”Jeg er selvfølgelig utrolig stolt af den tillid, som de nordjyske socialdemokrater viser mig. Det er jo ikke hver dag, at man nærmest bliver headhuntet,” siger Claus Larsen-Jensen til Bornholms Tidende.
I øjeblikket er Claus Larsen-Jensen nemlig stedfortræder i Folketinget for det bornholmske folketingsmedlem Lea Wermelin, der er på barsel. Tidligere har han været permanent medlem af Folketinget fra 1998 til 2005, blandt andet som formand for Europaudvalget. Fra 2013 til 2014 var han medlem af Europa-Parlamentet, da Dan Jørgensen blev hentet hjem som fødevareminister og nedlagde sit mandat i Bruxelles.
Jeg er selvfølgelig utrolig stolt af den tillid, som de nordjyske socialdemokrater viser mig. Det er jo ikke hver dag, at man nærmest bliver headhuntet
Nordjyderne lægger netop vægt på ”den landspolitiske og europa-politiske erfaring, som Claus Larsen-Jensen har”, skriver de i en pressemeddelelse. Men det sker ikke uden modspil. Claus Larsen-Jensen skal nemlig dyste mod den 48-årige byrådspolitiker fra Jammerbugt, Morten Klessen, og Niels Martin Sunesen fra Aalborg, der stillede op til regionsrådsvalget sidste år.
Mange nye S-navne vil til Bruxelles
Med de nordjyske navne i puljen er vi tættere på en fuldtallig oversigt over de socialdemokratiske kandidater til EU-valget næste år.
Nuværende MEP’er Christel Schaldemose har meldt ud, at hun genopstiller i Region Syddanmark. Af nye navne findes HK-topfiguren Marianne Vind, som forventes at blive opstillet i den sjællandske storkreds, mens Jasmine Søgaard, Niels Fuglsang og Anders Baun Sørensen dyster om at blive spidskandidat for Socialdemokratiet i Region Midtjylland.
Når alle regioner her i foråret har opstillet deres kandidater, skal den samlede liste sammensættes på partiets kongres til september.
Formelt set skal de nordjyske socialdemokrater vælge deres kandidat til Europa-Parlamentet på et repræsentantskabsmøde lørdag den 21. april 2018, hvor der vil være tre kandidater at vælge imellem. Hvis han bliver opstillet, vil Claus Larsen-Jensen trække sig som folketingskandidat på Bornholm.
Artiklen er opdateret 3. april med oplysninger om Claus Larsen-Jensens modkandidater.