Nødvendig politik?

Det er både et forkert og farligt svar at tale om ”nødvendig politik”, for det betyder, at man fralægger sig ansvaret for de politiske valg, der træffes.
Kombinationen af finanskrise, økonomisk krise og statsgældskrise har ført til krav om voldsomme besparelser og reformer, specielt i de lande der har haft brug for udlandets hjælp til at håndtere deres statsgæld. De gennemførte besparelser har medført livskvalitetsforringelser for det store flertal af befolkningen i de mest gældsplagede lande.

Der er ingen nødvendig politik. Men der er forventelige virkninger.

Er det det rigtige der er gjort? Jeg tror at svaret både i Danmark og Nordeuropa i store træk er ja.  Men det er ikke noget let svar. Det lette og jævnligt brugte svar er, at man har ført ”nødvendig politik”, men det er både et forkert og farligt svar.

Et ord som nødvendig betyder, at man fralægger sig ansvaret for de valg, der træffes, og de lidelser, det pålægger befolkningen. Hvilket ikke overraskende fører til mindre tillid til dem, der fralægger sig ansvaret. Det er desuden ikke rigtigt, at der ikke er et valg mellem virkemidlerne, hvilket netop forskellene i landenes krisehåndtering understreger. Der er ingen nødvendig politik. Men der er forventelige virkninger.

Er store besparelser den rigtige vej at gå?
Klassisk økonomisk politik vil anbefale, at man ved indgangen til en krise skal føre ekspansiv økonomisk politik med underskud på statens budgetter, for derved at dæmpe krisens virkninger. Det er en ide, der forudsætter, at statens underskud og gæld ikke i sig selv er med til at udløse den krise, man er på vej ind i. Finanskrisen var blandt andet en tillidskrise, og det var derfor afgørende nødvendigt, at fortsatte uoverskuelige underskud på statens budgetter ikke bidrog yderligere til mistilliden til den finansielle stabilitet. Derfor er det vigtigt, at staternes underskud ikke fortsætter.

Hvis reformerne presser lønnen, så øger de virksomhedernes konkurrencekraft.

Jeg er ikke i tvivl om, at vi levede over evne i Danmark og i resten af Europa i årene op til krisen og nogle år ind i krisen. Der blev optaget lån og investeret i forbrug, fast ejendom og andre investeringsobjekter helt uden sammenhæng med den underliggende værdiskabelse. Vi bevilgede hinanden lønstigninger uden sammenhæng med udviklingen i produktiviteten.

Den brutale krisevirkelighed betød en brat genopdagelse af en gammel sandhed: På langt sigt giver det alvorlige problemer at bruge flere penge end man tjener. De fleste lande i Europa har gennem de sidste mange år haft underskud på de offentlige budgetter og opbygget større og større offentlig gæld. Det har de ikke været nødt til, men det havde den virkning, at de ved indgangen havde begrænsede ressourcer til at føre en ekspansiv økonomisk politik.

Giver reformer for at øge arbejdsudbuddet mening under en krise?
Reformer for at øge arbejdskraftudbuddet kan synes paradoksale under en krise med arbejdsløshed. Der mangler ikke arbejdskraft under krisen. Men der er en række mere eller mindre sympatiske grunde, til at benytte krisen som lejlighed til at gennemføre reformer.

Hvis reformerne presser lønnen, så øger de virksomhedernes konkurrencekraft. Hvis de sparer staten penge, så letter de statsfinanserne. Hvis reformerne reelt øger arbejdskraftudbuddet, så styrker det samfundets evne til værdiskabelse på længere sigt, og det er der behov for.

Vi skal som samfund at beslutte os for, hvad der er en acceptabel minimumsløn.

Vi bliver flere ældre relativt til resten af befolkningen. Det kræver, at flere af dem, der i dag ikke er i arbejde, får muligheden for at komme det og motivationen for at gøre det. Vi mister i dag arbejdspladser på grund af mangel på kvalificeret arbejdskraft både i de store byer og i Vandkantsdanmark. Men timingen og udformning af reformerne er et politisk valg. Forlængelse af genoptjeningsperioden for dagpenge, gav eksempelvis ingen mening.

Er reduktion af lønnen vejen frem?
Høje lønninger i Danmark, sammenlignet med lønnen i andre lande, er et problem for virksomhederne. Hvis den høje løn ikke afspejler en tilsvarende høj værdi af det, der skabes gennem arbejdet, kan arbejdspladsen ikke fastholdes i Danmark. Meget lave lønninger er ikke lykken, heller ikke for virksomhederne. En løn man ikke kan leve rimeligt af, sænker stabiliteten af arbejdskraften og skaber social uro. Medarbejderne vil bruge ressourcer på at skaffe andre indtægter.

Lønreduktioner for at øge konkurrencekraften er et ræs mod bunden i konkurrence med andre lande, der sænker lønnen. Der er i dag i Europa, endda i Tyskland, store grupper på arbejdsmarkedet, der arbejder for en løn, de ikke kan leve af. Vi skal som samfund at beslutte os for, hvad der er en acceptabel minimumsløn for arbejde i Danmark, uanset om man har dansk overenskomst eller ej.

Det er for mig at se en forudsætning for at beskytte den danske model, at den ikke kan underbydes af vilkårligt lave lønninger til mennesker, der kommer udefra eller som bare ikke har styrken til at kræve ordentlig behandling.

Valget bliver et spørgsmål om ordentlighed
Så selvom der ikke er nødvendig politik, så er der så meget enighed om virkningerne af store underskud og behov for arbejdskraft, at det kommende valg ikke bliver et egentligt opgør om hovedelementerne i den økonomiske politik. En uenighed om væksten i den offentlige sektor på +/- 1% viser en grundlæggende fælles forståelse af behovet for stabile offentlige finanser.

Det er i meget højere grad et fordelingspolitisk og et værdipolitisk opgør. Mener man, at alle skal have lige muligheder? Og hvad synes man, er ordentlig behandling af ældre, syge udlændinge med flere?

 

Lars B. Goldschmidt (f. 1955) er socialdemokratisk folketingskandidat i Aakirkebykredsen på Bornholm og partner i selskabet Rise and Shine IS. Lars Goldschmidt har tidligere været medforfatter til blandt andet debatbogen ‘Borgerlige ord efter revolutionen’ og ‘Det nye systemskifte’. Derudover har han været direktør for Arbejdsmarkedsstyrelsen fra 2000-03 og for Dansk Industri fra 2008-2014.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.


Kommentarer fra Facebook