Annonce

NPM: Rygterne om min død er stærkt overdrevne

Rygterne om New Public Managements død stærkt overdrevne. Før vi kan smide jord på kisten, er der et par ting, som skal med i graven.
Kære kolleger.

New Public Management er ikke i graven, før der er jord på kisten.

På Facebook deles i disse dage mindeord for New Public Management: ”Afgået ved døden efter længere tids sygdom, 1991 -2016”.

cwsceljw8aaomum

Opslaget er en kopi af dagbladet Informations forside den 7. november. Inde i avisen beskriver direktør for Danske Regioner Adam Wolf i et interview et stående opgør med mistillid, kontrol og registreringer. Ydelsesstyring erstattes i dag med effektstyring. Det offentlige skal væk fra at måle på ydelser som operationer og behandlinger. I stedet skal der måles på det der skaber værdi for patienten. Kort sagt en måling på effekt frem for produktion.

Jeg giver direktøren ret i, at noget er i gære. Styringsfokus ændrer sig. Flere regioner undsiger traditionelle styringsmetoder og vil gøre op med det ensidige produktionsfokus. I stedet forsøger flere offentlige arbejdspladser at styre efter kvalitet og værdi for borgerne.

Alligevel rynker jeg skeptisk panden. For som jeg ser det, er rygterne om New Public Managements død stærkt overdrevne. Før vi kan smide jord på kisten, er der et par ting, som skal med i graven.

Produktionsfokus skal ud
Regionerne er underlagt et årligt to procents produktivitetskrav, hvor de ansatte hvert år tvinges til at løbe lidt stærkere. Skal vi flytte fokus fra produktion til værdi for patienten, skal kravet om stadig mere produktion væk fra hospitalerne. Det samme skal truslerne om økonomisk straf.

Benchmarking, produktivitet, behandlingsgarantier og en alt for stram budgetstyring er elementer, der påvirker de ansattes direkte møde med patienten. Det er en styring der gør, at sygeplejerskers faglighed kvæles i registreringer, kontrol og konstante forandringer. I praksis betyder det, at hurtige udskrivelser og operationer honoreres fremfor dybdegående samtaler med patienten eller forebyggende og sundhedsfremmende handlinger, der kunne forhindre dårligdomme og dyre indlæggelser.

Jeg er i tvivl, om det nogensinde lykkes at flytte fokus fra produktivitet på hospitalerne. Men det kan måske lykkes, hvis Adam Wolf og hans kolleger stiller krav til Christiansborg og finansministeren om at få regionerne sluppet fri af kontrol og detailstyring.

Det er nu!
Nogle har lyttet til os ansatte, som jævnligt har kritiseret New Public Management for at være inhuman, ineffektiv og tage vores faglige skøn fra os. Flere beslutningstagere ved, at det ikke nødvendigvis skaber bedre patientforløb at blive målt på minutter, antal patienter på operationsbåndet og liggedage på sygehuset. Senest har regionsformand Sophie Hæstrop taget skarp afstand fra de årlige produktivitetskrav og inviteret brugerne af hospitalerne helt ind til beslutningsbordet.

Men det er for tidligt at danse på NPM’s grav

Men det er for tidligt at danse på NPM’s grav. Risikoen er, at gamle mål blot erstattes af nye. Hvis ikke de ansattes faglige viden og erfaring inddrages reelt. Politikerne har i mange år sagt, at de ansatte skal sættes fri og borgeren skal i centrum, uden at der rigtig er sket noget.

Kolleger. Derfor er det nu, vi skal søge indflydelse og gøre vores viden gældende om, hvad der skaber værdi for patienten. Man kunne begynde med at stille undrende spørgsmål på arbejdspladsen, invitere en politiker eller embedsmand på kaffe, blive aktiv i sin fagforening eller et parti og søge indflydelse der.  Du kan også dele din idé til bedre velfærd med andre offentligt ansatte i Facebook gruppen "#Minvelfærdside", som en flok gæve pædagoger har taget initiativ til.

Kolleger. Derfor er det nu, vi skal søge indflydelse og gøre vores viden gældende

Vi offentligt ansatte må ikke sidde på hænderne, mens ydelsesstyring i det offentlige ændres til effektstyring af dem, der ikke har fingrene i fadet. For hvem er eksperter i, hvordan hverdagen er på det offentlige arbejdspladser? Det er jer kolleger. Der er brug for jer!

 
Signe Hagel Andersen er næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København.
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, om de emner der sætter dagsordenen i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Næstformand for Dansk Sygeplejeråd Kreds København


Flere artikler om emnet