Nogen bliver overset i ligestillingskampen – og det er ikke længere kvinderne

Debat

Nogen bliver overset i ligestillingskampen – og det er ikke længere kvinderne

Mens piger og kvinder klarer sig bedst på 17 ud af 23 livsbegivenheder, glemmer centrum-venstre at tale for de mænd og drenge, der skraber bunden

Mænds ulighed i forhold til kvinder
Billedtekst
“Selvom patriarkatsdebatten fremstiller det anderledes, så klarer mænd og drenge sig kun signifikant bedre end piger og kvinder i tre tilfælde,” mener David Zepernick.
Foto: Colourbox
Dette er et debatindlæg og udtrykker skribentens holdning. Bland dig i debatten nedenfor - eller send dit indlæg til os her.

Ligestillingsdebatten buldrer derudad, men på trods af de mange kvalificerede analyser, som bringer interessante nye fakta for dagen, hvor det er drengene og mændene, som er udfordrede, så hører man forbløffende lidt fra ligestillingsordførerne og de traditionelle ligestillingsdebattører med centrum-venstre og venstrefløjs observans.

Forskningsresultater fra f.eks. Rockwool-Fondens tilbundsgående analyse ”Kønsforskelle fra fødsel til død” fylder ikke meget i den ofte polariserede debat. 

Den dokumenterede, at ud af 23 livsbegivenheder fra fødsel til død såsom sundhed, karakterer, uddannelseslængde og forældreskab er piger og kvinder i front på 17 ud af de 23 udvalgte livsbegivenheder, 

Selvom patriarkatsdebatten fremstiller det anderledes, så klarer mænd og drenge sig kun signifikant bedre end piger og kvinder i tre tilfælde, hvoraf to af dem har at gøre med gennemsnitsløn og beskæftigelsesprocent. 

Og selv her er det i lavtlønsområdet kvinderne, der har bukserne på. Blandt de 20 procent af lønmodtagerne der tjener mindst, ligger kvindernes gennemsnitsindkomst nemlig højere end mænds. 

Altså tjener lavtlønnede kvinder i gennemsnit mere end lavtlønnede mænd. På stor set alle parametre er det dermed reelt mændene, der skraber bunden. 

Særligt udsatte

Debatten om kønsulighed i sundhed blev senest fremhævet i statsministerens nytårstale, hvor hun betonede den nye massive 160 millioner kroner-investering i forskning i kvinders sundhed. 

Initiativet fortjener stor ros, fordi kvinders sundhed er selvfølgelig vigtigt, og det er desuden et område med potentiale til at blive en global styrkeposition i Danmark og Norden. 

Mænd, især socialt udsatte og lavtlønnede mænd, dør i langt højere grad end kvinder

Men forskningen viser helt entydigt, at mænd på alle ledder og kanter har dårligere sundhed end kvinder, som f.eks. den anerkendte forsker Svend Aage Madsen gentagne gang har dokumenteret. 

Mænd, især socialt udsatte og lavtlønnede mænd, dør i langt højere grad end kvinder af årsager, de ikke behøver at dø af. 

Læs også:Vi skal slæbe flere mænd til lægen, før det er for sent

Man skulle således tro, at et centrum-venstre med både social indignation og ligestilling mellem kønnene som en indbygget del af sit dna ville omfavne og prioritere netop de disse tematikker.

Tematikker, som også inkluderer drengenes stadig sløjere performance i folkeskolen, og alt hvad deraf følger af udfordringer og snubletråde fremadrettet.

Så beskyldes man for at sabotere ligestillingsdebatten eller bliver mødt med larmende tavshed

I stedet er ligestillingsdebattens ophavsmødre tilsyneladende forstenet i en selviscenesat nyfeministisk og elitefeministisk virkelighed, hvor f.eks. kampen mod det kønnede sprog, kampen for flere kvinder i højesteret og kampen for forlommer til kvindelige forskere og filminstruktører bliver det, vi skal tale om. 

Mændene skraber bunden

Forsøger man forsigtigt at påpege de veldokumenterede kønsrelaterede udfordringer i bunden af samfundet og i de institutioner, herunder familieretshuset, som vedrører de brede lag af samfundet, så beskyldes man for at sabotere ligestillingsdebatten eller bliver mødt med larmende tavshed. 

Læs også:Rank ryggen og hæv blikket, mand!

Et kort blik på f.eks. Kvinfos publikationsliste illustrerer problemet. Ifølge egne ord arbejder det statsstøttede Kvinfo for frie og lige samfund med muligheder og rettigheder for alle uanset køn. 

Reelt skal man lede længe efter reelle forskningsbaserede bidrag eller indlæg i det hele taget, som tager afsæt i det store flertal af livsbegivenheder, hvor det er mændene, der skraber bunden. 

Læser man centrum-venstre partiernes og den yderste venstrefløjs ligestillingspolitikker, er billedet med enkelte undtagelser det samme. 

Hvorfor fanden kommer centrum-venstre så ikke ind i kampen?

Jeg anerkender, at ligestillingsdebatten historisk vokser ud af kampen for kvinders rettigheder, og at det kan være en væsentlig årsag til vanetænkningen. 

Men når vi i dagens Danmark anno 2026 ved, hvad vi ved om kønsulighed i sundhed, uddannelse og på arbejdsmarkedet, herunder blandt de lavestlønnede, hvorfor fanden kommer centrum-venstre så ikke ind i kampen?

David Munis Zepernick

Fhv. medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse for Socialdemokratiet. Medlem af Thorvald-Netværket

Kommentarer

Indsendt af Bo Thomassen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 21.01.2026 - 19:29

Enig! Ligestilling er ikke kun for piger og kvinder - og er ikke alene et spørgsmål om køn.

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Onsdag den 21.01.2026 - 21:17

Du har fuldstændig ret. Der har snart længe tegnet sig et billede af en meget selektiv og skævvredet ligestillingskanp, hvor mændene stort set intet fylder. Og der skulle ellers være rigeligt at tage fat på.

Indsendt af Bent Menck Andersen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 22.01.2026 - 15:06

Hvor er det dog synd for de "underkuede" mænd at de føler sig presset af kvinderne i kampen om ligestilling. Man må jo ikke glemme at mændene i århundrede undertrykte kvinderne og først nødtvunget, med et lille flertal og imod Christian den 10. vilje, stemte for at give kvinder valgret til folketinget i 1915.

Indsendt af H.F. (ikke efterprøvet) den Fredag den 23.01.2026 - 12:25

Der er to fundamentale årsager til at vi stadig ikke har, ægte, ligestilling, og heller aldrig får det.
De er begge to åbenlyse, men eftersom de begge er "politisk ukorrekte" at tale om, vælger alle at lukke øjnene for dem, hvilket bevirker at vi igen og igen og igen skal have de samme meningsløse debatter om emnet uden nogensinde at nå nogle som helst vegne.
For det første er mænd og kvinder ikke ens. Forskellige styrker og svagheder, forskellige kompetencer og mangel på samme.
For det andet har kvinder altid ønsket ligestilling i de henseender, hvor ligestilling er til deres fordel, og særbehandling i de henseender, hvor ligestilling ikke er til deres fordel.
Og før I alle sammen hyler op om sexisme: Mænd ville agere på præcis samme måde, hvis det var dem, der (i de fleste tilfælde) blev forbigået/behandlet som mindreværdige/whatever..

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 23.01.2026 - 13:51

***Selvom patriarkatsdebatten fremstiller det anderledes, så klarer mænd og drenge sig kun signifikant bedre end piger og kvinder i tre tilfælde, hvoraf to af dem har at gøre med gennemsnitsløn og beskæftigelsesprocent.***

Se, det synes jeg da nok, er et alvorligt ligestillingsproblem!
Her troede jeg faktisk, vi var kommet længere. Men det er selvfølgelig kvinderne, der føder børnene og dem, der ofte går på deltid for at klare hjemmefronten. Og det kan næppe være anderledes for de fleste.

At mænd har ringere sundhed, er vel hverken kvindernes eller ligestillingens skyld. Det er måske bare vores kønsforskelle, der her kommer til udtryk. Vi har jo i den grad lige rettigheder på det område.

At mænd er mindre gode til at klare sig alene, må bero på den mentale kønsforskel, vi nu engang har. Kan der være anden forklaring?

Reel ligestilling får vi først, når mænd kan føde børn, så mon ikke vi bare skal skyde en hvid pil efter den ambition?

Indsendt af Ole Høj (ikke efterprøvet) den Mandag den 26.01.2026 - 00:53

Reel ligestilling er utopi af flere grunde, Helle B nævner nogle af dem. Primært er det vigtigt at tilstræbe lige løn for lige arbejde og hvad angår mænds indsigelser imod uden for ægteskab ikke at have samme ret over deres børn som moderen er løsningen simpel, for de kan bare gifte sig med moderen.
Og hvad angår bestyrelsesarbejde, synes jeg, det er forkert at forbigå dygtige mandlige aspiranter og vælge en faglig mindre god aspirant, blot for at have lige mange mandlige og kvindelige medlemmer. I den situation forekommer ligestilling mellem kønnene direkte pinlig. Så ligestilling er ikke altid rimelig.
Det samme vil nogle hævde mht evt kvindelig værnepligt til militæret. Men hvorfor egentlig ikke, for vil kvinderne stå lige med os mænd, så skal det ikke udelukkende være inden for de sjove og spændende opgaver, men dække hele mandespektret.
Og hvad angår, at mænd er dårligere end kvinder til at bo alene, tror jeg det overvejende skyldes, at kvinder generelt er mere sociale end os og meget bedre til at tale med hinanden om problemer, følelser mv.
Vi mænd er ofte opdraget til at være hårde, selv om vi undertiden græder indvendigt, fordi det ikke er velset, og tilmed anses for et svaghedstegn, at vise sine følelser og måske over i købet græde, hvis man er ked af det.
Jeg husker allerede fra Folkeskolens 2 klasse, at vores gymnastiklærerinde kaldte os sammen og sagde, at vi drenge ikke længere måtte græde, hvis vi faldt og slog os, "for I bliver snart mænd, og mænd græder ikke".
Og det betyder naturligvis også, at den snak mænd har med hinanden som regel er ren faglig, når den ikke ligefrem drejer sig om kvinder.
Jeg var engang på et intetnatskursus på et hold, hvor der udelukkende var mænd, og der var to til tre alfa hanner, der førte samtalerne, der var tåkrummende ubehageligt at høre på, for alt vedrørte hvor dumme og frygtelige kvinder var. Lige indtil en repræsentant fra et kvindehold i et tilstødende lokale åbnede døren og inviterede os ind til dem. Så fik fløjten en helt anden lyd, og det var ret tydeligt, at nævnte alfa hanner ikke alene vendte 180 grader rundt i forhold til den kritik de kort forinden havde udtrykt mht kvinder og ligesom vi andre nød deres selskab, men at kvinderne også især hang om disse kvinde kritikere som fluer om en honningkrukke. Så nogle gange bliver man sgu lidt forvirret.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.