Nogle politikere forholder sig tavse – andre puster til den antisemitiske ild

Jeg kendte en tysk jøde, Fritz Gelbart, som boede på Østerbro i København. 

Han var i mange år medlem af den gamle socialdemokratiske 1. kreds, Ryvang. Det var for øvrigt der, hvor både Erling Olsen og Jens Kramer Mikkelsen var opstillet. 

Da den blinde nazistiske terror i 1938 slog til på Krystalnatten i Tyskland, gjorde Gelbart modstand, da hans hjemby Berlin blev skændet. Tysklands synagoger blev sat i brand. 

Næste morgen lå glasskårene tommetykt i butiksgaderne. Alle jødiske handlende havde fået udstillingsvinduerne slået ind. 

Derfor fik begivenheden sit kynisk klingende navn, Krystalnatten. Brandvæsenet var udkommanderet - ikke for at redde synagogerne - men for at sikre, at ilden ikke bredte sig til omkringliggende ejendomme.

91 blev dræbt, 26.000 blev arresteret, og samtlige jødiske begravelsespladser blev skændet. 267 synagoger brændte, 7.500 jødiske butikker blev knust og plyndret, og politiet så bare passivt til.

Læs også:”Her arbejder et jødesvin” er ikke bare danmarkshistorie. Vi står midt i det

Fra Krystalnatten går den lige linje til Hitlers udryddelseslejre, hvor sigøjnere, homoseksuelle, invalide, kommunister, jøder og mange flere blev myrdet.

En af dem, der protesterede mod volden, var præsten i Hedwigskatedralen i Berlin. Han bad for jøderne under en gudstjeneste. Kort efter døde han under transport til en kz-lejr.

Fritz Gelbart reddede sit liv og kom til Danmark. Derimod omkom mange af Gelbarts familiemedlemmer i nazisternes kz-lejre.

Man kunne til en vis grad forstå tyskerne

I Danmark var det overraskende, at Morgenavisen Jyllands-Posten i en leder skrev, at man kunne dog til en vis grad forstå tyskernes animositet over for jøderne. 

Det skal dog anføres, at den nuværende ledelse af Jyllands-Posten, har beklaget sin tidligere “forståelse for tyskernes animositet”.

Vi blev ikke opdaget, men to dansk-jødiske damer på over 90 år blev slæbt væk som kartoffelsække

Min tante, som i en periode havde boet i Danmark, efter flugten fra jødeforfølgelser i Litauen, boede i begyndelsen af anden verdenskrig i Tyskland med to små børn. 

De blev alle tre myrdet i en kz-lejr. 

De har sikkert haft svært ved at forstå årsagen til tyskernes animositet - men også hvorfor danske myndigheder, i samarbejdspolitikkens ånd, afviste dem.

Flugten til Sverige

Nogle år senere - i oktober 1943 - da nazisterne jagtede de danske jøder, forlod vi vor lejlighed, på Guldbergsgade 101, på Nørrebro i København. 

Jeg var et år gammel, og første stop var Pensionat Fønns i Taarbæk. Jeg var der sammen med min mor og storesøster, mens min far var i kontakt med en fisker i Dragør, som skulle sejle os til Sverige.

Samme nat kom en større nazistisk patrulje til pensionatet. Vi blev ikke opdaget, men to dansk-jødiske damer på over 90 år blev slæbt væk som kartoffelsække. 

Læs også:Antisemitisme i Danmark er desværre ikke fjern fortid

En døde i kz-lejren i Theresienstadt, mens den anden dame døde under transporten til Tyskland - en transport, som skete i en stor kuldamper fra Langelinie.

En af de ældre damers børn var flygtet til Sverige. Familien havde ikke drømt om, at nazisterne kunne være interesseret i deres gamle mor, og lod hende derfor blive boende på pensionatet. 

Desværre tog familien fejl. Nazisternes ondskab kendte ingen grænser.

Jødeforfølgelserne var ikke bare nazisternes sag

Årsdagen for Krystalnatten, den 9. november, er en af de mere ubehagelige for tyskerne. Også fordi den minder os om, at jødeforfølgelserne ikke bare var nazisternes sag - og at det heller ikke var i 1945, man første gang hørte om disse forfølgelser. 

Den minder om, at den almindelige tysker var med til at boykotte jøder, var bekendt med jødestjernen og havde set jøder forlade deres hjem med kuffert eller rygsæk.

Og den minder også om, at den nat, da Fritz Gelbart kæmpede forgæves mod overmagten, trak mange almindelige tyskere frakkekraven godt op om ørerne og lod, som om de intet hørte eller så.

Læs også:Frie Grønnes ‘Befri København fra Zionismen’-valgplakat meldt til politiet

Årsdagen den 9. november skal derfor minde os om tavshedens angst og fejhed, der kostede millioner af mennesker livet.

I dag er der faktisk politikere i Danmark, som protesterer mod det stigende jødehad. Men, der er også mange helt tavse politikere, som påstår, de bekæmper al racisme, men som i den nuværende situation er uhyggelig tavse. 

Og der er politikere, som puster til den antisemitiske ild. Det er der tilsyneladende stemmer i. 

Frakkekraven bliver endnu en gang trukket godt om ørerne. Historien gentager sig. Man er tilsyneladende bange for vælgerne.