Nordjyske DSU'ere efter mediestorm: Vi vil gerne føre kampagne for Mette F.

Pressens vinkling af nordjysk DSU-modstand mod Mette F. er skæv, skriver DSU Aalborg i en udtalelse. DSU'erne er derimod beæret over hendes kandidatur
Politiken skrev i går onsdag, at formanden for DSU Nordjylland ikke ønskede at føre kampagne for den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksen "på baggrund af Socialdemokratiets udlændingepolitik".
Men torsdag aften har DSU's største afdeling i Nordjylland, DSU Aalborg, meldt ud, at de gerne vil føre kampagne for Mette Frederiksen, og at de er "meget beærede" over partiformandens opstilling i Aalborg Østkredsen.

Pressens tilgang har vist et meget negativt billede og har i stor grad været præget af sensationsjournalistik

Det fremgår af en udtalelse fra foreningens bestyrelse, som blev vedtaget torsdag aftenn . I udtalelsen kritiserer DSU Aalborg særligt mediernes udlægning af sagen. De skriver:
"Det seneste døgn har der været en stor pressestorm vedrørende Mette Frederiksens flytning af kreds fra Ballerup til Aalborg Øst. Pressens tilgang har vist et meget negativt billede og har i stor grad været præget af sensationsjournalistik, hvor man har fordrejet folks udtalelser til glamourøse overskrifter frem for at udlægge, hvad folk faktisk har sagt på en ordentlig måde.
Det er vigtigt for DSU Aalborg at påpege, at pressens vinkling af alt det ikke repræsenterer vores synspunkt. Vi er meget beæret over, at Mette kommer til Aalborg, og at vi får muligheden for at føre kampagne for hende - også selvom det betyder, vi ikke kommer til at føre kampagne for Morten Ryom."
Udlændingepolitik betyder ikke nej til valgkamp for Mette F
Bestyrelsen i DSU Aalborg er kede af, at have mistet den unge, faglige stemme Morten Ryom som kandidat, og mange af medlemmerne ganske rigtigt er uenige i partiets udlændingepolitik, men at det ikke påvirker deres lyst til føre valgkamp for partiformanden:

Selvom mange medlemmer i DSU Nordjylland er uenige i Socialdemokratiets nye udlændingepolitik, betyder det ikke, at vi ikke ønsker at føre valgkamp for Mette Frederiksen

"DSU Aalborg er kede af at have mistet en ung og faglig DSU-kandidat. DSU Aalborg havde på en generalforsamling valgt Morten Ryom som den af de lokale folketingskandidater, vi ville føre valgkamp for, så selvfølgelig er det et tab for os, og det lægger vi ikke skjul på. Men alt dette er ikke ensbetydende med, at det ikke er en kæmpe mulighed for DSU Aalborg, Aalborg Kommune og hele Nordjylland at have fået Socialdemokratiets formand og Danmarks forhåbentligt kommende statsminister, Mette Frederiksen som kandidat i Aalborg Østkredsen.
Selvom mange medlemmer i DSU Nordjylland er uenige i Socialdemokratiets nye udlændingepolitik, betyder det ikke, at vi ikke ønsker at føre valgkamp for Mette Frederiksen. Vi er ikke imod Mette Frederiksen eller at føre valgkamp for hende. Socialdemokratiet har rigtig mange gode mærkesager, som vi hellere end gerne vil med ud og kæmpe for - sammen med Mette."

Det er også ved at være på tide, at vi igen får en nordjysk statsminister - vel og mærke for første gang siden 1929

De unge socialdemokrater i Aalborg skriver endvidere, at de ikke er "et sekund i tvivl om, at Danmark er bedre tjent med Mette Frederiksen som statsminister. Vi er mange i Aalborg, der ønsker at føre valgkamp for Mette Frederiksen og for en ny socialdemokratisk regering i Danmark. Det er også ved at være på tide, at vi igen får en nordjysk statsminister - vel og mærke for første gang siden 1929."
DSU Aalborg oplyser i udtalelsen, at der skal afholdes en ekstraordinær generalforsamling den 27. marts. Her skal foreningens medlemmer i fællesskab beslutte, hvem af de lokale, socialdemokratiske folketingskandidater, der bliver den kandidat, som DSU Aalborg vil føre valgkamp for. "Det er vigtigt for os, at vores medlemmer bliver hørt, og at processen kommer til at være præcis, som var det enhver anden socialdemokratisk kandidat," afslutter de.

Artiklen er opdateret fredag, den 16. marts, klokken 10.35 med tilføjelse af hvornår udtalelsen er vedtaget.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce