Mange socialdemokrater havde sat deres lid til, at Jonas Gahr Støre og Arbeiderpartiet ville vinde det norske Stortingsvalg, og også tegne en vej frem for andre socialdemokratiske partier.

Selv om både stemningen, meningsmålingerne og det politiske klima  i flere år pegede helt entydigt på, at den karismatiske og mange-årige minister Jonas Gahr Støre let ville skabe rødt flertal i Norge, så kunne både de konservative og Fremskrittspartiet i sidste ende ånde lettet op med et fortsat borgerlig flertal i fjeldlandet mod nord.

Valget blev historisk og chokerende. For første gang i 34 år lykkedes det blå blok at genvinde et valg, og samtidig fik Arbeiderpartiet det næstdårligste valg siden 1924.

Derudover oplevede Arbeiderpartiet et chokerende dyk fra 42,8 procent i meningsmålingerne i december sidste år til valgresultatet på 27,4 procent.

Meningsmåling 2013-2017

Kilde: Norstat for NRK

På trods af et plaster på såret - den samlede røde blok fik faktisk flere stemmer end blå blok, men tabte flertallet på grund af det norske valgsystem og den høje spærregrænse – så er valgnederlaget både overraskende og knusende.

Der var ikke én særlig årsag til, at det gik som det gik, derfor har Netavisen Pio kigget nærmere på de 5 mest afgørende årsager til det norske chok-nederlag.

1. Reparationsdagsordenen var utilstrækkelig
Den centrale dagsorden for Jonas Gahr Støre gik på vækst og beskæftigelse, hvor partiformanden uden slinger i valsen slog hårdt på den siddende højreorienterede regering for ikke at gøre nok og for at øge væksten og  hæve beskæftigelsen.

Krisestemningen var forduftet blandt nordmændene, og nu efterlyste vælgerne ikke længere frelse fra krisen og reparation

Som Gahr Støre selv sagde i 2016: ”Norge trenger en regjering som setter arbeid til alle som sin viktigste sak… Arbeid til alle er jobb nummer én, ikke nummer fire, fem eller seks - men nummer én”

Problemet for Støre var bare at han blevet overhalet indenom af den økonomiske virkelighed. Mens S-lederen holdt brandtaler om den stigende ledighed på 4,1 procent i marts 2016, så var ledigheden faldet til 2,6 procent i juni i år. Krisestemningen var forduftet blandt nordmændene, og nu efterlyste vælgerne ikke længere frelse fra krisen og reparation, til gengæld begyndte de at se mere lyst på fremtiden. Mange vælgere var stadig optaget af reparation af velfærden, men nu blev de også fokuserede på miljø, nærdemokrati og andre spørgsmål.

2. Den socialdemokratiske kurs forsvandt i tågen
Som tågen, der hersker over de norske bygder, så herskede den også over Arbejderpartiets valgkamp. Man fik ikke skabt nok klarhed og og begejstring, selv om budskabet om at hæve skatterne for at styrke velfærden leverer ideologisk kant overfor både Fremskrittspartiet og Høyre.

Budskabet havde også en god genklang blandt mange vælgere. Faktisk havde Støre opbakning til de stigende skatter helt frem valget, hvor 38 procent af nordmændene få uger før valget var villige til at punge ud.

Men denne dagsorden – selvom den er modig efter danske standarder - viste sig alligevel at være utilstrækkelig i forhold til at sætte en kurs, der kunne begejstre nordmændene og vise, hvilken fremtid Arbeiderpartiet vil levere til nordmændene.

At markedsføre sig selv, som de bedste administratorer af det bestående norske velfærdssamfund var ganske enkelt ikke nok

At hæve skatterne var med andre ord ikke problemet i sig selv, men det var det til gengæld at ville hæve dem uden at have en klar retning for samfundets udvikling. Støre savnede et større og mere helstøbt politisk projekt, der kunne vise nordmændene en vej ind i fremtiden, nu de havde lagt krisestemningen bag sig.

At markedsføre sig selv, som de bedste administratorer af det bestående norske velfærdssamfund var ganske enkelt ikke nok. Der er behov for at gøre sig mere umage og være mere ambitiøs. Symptomatisk nok var Arbeiderpartiets valgslogan ”Alle skal med” en direkte kopi af det de svenske socialdemokrater brugte for et par år siden, et udspil fra det danske socialministerium i 2013 og en intern arbejdsgruppe i det danske socialdemokrati.

3. Præsidentvalget: ’Ordblinde Erna’ versus ’mangemillionæren Jonas’
Med tågede budskaber blev valgkampen mere et præsidentvalg mellem Høyres statsminister Erna Solberg og udfordreren Jonas Gahr Støre.

Målingerne lullede partiet i tornerosesøvn.

Selvom Jonas Gahr Støre i målinger ofte har fremstået som Norges absolut mest populære politiske skikkelse, så toppede han for tidligt og tog ikke opbakningen med sig ind i valgkampen. Faktisk kunne man nok give de gode målinger en del af ansvaret for, at de norske socialdemokrater ikke fik fremlagt mere politik og ikke nåede at ændre kursen. Målingerne lullede partiet i tornerosesøvn.

Og i stedet for at bringe sejren sikkert i hus, så væltede læsset. Rygterne begyndte at svirre om mangemillionæren Gahr Støre (Han god for mere 50 millioner norske kroner), der skulle have brugt vennetjenester i en sag om byggeinvesteringer og havde gemt store formuer væk i en hemmelig fond. En af Støres rådgivere Hans Kristian Amundsen forsøgte sig både med advokat og telefonopkald for at bremse en historie i den norske avis VG. Det fik en skatteekspert til at føle sig truet og den historie endte selvfølgelig på avisernes forside.

Intet indikerede, at Gahr Støre havde gjort noget egentligt galt, men alligevel fungerede historierne perfekt til at tegne et billede af Jonas Gahr Støre som den elitære rigmand uden forbindelse til folket. Det tegner et billede af en Socialdemokratisk partileder, der ikke lever et liv, der minder om det de socialdemokratiske vælgere.

Hypen omkring hende er atypisk for en konservativ leder. Hun bliver set som meget mere folkelig

Stillet over for ’ordblinde Erna’ som er det kælenavn statsminister og Høyre-leder Erna Solberg bærer på, så var Støres stjernestatus knust til støv. Som Tor Bang, lektor i kommunikation ved den norske handelshøjskole har sagt: ”Hypen omkring hende er atypisk for en konservativ leder. Hun bliver set som meget mere folkelig”.

4. Tonen i udlændingedebatten
Udlændingespørgsmålet spillede også en rolle i valgkampen og bidrog formodentlig til, at Arbejderpartiet i sidste ende ikke fik flyttet nok stemmer til sig fra den blå blok.

Mens Danmark og Sverige har stået som yderpunkterne i den nordiske udlændingedebat gennem de seneste mange år, så har Norge bevæget sig lidt mellem de to poler. Norge startede tæt på den liberale svenske position, men i de senere år er både den norske regering og Arbeiderpartiet drejet mere i dansk retning.

En stram udlændingepolitik var i mange år forbeholdt det norske Fremskrittsparti. Derfor har Fremskrittspartiet udtrykt sig mere og mere voldsomt i for holde sit ’forspring’ i debatten i takt med at de øvrige partier har strammet deres politik. Særligt Sylvi Listhaug fra Fremskrittspartiet, der mest ligner en norsk udgave af Inger Støjberg, formåede under og op til valgkampen at sætte den politiske dagsorden og fremprovokere reaktioner fra Arbeiderpartiet.

I løbet af valgkampen kom Jonas Gahr Støre derfor til at tale mere og mere om, at tonen var blevet ’mere kold’: ”Frp har flyttet grenser i måten vi snakker om hverandre på”. En situation, der vækker mindelser om 90’ernes danske retorik, hvor det alene er retorikken, der blev adresseret. Men netop reaktioner fra socialdemokraternes side var mere end rigeligt til at drage oprigtigheden om strammere kurs i udlændingepolitikken i tvivl. Også selv om kritikken af tonen kunne have fået positiv appel hos de blå midterpartier, Venstre og Kristeligt Folkeparti.

Slik skal vi ikke ha det i Norge. #verdivalg #alleskalmed https://t.co/QmLB424qPZ
— Jonas Gahr Støre (@jonasgahrstore) 26. august 2017

Derfor blev udlændingespørgsmålet endnu en gang et bidrag til, at et socialdemokratisk parti blev fanget på det det forkerte ben i udlændingedebattens malstrøm af moral, strategi og bekymringer om fremtiden.

5. Land, by og identitet – det nye skisma
”Globaliseringen betyder, at alt er i bevægelse omkring os. Vi bliver konfronteret med vores egen identitet og arv på en helt anden måde end tidligere. Hvad er specielt for det norske?”

Sådan spurgte en chefredaktør på avisen Vårt Land. Men hverken Høyre eller Arbeiterpartiet formåede at svare klart på dette spørgsmål, hvilket bidrog til at gøre Senterpartiet til valgets klart største vinder med 10,3 procent, hvilket udgør næsten en fordobling af tilslutningen. Mens udkant- og provinsdiskussionen langsomt har fået fat i Danmark, så har diskussionen om centraliseringens konsekvenser længe raset i Norge. En strid, der også udkrystalliserer sig i disse års meget omstridte modsætning mellem elite og almindelige borgere.

Det kunne derfor ligne et opråb fra provinsen, som centrum-venstre partier over hele Europa skal have svar på.

Når Norge samtidig er et langt større geografisk land end Danmark, men med en langt mindre befolkning, så er der brænde til bålet. Afstande betyder mere end i Danmark, og begrebet Distriktsnorge betegner det liv udenfor de store byer, som mange nordmænd sætter pris på, blandt andet fordi staten gennem årtier har haft en særlig rolle i at sikre gode betingelser for livet overalt i Norge. Staten har traditionelt investeret i gøre det muligt at leve et moderne liv udenfor udenfor storbyerne med velfungerende uddannelsesinstitutioner, hospitaler og infrastruktur.

Arbeiderpartiet blev fanget mellem en klassisk tredjevejstænkning om modernisering, centralisering og effektivisering på den ene side, og nordmændenes ønske om ’det gode liv’ udenfor storbyerne på den anden side.

Forskydningen af balancen mellem center og periferi er for længst slået igennem med Dansk Folkeparti herhjemme, ligesom den også har gjort det med Senterpartiets fremgang i Norge. Det kunne derfor ligne et opråb fra provinsen, som centrum-venstre partier over hele Europa skal have svar på.

Støre kan spille Stolberg-trumfen
Arbeiderpartiet skal nu i gang med sin evaluering af valget. Partiet har tidligere løftet sig efter markante nederlag. Det skete efter Stortingsvalget i 2001, hvor Jens Stoltenberg tabte regeringsmagten og fik et endnu dårligere valg end Gahr Støre gjorde denne gang.

Jonas Gahr Støre som udenrigsminister (TV) Jens Stoltenberg som statsminister (TH). Kredit: NATO

Det skete ikke uden skarpe diskussioner og personopgør, men i sidste ende samledes partiet atter bag Jens Stoltenberg, som genvandt regeringsmagten igen ved valgene i 2005 og 2009, hvor sidstnævnte valg gav intet mindre end 35,4 procent af stemmerne.

I sidste ende samledes partiet atter bag Jens Stoltenberg, som genvandt regeringsmagten igen ved valgene i 2005 og 2009

I Norge tager man tingene en smule afslappet, hvorfor toppen af Arbeiderpartiet først mødes på tirsdag og derefter indleder sin egen valgevaluering. Det kan meget vel komme til konfrontation mellem en midtersøgende kurs repræsenteret ved Gahr Støre og en mere venstreorienteret linje ved næstformand Trond Giske. Ikke mindst fordi valgresultatet også gav fremgang til den norske venstrefløj.

Jens Jonatan Steen, er chefredaktør på Netavisen Pio

Peter Koch Palshøj, er Udviklings- og kommunikationschef, tidligere generalsekretær for SAMAK - det nordiske forum for socialdemokraterne.