Mens USA netop har valgt en præsident, som truer med at melde nationen ud af den internationale klimaaftale og åbne op for en heftig stigning i den fossile energiproduktion, så sidder de danske politikere og diskuterer, om de kan holde de ambitiøse danske mål om en mere grøn energiproduktion.

Det bliver det desværre næppe det internationale samfund, som i de kommende år sætter bedre standarder for en mere klimavenlig udvikling. Det bliver overladt til de enkelte nationer. Men der er en pris. Omkostningerne ved at fastholde store investeringer i ny grøn energi kan gå ud over virksomhedernes konkurrenceevne med tab af arbejdspladser til følge. Derfor gør politikerne klogt i at sikre en bred samling bag en strategi, som skal gøre Danmark fossilfrit.

Løsning skal på plads inden nytår
PSO-systemet, det handler om både afgifter og udgifter, blev introduceret i Danmark i 1998 med det sigte, at understøtte nye vedvarende energiformer i en periode, hvor liberalisering af el-markederne for alvor tog fat. Og med den seneste bredt funderede energiaftale fra 2012, blev PSO bekræftet som et væsentligt omdrejningspunkt for hele energiforsyningsstrategien.

Desværre har EU sat en kæp i hjulet og forlangt, at det danske system skal omlægges, fordi det er udtryk for statsstøtte til danske producenter af vedvarende energi. Der skal skabes en løsning inden nytår.

Systemet går kort fortalt ud på, at elpriserne (spot-prisen) pålægges en afgift, som sørger for, at el-forbrugerne – både husholdninger og virksomheder – betaler en pris, der gør det rentabelt at producere vedvarende energi. En stor del af afgifterne går til at understøtte den danske produktion af vindenergi. Mere end 50 procent går til dette formål. 30 procent går til de decentrale kraftvarmeværker. Den resterende del går til investeringer i biogas og andre nye energiformer.

Vedvarende energi bliver mere konkurrencedygtig i fremtiden
Udgifterne er steget voldsomt og er nu oppe på godt 8 milliarder kroner om året. Det skyldes både, at der er foretaget betydelige investeringer i produktion af vindenergi og at priserne ved at producere el med olie eller kul er faldet kraftigt. Derfor stiger udgiften til at sikre en rentabel produktion af vedvarende energi.

Men et centralt spørgsmål i forhandlingerne er, om dette udgiftsniveau vil vare ved. Det er altid svært at spå om fremtiden. Men her er det faktisk vigtigt at nå frem til en sandsynlig udvikling. Bud fra Energistyrelsen og Klimarådet skønner, at udgifterne vil falde markant frem til 2030.

Hvordan løser man så udfordringen med EU? Regeringen og flere andre mener, at udgiften bør flyttes over på finansloven og finansieres over indkomstskatten. Regeringen taler om at hæve bundskatten over en treårig periode. Det vil flytte byrden over på husholdningerne. I det spil skal man huske, at husholdningerne i dag kun står for 1/3 af forbruget. Virksomhederne og den offentlige sektor står for den øvrige del.

Skal pensionister og andre lavindkomstgrupper friholdes?
Det er kun er meget få brancher, som har et elforbrug, hvor prisen er en konkurrencebelastning. De mest energiintensive virksomheder har allerede fået lettelser. Og løsningen kunne være at hæve bundfradraget for disse virksomheder. Virksomhedernes konkurrencevilkår er naturligvis en vigtig del af en samlet løsning.

Men skal pensionister og andre lavindkomstgrupper så friholdes, hvis løsningen er indkomstskat? Den fordelingspolitiske kamp er intens - også på dette område. De får allerede i dag en grøn check for at modvirke de stigende udgifter til el.

Finansministeren kan ikke få en finanslov på plads før han har en løsning på PSO-problemet. Og det har han lovet indenfor de kommende dage.

Hvis PSO-omkostningen ender på finansloven, så skal der under alle omstændigheder skabes sikkerhed for, at man når målet om uafhængighed af de fossile brændsler i 2050. Der skal simpelthen på finansloven skabes sikkerhed for, at de fossile brændsler udfases. Derfor må partierne aftale nogle vilkår for overgangen til vedvarende produktion og til elektrificering.

Hvis det bliver et årligt forhandlingsanliggende, så er det tvivlsomt, om de store investorer synes, at der er den fornødne garanti for en fornuftig forrentning. Med deres nej til havvindmøller har regeringen desværre demonstreret, at de er parate til at reducere udgifterne til vedvarende energi som led i finanslovsforhandlingerne.

Den tyske løsning – en mulig mellemvej?
Aftalepartierne må indstille sig på, at der ikke er plads til at køre sololøb med enkeltsager, hvor alle mulige grupper skal tilgodeses. Alle bliver simpelthen nød til at vise det mod, der skal til. Så må man binde sig for en længere periode og dermed skabe ro om den danske energiforsyning.

Der er dem, der mener, at man bare skal følge trop med den nye præsident i USA og overlade det til markederne at få en bæredygtig energiforsyning. Hver nation klarer sit. Men det kan klimaet ikke holde til. Og der er ikke tid til en pause i forsyningsstrategien. Der er nok også dem, der mener, at vi skal gå endnu hurtigere frem, men det kan virksomhederne, specielt de mest energiintensive, næppe klare i forhold til de vilkår, som gør sig gældende for deres udenlandske konkurrenter.

Måske er der også en mellemvej. Flere har peget på den tyske løsning, hvor også udenlandske udbydere af energi kan få andel i udbuddet af koncessioner i Danmark. De fleste andre lande har indført særskilte afgifter på el-forbrug til at finansiere udbygningen af vedvarende energi. Og på den måde behøver man ikke lave det store om på PSO-systemet i Danmark.

Men i Danmark er der lige nu et større strategisk og ideologisk spil i gang om den danske energiforsyning og ikke mindst om den danske forpligtelse i forhold til fremtidens klima. Forhåbentlig holder alle aftalepartier øjnene stift rettet mod denne udfordring. Breder ’Trumpismen’ sig til Europa, har alle svigtet fremtidens generationer.

 
Finn Larsen, er selvstændig konsulent og tidligere sekretariatschef i LO.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.