Det er uden tvivl svært at skrive en bog om en af de personer, som er blandt de bedst beskrevne mennesker i den danske offentlighed. Som indigneret ungdomspolitiker, som driftsikker minister og som evig kronsprinesse er Mette Frederiksen et særdeles velbeskrevet blad.

Alligevel slipper journalisterne Bent Winther og Peter Burhøj mere end helskindet fra opgaven. Nok leverer de en biografi, der gentager det, som den flittige avislæser allerede ved, men de kommer også i dybden med Mette Frederiksens personlige udgangspunkt, med hendes politiske modning og frem for alt med hendes utrættelige indsats som minister i en svær tid.

Udover de mere personlige dele af portrættet af politikeren Mette Frederiksen, så tegner  bogen også et godt billede af den nye kurs, som Socialdemokratiet under det nye formandskab har sat.

Principperne fra Aalborg
Bogen starter helt biografi-traditionelt med den unge Mette Frederiksen tidlige år i arbejderagtige Grønlandskvarter i Aalborg, hvor hun voksede ud af en familie, hvor bade far, farfar og oldefar, alle havde benene solidt plantet i den socialdemokratiske arbejdermuld.

De var store mænd med stærke holdninger, der alle lod sig organisere som socialdemokrater og i årevis slog deres folder, som tillidsmænd i fagbevægelsen. Dermed fik Mette Socialdemokratiet ind med modersmælken, hun lærte at bande og hun lærte at sige sin mening og forstå betydningen af at have et arbejde. Noget som blev vægtet hjemmefra i en tidlig alder, og som ifølge bogens forfattere aldrig har forladt Mette Frederiksen. Fra hjemmet i Aalborg lød devisen: “Skolen er dit arbejde. Passer du dit arbejde, så sørger vi for, at der står mad på bordet, når du kommer hjem”.

Udover arbejdets værdi, lærte Mette Frederiksen fra barnsben at være principfast. Da hendes far Flemming Frederiksen, der i årevis havde været tilhørt Auken-fløjen i Socialdemokratiet, droppede sit folketingskandidatur fordi Socialdemokratiet havde skrottet Svend Auken som partiformand, så lød det: “Jeg vil ikke samarbejde med en, der siger ét, gør noget andet og tænker noget helt tredje”. Sådan lød det principielt, ærligt og indigeret efter formandsvalget i 1992. Den slags illoyalitet gik ikke hos familien Frederiksen.

Dyrevelfærd, Afrika og børnefamilie
Bogen gennemgår også Mette Frederiksens unge år, med hendes kamp for dyrevelfærd, passion for Afrika og et spirende engagement i DSU, hvor hun tidligt mødte folk som Henrik Sass Larsen, Martin Rossen og Morten Bødskov, hvor af de to førstnævnte i dag er blandt hendes stærkeste støtter. Også selvom det ikke altid var sådan.

Hendes stærke tro på kernefamilien og ønske om at blive mor allerede i en relativt tidlig alder bliver nævnt, men kun sådan lidt I forbifarten.  Og det selvom Mette Frederiksen netop har sat familien højest, når et handler om skolevalg, sygdom i familien og familieforøgelse. Her kunne de to journalister nok have hentet mere nyt om den socialdemokratiske partiformænd, selvom denne netop sætter en dyd i at holde familielivet privat.

Bogen igennem præsenteres læserne for en tilfredsstillende liste af kilder, der udtaler sig om stort og småt i Mette Frederiksens liv. Hovedpersonens egen medvirken og citater underbygger på fornem vis bogens handling. Der er desværre tråde, der ikke bliver fulgt op på. Eksempelvis når det nævnes, at Mette Frederiksen er modvillig over for personlige opgør, eller når der mangler præcision i stedangivelserne.
Et politisk projekt tager form
Bogen bliver for alvor interessant, når den omtaler Mette Frederiksens tid som minister. Her tager hun en række slidsomme kampe med et embedsapparat, der ikke har noget ønske om en politiker, der blander sig alt for meget.

Først i Beskæftigelsesministeriet og siden i Justitsministeriet er embedsmændene tydeligvis vant til at få deres vilje, men Mette Frederiksen lægger sig på intet tidspunkt fladt på maven for embedsapparatet. Hun tager en række vigtige opgør, som alt for mange ministre før hende har svigtet.

Noget tilsvarende sker internt i regeringen, hvor Mette Frederiksen ofte sammen med Henrik Sass Larsen ender i opposition til Helle Thorning Schmidt, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager. Det skaber splittelse og giver fornyet opmærksomhed omkring Mettes rolle som socialdemokratisk kronprinsesse. I sagerne om dagpengene, topskattelettelserne og kontanthjælpsmodtagerne som finansieringskilde for regeringens øvrige reformer dukker Mette Frederiksen aldrig hovedet – men siger så klart fra, som en minister nu en gang kan.

Det er her, i disse politiske positioneringer og bevægelser, at man langsomt begynder at se det socialdemokrati, som Mette Frederiksen repræsenterer. Selvom oplevelserne fra DSU, fra ordførerskaberne, fra ministerierne og fra de interne S-konflikter har sat tydelige spor hos en klogere og mere erfaren Mette Frederiksen, så har den principfaste socialdemokratiske opvækst i Aalborg aldrig forladt partiformanden.

Tilbage til det klassiske socialdemokrati
Selvom mange har læst deres egne ambitioner ind i Mette Frederiksens formandskab, så har hun aldrig dyrket Svend Aukens S-linje, aldrig givet efter for moralisterne og tabt ambitionen om at skabe et stærkt socialdemokratisk folkeparti. Heller ikke, hvor det sikkert ville være opportunt at gøre det.

Ifølge Burhøj og Winther nægter Mette Frederiksen at tegne abonnement på ‘de rigtige meninger’. Hun lægger afstand til Østerbro segmentets halv-elitære holdninger og ønsker med egne ord at bygge bro mellem den ufaglærte arbejde og de velstillede danskere.

Alligevel bliver det en overraskelse for mange, at Mette Frederiksen lægger stemmer til de mange stramninger i flygtningepolitikken. Men heller ikke her – hvor store dele af baglandet ellers har skreget på det - bakker hun ned. Direkte adspurgt giver Mette Frederiksen selv dette klare svar på den højredrejning, som venstresocialister og kulturradikale elsker at beskylde hende for: “At slås for velfærdssamfundet er selvsagt hverken nationalistisk eller højreorienteret. For mig er det ikke et ryk, men at gå tilbage til det gamle klassiske socialdemokrati”. Ifølge Burhøj og Winther trækker Mette Frederiksen her særligt på sine erfaringer fra tiden som beskæftigelsesminister, hvor tallene for integrationen på arbejdsmarkedet viser, hvor stor betydning antallet af flygtninge har.

Mens udbudsøkonomi, skattelettelser og konkurrencestat var de centrale redskaber og pejlemærker, som tidligere har optaget lededende socialdemorkater, så bygger Mette Frederiksen sin nye kurs på opkvalificering, opgør med New Public Management i den offentlige sektor og skabelsen af nye arbejdspladser. Et skifte fra teori til praksis, fra kvantiteten til kvaliteten af arbejdet og fra Finansministeriets skriveborde til arbejdsgulvet på Danish Crown i Sønderborg.

Mette Frederiksens skifte søger grundlæggende at rykke Socialdemokratiet tættere på danskernes virkelighed. Burhøj og Winther beskriver det flere gange med Mette Frederiksens ønsker om, at Socialdemokratiet skal lytte mere til danskerne, inddrage hele folketingsgruppen og partiet og ikke mindst turde indrømme, når Socialdemokratiet har taget fejl.

En socialdemokratisk venstredrejning
Med Mette Frederiksen i spidsen har Socialdemokratiet ifølge skildringen hos de to biografister fået både en ny politik og en ny tilgang til det politiske. Hun accepterer åben diskussion på gruppemøderne, elsker at gæste partiforeninger og indrømmer ærligt sine og partiets fejl. Her nævner de to forfattere i flæng EU-politikken, udlændingepolitikken og prostitutionsdebatten.

Og så synes Mette F at gøre det alt sammen på meget ‘nordjysk’, socialdemokratisk og næsten kedelig-tryg facon, som for dele af baglandet skaber utålmodighed og forundring. Mette undsiger ikke sine forgængere, sviner ikke sine modstandere og lover ikke guld og grønne skove til vælgere. Hun er loyal, når det gælder, sætter sig ind i tingene, tager ansvar og sætter socialdemokratiske fingeraftryk, hvor hun kan komme til. Det er danskernes hverdag og virkelighed det handler om – ikke den kortvarige bekræftelse fra embedsmænd, veluddannede akademikerne eller medløbende medier .

Det journalister og politiske modstandere på venstrefløjen ynder at kalde en højredrejning fra Mette Frederiksens side, ligner måske i virkeligheden mere en venstredrejning, selvom det ikke er begreber partiformanden selv ynder at gøre brug af?

Ovenstående er et spørgsmål, som kun tiden kan besvare og en endelig konklusion, som Burhøj og Winther  må overlade til kommende biografister, men ‘Mette F’ tegner et særdeles læseværdigt og interessant portræt af en politiker, som kommer til at skrive nogle vigtige kapitler i Socialdemokratiets historie.

"Mette F." er skrevet af journalisterne Bent Winther og Peter Burhøj. Den er udkommet den 25. oktober på forlaget People's Press