På papiret ligner den nye regering noget, der kunne være forfærdeligt blåt. Med uforudsigelige Samuelsen for bordenden i et af de økonomiske ministerier og et konservativt folkeparti i afgrundsdyb krise, så kunne man frygte en desperat højrefløjsregering, der i den økonomiske politik ville være den mest blå i Danmarkshistorien. Men så galt går det næppe.

Regeringen der ikke kommer i nærheden af flertal
Det bliver nemlig regering, der ikke kommer i nærheden af at kunne skabe flertal for alle de skøre ideer, som de vil kunne enes om. Det bliver kun blåt på papiret – i virkeligheden gør den nye regering ingen forskel. Regeringen vil have det samme problem, som den smalle Venstre-regering har haft indtil videre: At der ikke er flertal i Folketinget for alle idéerne om massive skattelettelser, afvikling af velfærden og højere pensionsalder. De kan ganske enkelt – og gudskelov for det -  ikke skaffe flertal for den økonomiske politik, som de gerne ville føre.

Den nye regering er mest af alt smertelindring. Lars Løkke vil gerne udskyde den uundgåelige smerte længst muligt

Den nye regering er mest af alt smertelindring. Lars Løkke vil gerne udskyde den uundgåelige smerte længst muligt og det gør han bedst ved at fedte Liberal Alliance og De Konservative ind i en regering, som dybest set er komplet handlingslammet. Det er derfor det mindst ringe scenarie for Lars Løkke at udskyde valgnederlaget længst muligt. Sandsynligvis til han om to et halvt år er tvunget til at udskrive folketingsvalg.

Ligegyldig taburetleg
Ikke desto mindre kan vi de næste dage blive vidne til taburetleg, hvor de politiske christiansborgredaktioner med vanlig sans for sensationen vil se hvorledes en masse mennesker, som danskerne ikke kender, vil flytte ud, mens en masse andre mennesker, som man heller ikke kender, vil flytte ind.

Hvis man sætter luppen for øjet kan man sikkert godt finde en række yderlige afledte effekter af regeringsdannelse.  Det står ihvert fald allerede klart, at Liberal Alliance får meget svært ved at realisere deres ultraliberalistiske tusindårsrige, ligesom de allerede har droppet det ’ultimative krav’ om skattelettelser. Man kommer hurtigt ned af træet, hvis man falder.

Prisen for regeringsdeltagelse bliver høj for de ultimative liberalister, ligesom det også kan blive meget svært at få øje på gevinsterne for team Pape. Det mest synes at forsøge at gøre det som de konservative historisk altid har gjort.

DF vender tilbage til favoritpositionen
For Løkke betyder det måske større borgerlig harmoni og mere ro på blå bagsmæk, men omvendt forringes hans muligheder også for at satse på ansvarlighedens triumvirat med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. Det vil alt andet lige være besværliggjort, når en kolerisk Samuelsen eller forvirret Pape partout skal være med.

At spille rollen som det magtfulde men ansvarsløse parti i blå blok er absolut en favoritposition for DF

Hvis der skal udpeges en egentlig vinder, så er det nok Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, der kan ånde lettet op efter nogle hårde måneder med en lind strøm af skandaler. DF vender nu tilbage til rollen fra 00’erne, hvor de udgjorde regeringens parlamentariske grundlag og altid var tungen på vægtskålen. Det placerer dem i situation, hvor de får fuld veto uden at skulle tage ansvar for noget som helst. At spille rollen som det magtfulde men ansvarsløse parti i blå blok er absolut en favoritposition for DF. Dermed bliver Dansk Folkeparti også det tætteste man kommer på en vinder i den nye regeringsdannelse – fordi det igen er lykkedes dem at frastøde ansvaret, som efterhånden synes at være fremmedlegme, som DF altid udstøder.

Løkkes reformregering er endeligt kørt af sporet og totalt smadret i autoværnet. Det bliver kedeligt, og det bliver procesorienteret frem til næste folketingsvalg. Magtspilleren Løkke vil vise sine evner til at spille spillet, men han vil ikke evne til at forny dansk politik. Løkkes store drømme om reformregering er fuldstændigt afgået ved døden.

Hans eneste mål er nu at sidde længst muligt på den begrænsede magt, som han har tilbage. Med andre ord, så er der tale om stor ståhej for (næsten) ingenting...

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør for Netavisen Pio