Nolans gigantværk er betagende

Christopher Nolans nye gigantfilm, 'The Odyssey', blev længe før dens premiere genstand for kritiske røster. 

Denne gang fra den borgerlige fløj, der frygtede, at deres elskede krigsepos, Homers 'Odysseen', var blevet forvandlet til en miskmask af wokeideologi. 

Efter premieren er røsterne knap så hørbare, selvom visse dele af filmen faktisk er præget af et mere nuanceret kønssyn og at en af de kvindelige hovedpersoner er sort.

Knap så megen kritik har der været af Nolans seen stort på historisk korrekthed, for eksempel det underlige i, at de græske krigere i filmen er iført romerske dragter. 

Hvorfor Nolan har anvendt disse faktuelt "forkerte" greb kan nok undre, men når man ser filmen er disse fiksfakserier til at overse, simpelthen fordi de ikke ændrer nævneværdigt ved selve indholdssiden.

Og på indholdssiden er der også tale om fortolkninger, en nødvendighed, alene fordi selve eposset nu engang er virkelig langt og visse steder så redundant, at det blot ville trække den visuelle version i langdrag.

Men, som sagt, så er de fleste kritiske røster forstummet, simpelthen fordi filmen er så helt igennem god. Christopher Nolan er igen lykkedes med at lave en film baseret på kendt stof, men med fokus lagt på noget meget mere metafysisk og filosofisk, end hvad man traditionelt får serveret på en skærm eller et lærred. 

Læs også:Film om Franz Kafka vil for meget

Hans film om atombombens fader, 'Oppenheimer' fra 2023, der mirakuløst blev et kæmpe hit, var samtidigt et vovestykke, fordi Nolan ikke afveg fra sin vante omgang med matematik, fysik og filosofi. 

Hans ambition om, at filmen skulle handle om opfindelsens grundlæggende, videnskabelige gennembrud, der samtidig udfordrede vores opfattelse af tid og rum, lykkedes, samtidig med, at filmen også er ren underholdning, som flertallet åbenlyst lod sig fange af.

Og det er netop, hvad der også er på spil i hans filmatisering af Homers helteepos om krigerkongen Odysseus, der under Agamemnon drager i krig og styrter Troja via list. 

Den ene prøvelse efter den anden

Eposset handler om Odysseus’ forsøg på at vende tilbage til Ithaca, og rejsen bliver til den ene prøvelse efter den anden, mens hans kone Penelope og hans søn sidder hjemme og forsøger at holde grådige bejlere i skak, der ikke holder skikkene i hævd, og som besudler rigets kongeløse domæne. 

Selv har Christopher Nolan udtalt, at han vidste, at kreationen af en fed batmobil var altafgørende for at hans filmatisering af 'Batman' ville lykkedes. Hele hans 'Batman'-trilogi (2005-2012) var hans egentlige gennembrud, der gjorde ham til en af vor tids største billedmagere, der samtidig forstår at skabe mere komplekse karakterer og plots. 

Ligesom kreationen af batmobilen var essentiel og bærende for det samlede indtryk er kreationen af kyklopen i filmen 'The Odyssey' helt central, men det samme kan siges om den trojanske hest, om soldaternes møde med sirenerne, om sejladsen mellem søuhyret Skylla og Charybdis. 

Heldigvis har Nolan gjort noget helt andet

Udfordringen ligger naturligvis i, at disse mytologiske figurer på en særlig måde har udgjort datidens virkelighedsopfattelse, samtidig med, at de netop er figurative, præcis som når man kigger på gamle landkort, hvor ikke-eksisterende uhyrer er indtegnet. 

De er mytologiske, men samtidig er de symboler for noget virkeligt, en fare, som datidens eventyrere blev konfronteret med, når de drog ud for at møde det ukendte. 

Det er blandt andet på grund af disse vellykkede greb, som Nolan klarer med stor kreativitet, der vækker undren, forbløffelse og beundring, at filmen er blevet så god.

Utrolig lidt blodig

Men der er mange andre gode grunde til, at filmen er så beundringsværdig. 

Selvom Matt Damon spiller Odysseus, så er hans figur ikke ligesom Jason Bourne, dvs. en kriger, der udviser formidable evner til at slås. Altså, Odysseus slås skam i filmen, men Nolan fokuserer ikke på fede kampscener på den traditionelle måde.

Måske tænker man som seer ikke over det, men filmen er faktisk helt utrolig lidt blodig. Magt og vold, ligesom krigerisk dygtighed og list, vises på en helt anden måde, end hvad vi er vant til. 

Agamemnon er bare større og mere frygtindgydende end de andre krigere, og derfor behøver han slet ikke selv at vise sine evner, ligesom Odysseus evner mere er viden og snilde, end blæret kampsportsteknikker. 

Læs også:Storfilmen ’Oppenheimer’ løb med hele syv Oscars

Filmen kunne måske ligne andre film, såsom Zack Snyders film '300' fra 2007, om de spartanske krigere, eller Ridley Scotts 'Gladiator' fra 2000, hvor muskler og hård maskulinitet er eksponeret og bærende for udtrykket. 

Men heldigvis har Nolan gjort noget helt andet. Det er ikke musklerne og maskuliniteten, der bærer filmens krigeriske tematik. 

Nolan gør det særlige og det overraskende, der faktisk er helt i sync med Homers tekst: Han gør det hele så fascinerende nærværende, selvom beretningen foregår i tilbageblik. Man får en underlig oplevelse af selv at være til stede. 

Det er et nødvendigt greb for at undgå, at en kæmpe kyklop, eller en troldkvindes omdannelse af soldater til gryntende svin, ikke bliver for infantilt. 

Små greb

Det er tydeligt, at Nolan har lagt mange kræfter i at forsøge at gøre netop disse mytologiske figurer til realistiske figurer, som de helt virkelige soldater møder.

Et eksempel er mødet med kyklopen, der pludselig begynder at tale, og en soldat spørger Odysseus om, hvorfor mon kyklopen først taler så sent, og han svarer, at de jo heller ikke taler med myrerne. Det er sådanne små greb, der giver et indtryk af, at mødet for soldaterne virkelig er surrealistisk og ubegribeligt. 

Det andet virkeligt interessante greb, som Nolan anvender, er lige dele antydning og absolut eksponering. Vi ser faktisk kyklopen direkte, men når den æder løs af soldaterne, så er det knap så bloddryppende, som det kunne være.  

Nogle af Nolans mest centrale tematikker, der går igen i alle hans film, er tid, erindring og opfattelser af virkeligheden

I det hele taget er der nok tale om ift. fortolkninger af de mange mytologiske figurer, men det er ikke overfortolkning, og man opfatter det heller ikke som sådan, simpelthen fordi Nolan snarere filosoferer over de enkelte elementers mulige gåder. 

Eller sagt på en anden måde: Mytologi og gåder opfattes som sådanne, der ikke skal udtømmes eller “løses”, men forblive det som de rent faktisk er: Urfigurer i den vestlige civilisations grundessens.

Kendt stoft undgår at blive fladt

Nogle af Nolans mest centrale tematikker, der går igen i alle hans film, er tid, erindring og opfattelser af virkeligheden. 

Det er helt centralt i film som 'Inception' fra 2010, 'Interstellar' fra 2014, 'Tenet' fra 2020 og så naturligvis i 'Oppenheimer' fra 2023, hvor relativitetsteorien og kvantefysik forsøges visualiseret og gjort til virkelighedsopfattelser, der faktisk betyder noget for vores opfattelse af os selv. 

Læs også:Blæst bagover af Palladio: Ny bog går i fodsporene på mesterarkitekt

Det er også tydeligt i sekvenserne med Odysseus, der gennem syv år befinder sig hos gudekvinden Kalypso (spillet af Charlize Theron), der har fortryllet ham og givet ham hukommelsestab, så han oplever opholdet som paradisisk. 

Selve scenariet er underligt tomt for tyngde, en art ørken med den underskønne kvinde, så man får en meget klar opfattelse af, at dette vakuum er som at betragte som et sort hul i tiden. 

Det er fascinerende, at Nolan kan lave en film baseret på et mytologisk og grundlæggende dokument, der er så helt igennem kendt, uden at det bliver fladt. 

Eksistentielle gåder

Det er også fascinerende, at han kan lave en krigsfilm, der ikke er en actionfilm. Man kan tro, at det er krigs- og actionfilm, man ser på lærredet, hvis man ikke lægger mærke til det. 

Men det er faktisk ikke en traditionel krigs- eller actionfilm, og alle scenerne med indhold, som man ser i sådanne film, er radikalt anderledes.

Der er som sagt ikke de traditionelle kampscener og blodet flyder ikke i stride strømme. Alt det er erstattet af antydninger, og i meget lange passager i filmen står tiden nærmest stille.  

Billederne er naturligvis betagende og fuldkommen magiske

Det giver Nolan et spillerum for at snige sine ideer om tid, om eksistentielle gåder og spørgsmål om moral og fri vilje ind i selve fortællingens struktur. 

Det gør, at filmen på en og samme tid fremstår som en lang drøm, der samtidig indeholder laviner af traumatiske oplevelser, der nærmest har givet Odysseus PTSD. 

En verden af tvivl og spekulation

Et andet godt greb, som Nolan har benyttet sig af, og som er blevet overset af de fleste anmeldere, er Homers og den græske mytologis forhold til guderne og halvguderne. Disse figurer er ikke ‘rene’, og derfor er Odysseus’ moralske brister heller ikke så entydige. 

Zeus beskytter for eksempel Odysseus mod havguden Poseidon, det vil udslette ham. Så Odysseus trodser guderne, men guderne selv trodser hinanden, og det hele synes ligesom at svæve i en verden af tvivl og spekulation, gåder og udfordringer, der betyder noget for hele menneskets opfattelse af, hvad livets mening er.   

Det er fuldkommen overvældende og suverænt, at Christopher Nolan med hensyn til netop det formår at være teksten tro. 

Læs også:Paddehatteskyens fader skildres dybt i Christopher Nolans nyeste mesterværk

Billederne er naturligvis betagende og fuldkommen magiske. Nolan er vor tids mest perfektionssøgende billedmager, en puritaner, der sværger til billedkvalitet og udfordringer, som de fleste biografer slet ikke kan leve op til. 

Selvom de fleste filmkritikere mener at se en kolossal forskel mellem Christopher Nolan og filminstruktør Denis Villeneuve, der også har lavet radikalt anderledes science fictionfilm, og pt er i gang med at færdiggøre sin 'Dune'-trilogi, så arbejder de begge med tidsopfattelser. 

Villeneuve forsøger at skabe en ny tidsopfattelse i sin fortolkning af Frank Herberts 'Dune'-bøger, der bygger på Jungs fortolkninger af arketyper, i modsætning til Freuds opfattelse af Jeget som delt i under- og overbevidsthed, der kan heles gennem terapi. 

Udfordrer og tjener pengene hjem

For begge instruktørers vedkommende handler det om at skabe en ny virkelighedsopfattelse, hvor det måske er muligt at forstå, hvorfor vi som civilisation vedbliver med at gå i krig, vedbliver med at hylde mennesker som halvguder, og konstant forsøger at skelne firkantet mellem godt og ondt. 

Begge instruktører udfordrer os filosofisk, og de formår samtidig at bjergtage flertallet, at lave film, som tjener pengene hjem. Om man er fan af det ene eller anden synes at være en smagssag, end reel kritik. 

Det skal der naturligvis også være plads til, men samtidig er det forbløffende, hver gang en af deres film får premiere, at de kritiske røster på en underlig måde forstummer eller drukner, simpelthen fordi de begge laver så betagende og udfordrende film, at man på et eller andet plan alligevel må give efter og indrømme, at de i det mindste har gjort et uudsletteligt indtryk. 

Det er sådan, det er med 'The Odyssey'. 

'The Odyssey'. Instruktion og manuskript: Christopher Nolan. Medvirkende: Matt Damon, Anne Hathaway, Charlize Theron, Tom Holland mfl. 172 minutter. USA. 2026. I biograferne nu.