Nøgne aktivister i Folketinget, Elbæk koster millioner og ingen tog i myldretid

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Så blev det tirsdag, og Netavisen Pio giver dig atter dagens nyhedsoverblik.

Endnu en dag, hvor den COVID 19 – bedre kendt som coronavirus – har fyldt på både Christiansborg, i medierne og formentlig også ved frokostbordet.

Regeringen opfordrer nu rejsende til at undgå den kollektive trafik i myldretiden, mens SAS beder sine ansatte om at gå 20 procent ned i løn pga. coronavirus.

Nøgne aktivister afbrød tirsdagens spørgetime i folketingssalen, og Alternativet står til at miste millioner af kroner i støtte, efter at partistifter Uffe Elbæk og tre andre folketingsmedlemmer har forladt Alternativet.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Regeringen: Rejs ikke i myldretiden

Mange danskere transporterer sig hver dag med den kollektive trafik. I myldretiden kan passagerne dog komme ud for at skulle stå særligt tæt i busser, tog og metro.

Derfor opfordrer regeringen nu de rejsende til at overveje, om der er mulighed for at rejse uden for myldretiden, f.eks. ved at møde tidligere eller senere på arbejdspladsen. Det skyldes risikoen for at blive smittet af den dagligt omtalte COVID 19, også kaldet coronavirus.

”For rigtig mange mennesker er den kollektive trafik en del af hverdagen, hvor man kan komme ud for at stå eller sidde tæt på andre mennesker. I den aktuelle situation med coronavirussen opfordrer vi derfor de rejsende til at være hensynsfulde over for hinanden, og særligt over for de ældre medrejsende. Vi opfordrer også udbyderne af den kollektive trafik til at informere de rejsende mest muligt og at være opmærksomme på hygiejne og rengøring” siger transportminister Benny Engelbrecht.

I en pressemeddelelse oplyser Transportministeriet, at DSB og Metroselskabet planlægger at indsætte ekstra togmateriel for at fordele trafikken over flere afgange.

Læs mere i pressemeddelelsen her.

 

 

SAS: Ansatte skal ned i løn pga. coronavirus

Luftfartsselskabet SAS beder sine ansatte om at gå 20 pct. ned i løn i en periode på tre måneder. Det fremgår af en intern e-mail fra SAS’ personalechef, som er sendt til de ansatte.

På et pressemøde i Finansministeriet tirsdag eftermiddag afviste finansministeren dog, at det er noget, som regeringen vil opfordre andre virksomheder til at overveje.

”Jeg vil ikke gå ind og forholde mig til den situation, der pågår hos SAS, men det understreger jo alvoren i, hvordan også luftbranchen er ramt. Og det er jo noget af det, som erhvervsministeren vil drøfte allerede i aften,” sagde Nicolai Wammen (S) på pressemødet ifølge TV 2.

 

Nøgne aktivister i folketingssalen

Traditionen tro var der – som det er tilfældet hver anden tirsdag kl. 13 i folketingssalen – spørgetime med statsministeren, hvor lederne af partierne uden for regeringen har mulighed for at stille uforberedte spørgsmål til statsministeren.

Kort efter at Folketingets spørgetime begyndte, måtte Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), dog afbryde mødet pga. uro oppe fra tilhørerpladserne.

Her havde en række aktivister trængt sig ind. De var afklædte og have påmalet teksten ”FORTÆL SANDHEDEN” på huden af deres overkroppe.

Med sig havde de også et banner med overskriften ”Den nøgne sandhed”, hvor de kritiserede regeringens grønne omstilling for at tilgodese økonomiske interesser frem for mennesker.

Nederst på banneret stod klimagruppen Extinction Rebellion inkl. logo som afsender. Extinction Rebellion er en aktivistisk gruppe, der demonstrerer for klimaet.

I en paneldebat på Folkemødet på Bornholm sidste år udtalte en repræsentant fra Extinction Rebellion, at målet (klimaet) helliger midlet, og at vold derfor kan være en nødvendighed for at nå målet.

Læs mere her.

 

Efter turbulent periode: Samlet bagland støtter Fock

I Alternativets bagland er der – i alle storkredse – entydig opbakning til partiets politiske leder, Josephine Fock.

Det står klart efter, at forpersonerne for storkredsene har talt sammen.

”Alle storkredse bakker op om Josephine Fock, har jeg fået besked om,” siger Bina Seff, der er forperson for Alternativet i Nordsjællands Storkreds, til Ritzau.

I forbindelse med kampvalget til posten som politisk leder i Alternativet var det netop baglandet, der valgte Josephine Fock foran bl.a. modkandidater som Rasmus Nordqvist og Theresa Scavenius.

Læs mere her.

 

Elbæk koster Alternativet millionstøtte

Alternativets folketingsgruppe er smuldret, efter at fire ud af fem folketingsmedlemmer, heriblandt partistifter Uffe Elbæk, mandag meldte sig ud af partiet. De sidder nu i Folketinget som såkaldte løsgængere og efterlader sig dermed politisk ordfører Torsten Gejl som Alternativets eneste medlem af Folketinget.

Men det er ikke kun folketingsgruppen, der er røget væsentligt ned i antal. De fire folketingsmedlemmers farvel betyder nemlig, at Alternativet mister en stor del af den gruppestøtte, som alle Folketingets partier modtager.

Ifølge Jyllands-Posten får Alternativet i dag 6,7 mio. kr. om året i gruppestøtte. Men da størrelsen på støtten afhænger af antallet af mandater, står Alternativet nu til at miste 5,1 mio. kr.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Student på Netavisen Pio


Kommentarer fra Facebook