Nu afgøres det: Er fald i eget hjem under hjemmearbejde en arbejdsskade?

Retssag

Nu afgøres det: Er fald i eget hjem under hjemmearbejde en arbejdsskade?

En kvinde faldt i december 2020 over en kasse i sit eget hjem, mens hun arbejdede hjemme under coronanedlukningen. HK mener, at det var en arbejdsskade, men Ankestyrelsen er uenig. I dag begynder sagen i Højesteret

Mads Samsing, næstformand, HK Danmark
Billedtekst
Mads Samsing, næstformand, HK Danmark
Foto: HK

Under corona blev vi vant til hjemmearbejde, og siden er det for mange blevet en fast del af arbejdsugen. 

At mødestedet ikke er på arbejdspladsen, men derimod i egne gemakker, har dog i flere tilfælde givet anledning til spørgsmålet om, hvornår en skade i løbet af en hjemmearbejdsdag er en arbejdsskade. 

Hjemmearbejde er som udgangspunkt dækket af arbejdsskadesikringen, men praksis er, indtil dommen falder, uklar

Og det bliver stadig vigtigere at få fastlagt grænserne, for hjemmearbejde er udbredt og kommet for at blive.

“Vi ser flere sager fordi hjemmearbejde bliver mere og mere almindeligt. Heldigvis har Ankestyrelsen ændret holdning, så meget bliver efterhånden dækket,” siger Mads Samsing, HK’s næstformand til Netavisen Pio.

Arbejdsskader sker også i hjemmet

I udgangspunktet er man omfattet af arbejdsskadeloven, når man arbejder hjemmefra. Der skelnes dog mellem, om det er arbejdet eller private forhold, der er årsag til skaden. 

Netop det, er omdrejningspunktet i en Højesteretssag, der starter i dag.

“Hjemmearbejde er som udgangspunkt dækket af arbejdsskadesikringen, men praksis er, indtil dommen falder, uklar. Derfor afventer vi dommen med overordentlig stor interesse,” siger Mads Samsing.

Om hvilken betydning det får for arbejdsgivere, der har hjemmearbejdende medlemmer siger Samsing:  

“Hvis dommen falder ud som vi håber, så skal arbejdsgiveren blot bede medarbejderen sikre sig, at hjemmearbejdspladsen er forsvarligt indrettet. Mere behøver de faktisk ikke.”

Kaffe, kasse og brækket skulder

Som tusindvis af andre arbejdede en kvinde under den omfattende nedlukning i december 2020 hjemmefra. På et tidspunkt rejste hun sig fra sin arbejdscomputer for at lave kaffe.

På vej tilbage til computeren snublede kvinden over en kasse, der stod på gulvet og brækkede skulderen. 

Kvinden ville have skaden anerkendt som en arbejdsskade, men det afviste Ankestyrelsen, fordi faldet skyldtes private forhold - altså en kasse. 

HK, der er kvindens fagforening, erklærede sig uenig og indbragte sagen for Byretten. 

Byretten gav Ankestyrelsen medhold, fordi faldet over kassen  “ikke kunne anses som en følge af de forhold, hvorunder arbejdet var udført”.

HK ankede sagen til Landsretten, hvor der blev lagt vægt på, at arbejdsgiver ikke havde givet anvisninger til, hvordan hjemmearbejdspladsen skulle indrettes, og at faldet skete i forbindelse med, at kvinden ville lave kaffe, hvilket anses som en naturlig del af en arbejdsdag. 

Landsretten mente i øvrigt, at det var ligemeget, om kvinden var snublet over sine egne ben eller over en kasse. Skaden var sket under hjemmearbejdet. 

Det skal de kunne gøre uden at bekymre sig om, at de stilles ringere

Ankestyrelsen skulle derfor anerkende skaden som en arbejdsskade. Det ville de dog stadig ikke og indbragte i stedet sagen, som altså starter i dag, for Højesteret.

Anerkendes skaden som en arbejdsskade, betyder det ifølge Mads Samsing, at HK's medlemmer trygt kan udnytte den fleksibilitet som hjemmearbejde tilbyder. 

“Det skal de kunne gøre uden at bekymre sig om, at de stilles ringere. Så det vil være en lettelse, og det vil være godt for den fortsatte udvikling af et fleksibelt arbejdsmarked.”

Der afsiges dom i sagen den 2. maj.

Opdateret den 30. april.

 

Anne-Sofie Søndergaard Bak Madsen

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Nielsen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.04.2025 - 12:58

Arbejdsskade ? Bop bop bop !
Den er sgu svær . Personligt mener jeg at det er en uskik at blande privat og arbejdsforhold sammen .
Hvad med de lovpligtige krav ( APV etc ) der kræves af alle virksomheder med 1 eller flere ansatte.?
Disse krav må så også gælde når det er privatboligen og forholdende der, som bruges som arbejdsplads .
Eller ser man bort fra kravene om en arbedspladsvurdering ved hjemmearbejde ?

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.04.2025 - 20:57

Ærligt talt, hvis man skvatter over en kasse i sit eget hjem, er det en pinlighed - ikke en arbejdsulykke. Jeg går ud fra, at alle er interesserede i, at vi har fleksible arbejdsforhold, hvor man har mulighed for at arbejde hjemmefra. Den kan den her slags egoistiske sager sætte en stopper for. Det er simpelthen for dumt - der MÅ være en grænse for tåbelighederne. Måske den kvinde skulle finde ud af at rydde op i stedet for at forsøge at udnytte situationen til egen fordel - det er i al fald ikke med omtanke for konsekvenserne for andre. Og HK burde slet ikke tage sagen op.

Hvis jeg står på hovedet ned ad trappen mellem kontor og køkken, er jeg en klodsmajor. Hvis jeg brækker ryggen er det ligegyldigt, om jeg havde hjemmearbejdsdag eller ej - det må være hændeligt uheld, som jeg kun kan laste mig selv for.
Det kunne jo ligeså godt være sket på et hvilket som helst andet tidspunkt, som intet havde med arbejde at gøre.

Shit happens, sådan er det bare. Lev med det!

Indsendt af Thor (ikke efterprøvet) den Torsdag den 24.04.2025 - 21:38

Enig med de andre. Lad os nu holde tingene adskilt, det andet er useriøst.

Indsendt af Mads (ikke efterprøvet) den Søndag den 27.04.2025 - 08:33

Hvis man arbejder hjemme må det jo være en arbejdsskade..hvis vedkommende var taget hen på arbejdspladsen ville det have været en arbejdsskade..
En løsning kunne måske være, at når nu man som lønmodtager så gerne vil arbejde hjemme, ja så kunne man måske skrive under på at det er under eget ansvar ift ulykker ect…bare en tanke:)

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.