Nogle gange er Gud mere uhyggelig end Satan

”Saint Maud” er en forstemmende film om tro, seksualitet og radikalisering.
Foto: Angel Films
Maud (Morfydd Clark) er en gudsfrygtig, ung sygeplejerske, der får arbejde som plejer hos en terminalt kræftsyg danserinde (Jennifer Ehle) i en britisk provinsby.

Men det er ikke kun den fremskredne sygdom, der gør stemningen ubehagelig i Rose Glass’ kompetente debutgyser. ”Saint Maud” er en forstemmende film om tro, seksuel fremmedgørelse, vanvid og radikalisering.

Mauds Gud er ikke en kærlig, faderlig, lys skikkelse af den nytestamentlige slags, som vi danske folkekirkebørn kender fra konfirmationsforberedelsen. Helligånden er en ubehageligt lurende, usynlig skikkelse, der nogle gange farer ind i Maud, så det i ubehagelig grad ligner fysisk penetration.

Maud bærer Maria Magdalene i et smykke, som hun har købt online.

I Dan Browns populære "Da Vinci Mysteriet" var Maria Magdalene Jesus' elskerinde. Og der er også noget fordækt på færde her.

Krænkeren kaldet Vorherre

Vorherre i ”Saint Maud” er ikke bare fjern og blasert som i en film af Sveriges forpinte eksistentialist Ingmar Bergman. Gud er også en krænker hos Rose Glass.

Morfydd Clark spiller Maud, der egentlig hedder Katie og førhen var en helt almindelig ung sygeplejerske med en strenghed og fanatisme, som man normalt forbinder med filmhistoriens ældre sadistsygeplejersker som Kathy Bates i ”Misery” og Louise Fletchers Nurse Ratched i ”Gøgereden”.

Den kræftsyge Amanda ønsker ikke Mauds frelse i tilstrækkelig grad. Så Maud vender verden ryggen i askese og selvpineri. Det er flere steder decideret ubehageligt at følge med, også når hun i et øjebliks afmagt smider troen fra sig og opsøger det kødelige liv på pubben.

”Du må være den mest ensomme pige, jeg nogensinde har set,” siger Amanda, der er omgivet af elskerinder og beundrere, til sin sygeplejerske på et tidspunkt. Mauds univers ligner med sine bleggrumsede gule og brune farver i stigende grad noget fra de religiøse ikonografier, hun har til at hænge på sin væg.

Fortalt med strenghed og konsekvens

Filmen har lighedspunkter med gyserklassikere som ”Carrie” og ”Eksorcisten”. Men det er påfaldende, at der faktisk ingen Satan findes her som i sidstnævnte. Gud er en meget mere uhyggelig figur. Scenen, hvor Vorherre tiltaler Maud på hendes ensomme pigeværelse, er noget af det mest uhyggelige, jeg længe har set.

Filmen vinder ikke på pludselige chok eller 360-graders twists i 11. time. Det er ret nemt at se, i hvilken retning tingene går.

Man kan også med nogen tryghed dulme filmens tragedie som et psykiatrisk casestudie. Men konsekvensen og strengheden i Morfydd Clarks skuespil og den sikre instruktion gør indtryk, så man forlader biografen som en skræmt konfirmand.

“Saint Maud”. Film. Instruktion: Rose Glass. Medvirkende: Morfydd Clark, Jennifer Ehle, Lily Knight. Spilletid: 84 min. Premiere: I biograferne 26. november.
 

Henrik Reinberg Simonsen (f. 1978) er kommunikationskonsulent og freelancefilmanmelder


placeholder

Annonce