at en sænkelse af topskatten vil føre til en markant stigning i arbejdsudbuddet. Men beregningerne kritiseres for at bygge på gamle forældede antagelser, og for at være politisk styrede i forhold til hvilke effekter der medregnes, og hvilke der ikke gør.

AE-Rådet og Cevea havde derfor inviteret tre oplægsholdere til at give deres bud på, hvad der er op og ned i debatten om topskat, arbejdsudbud og regnemodeller.

Finansministeriet bygger på usikkert studie
AE-Rådets analysechef Jonas Schyyz Juul indleder med at fortælle, at antallet af danske topskatteydere falder drastisk i disse år. I 2008 betalte én million danskere topskat. Når den seneste skattereform er fuldt indfaset i 2022, vil det tal være halveret til en halv million. Det skyldes, at topskattegrænsen er blevet hævet af flere omgange, så langt de fleste håndværkere, skolelærere og sygeplejersker i dag ligger langt fra topskattegrænsen.

Når det kommer til de dynamiske effekter af at sænke topskatten, forklarer Jonas Schytz Juul, at Finansministeriet i dag regner med en såkaldt arbejdsudbudselasticitet på 0,1 procent. Det vil sige, at når skatten falder med en procent, så antages det, at arbejdsudbuddet stiger med 0,1 procent.

Den antagelse er dog ifølge Jonas Schytz Juul meget problematisk. For det første stammer resultaterne fra en tyve år gammel stikprøveundersøgelse, som blev gennemført på et tidspunkt, hvor det danske skattesystem så markant anderledes ud end i dag. For det andet finder det studie, der er lavet på baggrund af undersøgelsen, faktisk ikke nogen statistisk signifikant effekt for mænd – kun for kvinder. Det skal ses i forhold til, at 4 ud af 5 topskattebetalere er mænd.

”Når man ved, at der er så stor usikkerhed, bør man så ikke være lidt mere forsigtig med at indregne adfærdseffekter?”, spørger han. AE-Rådet opfordrer derfor til, at der opereres med et såkaldt forsigtighedsprincip, så man ikke i forbindelse med skattereformer bruger

Billigere biler giver ekstraarbejde for 280 millioner
Finansministeriet har indrømmet, at der ikke findes nyere studier af sammenhængen mellem skat og arbejdsudbud. Alligevel bliver Finansministeriet jævnligt beskyldt, især fra borgerlige kredse, for at være for forsigtige i deres skøn. Nyere studier finder eksempelvis, at der er en effekt på den skattepligtige indkomst på 0,2 procent, altså det dobbelte af det, Finansministeriet regner med.

Jonas Schytz Juul forklarer, at studierne af skattepligtig indkomst dog ikke kan bruges i Finansministeriet. Det skyldes, at den skattepligtige indkomst ikke kun stiger som følge af højere arbejdsudbud, men også som følge af højere produktivitet, det vil sige højere timelønninger. Og højere timelønninger i den private sektor vil medføre øgede offentlige udgifter, fordi de offentlige lønninger og overførselsindkomster stiger, når de private lønninger stiger. Derfor er det kun effekten af højere arbejdsudbud, der påvirker de offentlige finanser positivt. Han anfører desuden, at man skal helt tilbage til skattereformen fra 1987 for at finde så store effekter på den skattepligtige indkomst.

Det er ikke kun når det kommer til topskat, at Finansministeriet ifølge Jonas Schytz Juul indregner usikre effekter af skatteændringer. Endnu værre er det i forhold til eksempelvis registreringsafgiften, hvor der er endnu mindre empiri at holde sig til.

Finansministeriet vurderer, at sidste års nedsættelse af registreringsafgiften ville øge arbejdsudbuddet svarende til en ekstraindtægt til staten på 280 millioner kroner i 2016. ”Det er meget imponerende, at Finansministeriet kan regne sig frem til, at det vil give lige præcis 280 millioner kroner. Ikke 260 eller 300, men lige præcis 280 millioner”, lyder det ironisk fra Jonas Schytz Juul.

Advarer mod at se bort fra adfærdsændringer
Næste oplægsholder er Jeppe Druedahl fra Københavns Universitet. Han er enig i, at der er usikkerhed forbundet med at regne på effekten af topskattelettelser. Alligevel er han på et par områder uenig med Jonas Schytz Juul. For de første mener han ikke nødvendigvis, at øget produktivitet i den private sektor vil blive modsvaret af øgede offentlige udgifter til lønninger og overførselsindkomster.

Det skyldes ifølge Jeppe Druedahl, at den højere produktivitet som følge af skattelettelser kommer af, at de ansatte selv gør en større indsats, eksempelvis ved at tage mere uddannelse: ”Folk yder en ekstra arbejdsindsats. Der er ikke nogen stigning i deres belønning i at arbejde per effektiv arbejdstime. Det kan godt være, at de får en højere belønning, men ikke hvis man justere for, at de gør en højere indsats”.

For det andet advarer han mod at tro, at man kan indføre et forsigtighedsprincip blot ved ikke at indregne adfærdsændringer. For hvis man hæver skatten uden at indregne de mulige negative påvirkninger på arbejdsudbuddet, så risikerer man i virkeligheden at overvurderer skattestigningens effekt på de offentlige finanser. ”For mig er det ikke helt så enkelt bare at sige, at man skal være forsigtig, for man kan ikke være forsigtig alle steder på én gang”, mener han.

Regnemodeller er politiske
Niels Fuglsang, der er ph.d. og arbejder med netop økonomiske regnemodeller, advarer mod at tro, at regnemodeller er objektiv videnskab. Han mener, at det regnemodellerne er politiske i den forstand, at de medregner positive effekter af én bestemt type af forslag, men ikke medregner positive effekter af andre typer af forslag.

Forslag om lavere skat og lavere overførselsindkomster vil blive positivt vurderet i modellerne, mens eksempelvis bedre infrastruktur og børnepasning kun vil optræde som en udgift. Skærer man i velfærden for at give skattelettelser gavner det altså ifølge regnemodellerne økonomien. Heller ikke et fænomen som tillid, der ofte fremhæves som en vigtig forklaring på Danmarks økonomiske succes, indfanges af modellerne.

Et eksempel er det nye kontanthjælpsloft, som kun medregner positive effekter på arbejdsudbuddet, men ikke negative effekter i form af større ulighed og risikoen for, at flere vil havne i dybe, sociale problemer. Det giver modellerne en skævhed, der favoriserer en bestemt type af politiske tiltag – nemlig den type af tiltag, der ofte kommer fra højre side i Folketingssalen.

Jeppe Druedahl er enig i, at det vil være interessant også at medregne andre typer af effekter end kun dem, der kommer fra skat og overførselsindkomster. Han gør dog samtidig opmærksom på, at sådanne effekter også vil skulle baseres på historiske data, og derfor vil være behæftet med mange af de samme usikkerheder, som gælder for eksempelvis topskattedebatten.


Flere artikler om emnet

Annonce