Annonce

Scientolog-lignende koncepter skal ud af skolen

Vi er gode til at undervise, hvis der er tid og ressourcer til det. Det er der bare ikke i disse år, hvor folkeskolen oplever kæmpe besparelser. At bruge de tilbageværende midler på Scientolog-lignende-koncepter er ikke bare for dumt.
I de sidste år har den newlandske forsker John Hatties forskning (som ikke er forskning i læring, men forskning i anden forskning om læring og undervisning) været det nye shit i kommunerne. Hattie har taget al tilgængelig forskning og udledt hvad der virker og ikke virker. Fornuftigt nok.

Boom: Visible Learning er født
Resultaterne vil ikke komme bag på den dygtige lærer eller pædagog. Det virker når man gør målene for undervisningen klart for eleverne. Det virker når man giver feedback. Og sådan kunne man blive ved. Ikke så meget hokus pokus, men faktisk en del evidens.

Disse resultater - der dog har den skævhed, at de primært hviler på 10-20 år gamle forskningsresultater og derfor siden er blevet imødegået på en lang række punkter af anden forskning - kan vi bruge i det daglige arbejde.

Så langt så godt. Men forskerne bag – som for eksempel Hattie selv – lugter nu guld, og tager forskningen ned fra den støvede hylde og pakker det ind i et tv-shop-koncept, der er lige dele glittet papir og lige dele newspeak.

Dernæst strækker han det ud i en uendelighed af kursus-dage med henblik på at omsætte så meget som muligt. Boom: Visible Learning er født.

hattie

I skal betale for den viden, I allerede har
På toppen tilsættes en række trylleord som lyder sådan lidt vigtige: "impact cycles" og "local impact coaches". Og så smider man i øvrigt om sig med dem her: ©©©. Med andre ord: Hvis I kommuner vil være dygtige. Lige så dygtige som de bedste, og de bedste det er jo os: Så skal I ryste op med millioner og betale for det evidente.

I skal betale for den viden, I allerede har om, hvad der virker, ja som jeres lærere måske har praktiseret i årevis.

Så tænker I måske, så dumme er der ingen, der er? Jo, fandeme! John Hattie og hans forretningsvenner afsætter for et trecifret millionbeløb af kurser og maskinelt oversatte pjecer til danske kommuner. Kommunale embedsmænd og politikere fiser rundt på studierejser til New Zealand for at høre om det evidente.

Ikke en gang i Folkekirken kunne selv den mest troende finde på at gå til nadver to gange

En bevægelse rejser sig nærmest af begejstring over guruen og hans disciple. Mange bliver selv disciple og glemmer helt at stille spørgsmål. Man kunne for eksempel spørge: Ligner de angelsaksiske skoler og de love de operere efter overhovedet hinanden? Eller endnu bedre: Vidste vi ikke det meste i forvejen? Men, næ nej. Der købes ind med hjælp fra A. P Møllerfonden (Bare vi dog i stedet havde købt lidt rettidig omhu af den gamle Mærsk).

I min kommune, Lyngby-Taarbæk, er der oven i købet en discipel, der træffer den beslutning, at de samme lærere og pædagoger skal på det selv samme kursus med selv samme indhold to(!) gange. Ikke engang i Folkekirken kunne selv den mest troende finde på at gå til nadver to gange. Men ude i kommunerne er der ingen ende på tiltroen til de engelsktalende konsulenter i deres smarte, men ikke for smarte-til-folkeskolærere outfit og lingo. Der købes ind, der rettes ind, der ensrettes.

Og sådan er det ofte med kommunalpolitik. Jeg har ikke mødt én eneste kommunalpolitiker, der har sat sig ind i stoffet, men ”ih, hvor er det spændende alligevel”, siges der. Og nu må du tage ja-hatten på, siger de. Hør nu her: Tag du tænkehatten på i stedet.

Kære beslutningstagere: Skolen fortjener bedre
For kære beslutningstagere i og omkring folkeskolen: Skolen fortjener bedre. Den fortjener, at vi ikke kaster os i grams for alt det nye hvert andet år.

Den fortjener, at vi hele tiden orienterer os mod nye erfaringer, men at vi plukker det vi kan bruge og lader resten være. At vi har tillid til personale og selvtillid nok til at holde fast i det vi faktisk er gode til: Vi er gode til at undervise, hvis der er tid og ressourcer til det. Det er der bare ikke i disse år, hvor folkeskolen oplever kæmpe besparelser. At bruge de tilbageværende midler på Scientolog-lignende-koncepter er ikke bare for dumt. Det er også en hån mod lærere og elever.

Ind med den sunde fornuft. Ud med plattenslagere.

Lad os nu bruge kræfterne på at udfolde folkeskolen – lad god undervisning, der er velforberedt, og som lader sig gøre i en hverdag, der ikke kvæles i dårlig økonomi og konkurrencestatsfilosofi, være ledetråden. Ind med den sunde fornuft. Ud med plattenslagere.

 

Simon Pihl Sørensen er viceborgmester for Socialdemokratiet i Lyngby-Taarbæk Kommune

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

 

 

 

 

Viceborgmester og kommunalbestyrelsesmedlem for Socialdemokratiet i Lyngby-Taarbæk Kommune.


Flere artikler om emnet