Universiteter skal dokumentere relevans og kvalitet

Det nuværende taxametersystem for universiteterne skal omlægges, og universiteterne skal fremover dokumentere uddannelsernes relevans og kvalitet hvis de vil have flere penge. Kan de ikke det, må de dårlige universiteter gå ”konkurs”.
For mere end 30 år siden begyndte stigningen i antal studerende på universiteterne, og udgifterne til universiteterne voksede og voksede. Men det var velbegrundet, for allerede dengang kunne man se konturerne af en globaliseret vidensøkonomi og behovet for flere med lange uddannelser.

Stigningen i udgifterne førte til et ønske - især fra Finansministeriet – om et bevillingssystem, hvor der blev mere kontrol med, hvad de stigende udgifter gik til. Svaret blev taxameterprincippet. Der blev fastsat en pris for hver enkelt universitetsuddannelse. De tekniske og de naturvidenskabelige uddannelse var dyrest og de humanistiske og samfundsvidenskabelige billigere.

Det var i udgangspunktet op til universiteterne at bestemme, om der skulle være et adgangskrav på de enkelte uddannelsesretninger. Universiteterne fik så tildelt midler alt efter, hvor mange de optog og sidenhen også, hvor mange der gennemførte.

Kan universitetskultur modstå ønsket om vækst?
Allerede ved indførelsen af taxameterprincippet blev princippet kritiseret for at føre til lavere kvalitet af uddannelserne, fordi universiteterne fik tilskyndelse til at få så mange studerende ind på universitetet som muligt og få så mange som muligt til at gennemføre uddannelsen.

Universiteterne fik tilskyndelse til at få så mange studerende ind på universitetet som muligt

Kritikken var begrundet i, at universiteterne skulle have en interesse i at blive så store som muligt. Kritikken blev afvist med den begrundelse, at universiteter ikke - som private virksomheder - har vækst som mål, men at universiteter har kvalitet som mål, og at universitetskulturen er så stærk, at den kan modstå en tilskyndelse til vækst via lavere kvalitet, som taxameterprincippet lægger op til.

Siden er der kommet nye universiteter til, og konkurrencen om at vokse og få så mange studerende som muligt slog efterhånden igennem, hvilket de mange annoncer for at tiltrække nye studerende er udtryk for. Mange har længe argumenteret for, at taxameterprincippet og konkurrencen mellem universiteterne har betydet, at både relevans og kvalitet af universitetsuddannelserne er faldet.

Ikke absolut. Der er ingen tvivl om, at de nuværende kandidater kan meget mere end for 30 år siden, men niveauet skulle være lavere, end det kunne eller burde være. Om det er rigtigt, er svært at måle, men der er mange indicier for, at der er noget om snakken.

Lad universiteterne vælge eget styringssystem
Allerede ved universitetsreformen efter Globaliseringsrådet i midten af 00’erne, var der overvejelser om at ændre taxameterprincippet, men det blev ved overvejelserne; måske i tiltro til at de nye bestyrelser ville tage hånd om sagen. Det skete ikke eller i hvert fald ikke i fornødent omfang, og nu er der igen overvejelser om at ændre princippet.

Det forlyder, at Uddannelsesministeriet overvejer en model, hvor universiteterne får en fast bevilling, som kan finansiere en stor del af udgifterne, men at de sidste 15 procent af bevillingen skal være afhængig af, at universiteterne leverer uddannelser, der både er relevante og af høj kvalitet. Hvordan det skal måles, er der endnu ikke forlydender om.

Det kan frygtes, at Uddannelsesministeriet tumler med et regelsæt, som måske ser fornuftigt ud på papiret, men i praksis ikke virker efter hensigten. Det har vi i hvert fald set alt for mange gange på andre områder, hvor iveren efter at indføre nye målesystemer og krav om målopfyldelse har givet dårlige eller ligefrem negative resultater.

Det er selvfølgelig helt legitimt, at staten stiller krav til de offentligt finansierede universiteter om at levere uddannelser af relevans og kvalitet, men i stedet for at ministeriet laver et nyt mål- og styringssystem, burde man lade det være op til det enkelte universitetet at lave sit eget system og selv dokumentere, at de lever op til et naturligt samfundskrav om at levere relevans og kvalitet.

Universiteter dokumenterer egne succeser
Hvordan kunne det gøres i praksis? Jeg tror svaret kan findes ved at se, hvad der sker i lande, hvor der både er offentlige og private universiteter, der konkurrerer med hinanden.

Et interessant eksempel er de to amerikanske eliteuniversiteter Stanford og Berkeley. De ligger begge i San Fransisco. Stanford er privat og Berkeley offentlig. De konkurrerer om alt lige fra at tiltrække de fleste og bedste studerende til antallet af nobelpriser og OL-medaljer.

Jeg opholdt mig engang på Berkeley, mens der var OL, og en morgen, hvor jeg fulgtes med en professorer, bemærkede jeg, at Stanford i går havde fået en guldmedalje, og nu havde fået flere end Berkeley. Til det bemærkede professoren bare, at Berkeley ville få to guldmedaljer i løbet af dagen, hvad de også fik.

Tilbage til sagen. Hvordan konkurrerer universiteterne om at få de fleste og de bedste studerende, og give dem en uddannelse som samfundet har brug for? Det er såre enkelt. De prøver at dokumentere, at deres kandidater får et godt arbejde og leverer gode resultater.

Hvordan gør de det? De har gennem foreninger af tidligere kandidater opbygget en kultur, hvor tidligere kandidater finder det naturligt hvert år at dokumentere, hvilket job de har, hvad de laver, og hvilken løn de får. Ved hjælp af de oplysninger dokumenterer universiteterne – både de private og de offentlige – at netop deres universitet har gode resultater.

Dårlige universiteter skal gå ”konkurs”
Hvordan kan de erfaringer bruges i et system som det danske, hvor vi ønsker at bevare traditionen med offentlige universiteter? Det kunne man gøre ved et ret simpelt greb.

Vi ved, at udgifterne til universiteterne vil stige i de kommende år, fordi der fortsat er brug for flere med lange uddannelser. Staten kunne derfor bestemme, at universiteterne i de kommende mange år vil få samme bevilling som i dag, men at de kan søge om nye midler, hvis de ønsker at optage flere studerende eller forbedre uddannelsernes kvalitet. Uddannelsesministeriet kan så bevilge penge, hvis de finder ansøgningen veldokumenteret, og de kan som i dag få hjælp fra uddannelseseksperter, der kan vurdere de fremsatte forslag.

Kan de ikke det, skal pengene betales tilbage til staten.

Men bevillingen til nye eller bedre uddannelser, skal ske på betingelse af, at universitet efterfølgende dokumenterer, at uddannelsen har relevans og kvalitet. Kan de ikke det, skal pengene betales tilbage til staten.

Konsekvensen af et sådan forslag vil være, at universiteter, der ikke kan levere tilstrækkelig relevans og kvalitet, vil ende med at gå ”konkurs”. Citationstegnet skyldes, at offentlige institutioner ikke går konkurs i markedsøkonomisk forstand, men det betyder, at der skal betales penge tilbage, at antallet af nye studerende må reduceres og at bestyrelse og ledelse må skiftes ud. De penge der kommer ind ved at et universitet må indskrænke, kan så bevilges til de universiteter, der klarer sig godt.

Overstående forslag har været fremført lige siden diskussionen om en reform af universiteternes mål- og styringssystem blussede op i midten af 00’rne. Men Uddannelsesministeriet har hver gang strittet imod. Frygten eller kritikken går på, at ministeriet mister styringen af universiteterne, som kan nå at lave mange fejl, inden det bliver opdaget.

En anden frygt er, at det vil føre til en uønsket konkurrence, som går ud over kvaliteten af både forskning og uddannelse. Eksemplet med Stanford og Berkeley illustrerer, at denne frygt er ubegrundet.

Mere samarbejde med arbejdsgivere og kandidater
Hvad ville danske universiteter gøre, hvis de i 2018 fik samme bevilling, som i 2017, men at de kunne få flere midler, hvis de kommer med velbegrundede forslag til udvidelser på betingelse af, at de efterfølgende skal dokumentere, at staten fik valuta for pengene?

Universiteterne vil være nød til at gøre to ting. For det første må forslag til nye eller forbedrede uddannelser udformes i nært samarbejde med de virksomheder, offentlige institutioner og forskellige organisationer, der skal ansætte kandidaterne.

Det gør universiteterne naturligvis allerede, men de bliver nød til at opprioritere den opgave for at være mere sikker på, at kandidaterne får en uddannelse, der er brug for. Og så bliver universiteterne nød til at kræve, at de færdige kandidater i en længere årrække dokumenterer overfor universitetet, hvilket arbejde de får, hvornår de får det, og hvad de laver herunder, hvilken løn de får. Hvordan universiteterne vil gøre begge dele – samarbejde mere med kommende arbejdsgivere og få oplysninger fra kandidaterne - må de selv finde ud af.

Indførelse af et sådan mål- og bevillingssystem kræver naturligvis, at Uddannelsesministeriet, ministeren, regeringen og Folketinget har tillid til universiteterne, og universiteternes ønske om at levere relevans og kvalitet. Er den tillid stor nok, kan reformen sættes i værk. Der vil gå seks til syv år før det kan konstateres, om systemet virker, men undervejs kan ministeriet følge, hvordan universiteterne griber opgaven an.

Jeg er ikke i tvivl om, at hvis forslaget kunne gennemføres, ville universiteterne opleve, at de blev mødt med tillid, og at de fik en hidtil ukendt frihed til at gøre, som de selv finder rigtigst. Og jeg er også sikker på, at alle universiteter ville forbedre både relevans og kvalitet og ingen ville ende med at gå ”konkurs”.

Alene risikoen vil være nok til, at kvaliteten forbedres, hvilket erfaringer fra lande med offentlige universiteter, men lignende systemer illustrerer.

Skal have mod til at overtrumfe universiteter
Alligevel vil det være svært at få en sådan reform gennemført. Skulle regering og Folketing vise interesse for at gå den vej, vil Uddannelsesministeriet spørge universiteterne, hvad de synes om forslaget, og de vil - ligesom andre gange forslaget har været oppe - vende tommelfingeren ned.

Universiteternes ledelse ønsker ikke konkurrence på relevans og kvalitet

Universiteternes ledelse ønsker ikke konkurrence på relevans og kvalitet. De vil hellere fortsætte med et reformeret taxameterprincip, hvor de forsat kan beklage sig over uddannelsesministeriets styring samtidig med, at de lobbyer for flere penge til netop deres universitet.

Et nyt system, som kan føre til en sund konkurrence mellem universiteterne om relevans og kvalitet, vil kræve, at regering og Folketing har mod og kraft til at gennemføre en reform, som universiteternes ledelse i udgangspunktet er imod eller skeptisk overfor, men som de på længere sigt vil blive glade for, fordi det giver dem en stor del af friheden tilbage.

 
Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
 Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet

Annonce