Annonce

S: Regeringen skal fastholde kystnære vindmøller

Det lave bud på havvindmølleparken ved Krigers Flak afkræfter endnu engang regeringens påstand om, at regningen for den grønne omstilling er løbet løbsk. Der er derfor ingen undskyldning for at droppe de kystnære vindmøller, mener S.
Det kan virke lidt bizart at følge regeringens udmeldinger på det grønne område i øjeblikket. På den ene side hævder regeringen, at prisen på den grønne omstilling er løbet løbsk. På den anden side har regeringen nu for anden gang på kort tid offentliggjort et tilbud med en historisk billig lav for nye havvindmøller. Langt billigere end det der lå til grund for energiforliget fra 2012, som Venstre er en del af.

Her til morgen kunne klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt præsentere prisen for Danmarks største havvindmøllepark, Krigers Flak. Havvindmølleparken skal producere 600 megawatt, hvilket ifølge ministeriet kan dække elforbruget hos 600.000 danske husstande.

Med en pris på 37,2 øre per kilowatt-time (kWh) vandt svenske Vattenfall udbuddet. Prisen er dermed langt under det loft på 80 øre per kilowatt-time (kWh) som regeringen havde fastlagt på forhånd – og endnu længere under den forventede pris på 90 øre/kWh, som blev forudsat i energiforliget fra 2012.

Regeringen vil skrotte kystnære møller
Regeringen har argumenteret med, at den nuværende lave markedspris på el betyder, at PSO-afgiften, som skal dække forskellen mellem markedsprisen og den pris, der er aftalt med virksomheden, er steget tilsvarende. Regeringen har i forbindelse med 2025-forhandlingerne spillet ud med helt at skrotte PSO-afgiften, og har som en del af finansieringen peget på en række besparelser på den grønne område.

Blandt andet vil regeringen skrotte de kystnære havvindmøller, som allerede har været sendt i udbud. Og hvor det viste sig, præcis som med Krigers Flak, at prisen blev langt lavere end det, politikkerne forventede for bare få år siden. Det betyder, at de kystnære vindmøller nu faktisk kan opføres for det beløb, man nu har sparet på Krigers Flak, og altså inden for de økonomiske rammer, som regeringen selv har nikket ja til.

”De her tal viser, at regeringens påstand om, at regningen for den grønne omstilling er løbet løbsk, ikke er rigtig. Derfor forventer vi også, at regeringen står ved de aftaler, vi har lavet, og at de kystnære møller skal opføres. Det handler både om grøn energi og om masser af arbejdspladser, som kommer hele landet til gavn”, lyder det fra den socialdemokratiske klima- og energiordfører, Jens Joel, til Netavisen Pio.

Førerposition har skabt billig energi
Jens Joel hæfter sig også ved, at den lave pris på vindenergi ikke er kommet af sig selv, men netop skyldes, at Danmark gennem mange år har påtaget sig en lederrolle når det kommer til energi fra havvindmøller. Sætter vi den position over styr, kan det koste dyrt:

”Når det er lykkedes at gøre strøm havvindmøller så billige, så hænger det sammen med, at vi i Danmark har indtaget en førerposition og at virksomhederne stoler på, at de projekter, vi vedtager, dem gennemfører vi også. Den troværdighed taber vi, hvis vi nu aflyser projekter, der allerede har været sendt i udbud. Det kan betyde, at færre ønsker at byde ind på projekter i fremtiden, og så bliver regningen dyrere”, advarer Jens Joel.

Svenske Vattenfall har allerede tidligere været ude at advare om, at det kan få konsekvenser for virksomhedens fremtidige bud på danske opgaver, hvis Danmark dropper de kystnære havvindmøller.


Flere artikler om emnet