Annonce

Nordqvist vil afløse Elbæk: Jeg er dybt, dybt bekymret over klodens tilstand

Alternativets politiske ordfører Rasmus Nordqvist stiller op til posten som politisk leder.
Folketingsmedlem Rasmus Nordqvist melder sig nu en i kampen om at blive ny politisk leder for Alternativet.

En post der er blevet ledig efter Uffe Elbæk, der mandag meddelte, at han stopper som politisk leder 1. februar næste år.

”Jeg stiller op, fordi vi - mere end nogensinde - har brug for et alternativ i dansk politik. Et alternativ til det eksisterende, og en alternativ tilgang til at forbedre det eksisterende. Klimakrisen raser lige nu, og vi har kun få år til at levere de radikale politiske svar, som skal afværge de værste effekter af klimakrisen,” skriver han i et opslag på Facebook og fortsætter:

”Jeg stiller op fordi jeg er dybt, dybt bekymret over klodens tilstand og over menneskehedens skæbne. Jeg stiller op fordi vi kan og skal sætte alt ind for at handle nu. Jeg stiller op fordi jeg har en klar vision for, hvordan vi skal sætte i værk for tage vores del af ansvaret for den lidende tilstand, vores planet er i,” erklærer han.

placeholder

44-årige Rasmus Nordqvist er i dag politisk ordfører for Alternativet.

Han er medstifter af partiet, har siddet i Folketinget siden det første gang kom ind i 2015, han var spidskandidat ved Europa-Parlamentsvalget og han har blandt andet været partiets ordfører for udenrigspolitik, EU, klima og LBTG-rettigheder.

Rasmus Nordqvist er uddannet bachelor i design fra Det Kongelige Danske Kunstakademi. Han har tidligere været iværksætter og har derudover arbejdet som International Brand Manager hos et tøjfirma i den lidt højere priskategori.

To andre kandidater i spil

Rasmus Nordqvist er den tredje kandidat, der melder sig på banen.

De andre to Rasmus Foged, der sidder i regionsrådet i Region Midtjylland og folketingskandidat Mette Rahbek fra Fyn.

Det kræver dog en vedtægtsændring, hvis en af de to sidstnævnte skal vælges til politisk leder. I de nuværende vedtægter er den post nemlig forbeholdt medlemmer af folketingsgruppen.

Alternativets nye politiske leder vælges på et landsmøde 1. februar.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet