Det skulle have været et historisk øjeblik for fodbold og en stor aften for Ada Hegerberg blev beskæmmet, da hun på scenen i Paris blev spurgt, om hun kunne tweerke – altså ryste med røven.
Norske Ada Hegerberg, der til dagligt spiller for den franske klub Lyon, vandt som den første kvinde prisen Ballon d’Or som den bedste kvindelige fodboldspiller, i en afstemning hvor hun blandt andet slog den danske angriber Pernille Harder.
Prisen Ballon d’Or er blevet uddelt i over 60 år til verdens bedste fodboldspiller, men det er først i år, at også kvindelige fodboldspillere anerkendes med prisen, der uddeles af det franske fodboldmagasin France Football.
Ada Hegerberg skulle hædres for hendes fantastiske sæson både for klub og landshold, hvor hun undervejs vandt både det franske mesterskab, pokaltitel og Champions League, men værten, den franske DJ Martin Solveig, fik lagt lidt af en dæmper på festligheden, da han spurgte den 23-årige nordmænd, om hun kunne tweerke.
”Nej” lød svaret fra en synligt overrasket og forlegen Hegerberg, der forsøgte at forlade scenen. Modvilligt valgte hun dog at blive og danse med showets anden vært, den tidligere franske landsholdsspiller David Ginola.
Efterfølgende sagde hun, at hun ikke følte, at hun havde været udsat for sexchikane eller noget i øjeblikket. ”Jeg var bare glad for dansen og for at vinde Ballon d'Or,” lød det diplomatisk fra nordmanden.
Helt den samme diplomatiske tone var der til gengæld ikke på de sociale medier, hvor Martin Solveigs kommentar førte til en veritabel shitstorm.
”Patetisk. Det er ikke nyt, og vi kan tale om fremskridt, men vi skal tage stilling til (bestemte) mænds holdning til kvinders sport. Forfærdeligt for Hegerberg at skulle igennem det, på det der skulle være hendes store øjeblik,” skrev den fransk-amerikanske angriber Jeremy Ebobisse på Twitter.
Dette er det lort kvindelige atleter på daglig basis kæmper med rundt om i verden
Det her lort er hverdagskost for kvindelige sportsfolk, lød det fra en anden.
”Absolute thrash: Franskmanden DJ Martin Solveig beder Ada Hegerberg om at twerk efter at have modtaget den første kvindelige Ballon d'Or-pris. (Selvom jeg elsker hendes reaktion) Dette er det lort kvindelige atleter på daglig basis kæmper med rundt om i verden,” skrev den amerikanske sportsjournalist Grant Wahl.
Og den tidligere amerikanske landsholdsspiller Stuart Holden, som blandt andet spillede for engelske Bolton, lægger ikke fingre imellem.
”Denne fyr er et totalt røvhul. Lad os ikke lade en idiots sexisme og uvidenhed overskygge hvad der er en utrolig præstation og ære for Ada Hegerberg,” skriver han på Twitter.
Også Pernille Harder, som blot var sølle seks stemmer fra at få titlen, mener, at det var helt unødvendigt at spørge om den slags:
”Det er lidt nedværdigende, og det viser, at der er stykke vej endnu for kvindefodbolden,” siger hun til Jyllands-Posten.
Den franske vært forsøgte efterfølgende at undskylde og forklare sig på Twitter:
”Oprigtigt undskyld til den jeg måske er kommet til at krænke. Min pointe var, at jeg ikke opfordrer kvinder til at twerke, men til at danse til en Sinatra-sang,” skriver han på Twitter.
Martin Solveig forsøgte også at bortforklare forløbet med sprogvanskeligheder:
”Dette her et spørgsmål om mine engelskkundskaber og min viden om engelsk kultur, som ikke er gode nok,” siger han i videoen. Det hører med, at Martin Solveig faktisk stillede spørgsmålet på fransk.
Udover Ada Hegerberg gik prisen som bedste mandlige fodboldspiller til den kroatiske midtbanespiller Luca Modric fra Real Madrid.
Det er første gang i 10 år, at prisen ikke går til enten portugiseren Cristiano Ronaldo eller argentinske Lionel Messi.
For første gang blev der også uddelt en pris til den bedste spiller under 21 år. Prisen gik til den franske angriber Kylian Mbappe fra Paris Saint-Germain.