Notatudkast fra regeringsforhandlingerne: Velfærden skal have et ekstra løft

Regeringsgrundlag

Notatudkast fra regeringsforhandlingerne: Velfærden skal have et ekstra løft

En ny rød regering vil sikre et ”egentligt løft af velfærden”, men det vil tage tid, fremgår det af et udkast fra forhandlingerne

Foto: Socialdemokratiet

Det er ikke meget, der er sluppet ud fra forhandlingerne om en ny regering, men et lækket papir viser, at en ny regering er klar til at investere yderligere i velfærdssamfundet. Det skriver Jyllands-Posten.

En ny rød regering vil ikke bare afsætte penge til, at der i fremtiden kan leveres den samme velfærdsservice som i dag til et stigende antal børn og ældre. Den vil derudover sikre, at ”der sker et yderligere egentligt løft af velfærden”.

Det fremgår af dele af et udkast, som Jyllands-Posten har læst, og som indgår i de ellers lukkede regeringsforhandlinger, der for tiden finder sted på Christiansborg.

Hvor stort velfærdsløftet skal være, vil ifølge udkastet afhænge af de næste års finanslove og politiske tiltag, men i udkastet konstateres det, at ”det vil tage tid at sikre et løft af velfærden”.

En ny retning

De fire partier, der forhandler – Socialdemokratiet, De Radikale, SF og Enhedslisten -  har alle i valgkampen lovet at styrke den offentlige velfærd, selvom der i fremtiden kommer markant flere børn og flere ældre. Det som i økonom-tale kaldes det demografiske træk.

Det vil ifølge Finansministeriet koste cirka 20,5 milliarder kroner at finansiere det demografiske træk. Beløbet vil stort set tømme det såkaldte økonomiske råderum i 2025.

I regeringens konvergensprogram tilbage fra april måned, blev det økonomiske råderum opgjort til 24,5 milliarder kroner i 2025.

Det noteres også i notatudkastet, at ”der vil løbende være behov for at prioritere og tilvejebringe den nødvendige finansiering”, men der fremgår ikke konkrete tiltag, der skaffer nye penge, i de dele af udkastet, som Jyllands-Posten har læst.

Mandag var de officielle forhandlinger sat på pause, men er genoptaget tirsdag.

David Troels Garby-Holm

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.