Nu skal Mette Frederiksen vinde freden

Glem alt om corona-effekt. Dansk politik er tilbage til normalen og det er faktisk ikke dårligt for Socialdemokratiet.
Foto: Socialdemokratiet
Havde det ikke været for corona-aflysning, så havde socialdemokraterne sidste år kunnet afholde kongres på et tidspunkt, hvor partiet stod til 33 procent i meningsmålingerne.

Eller det havde de selvfølgelig ikke. De skyhøje meningsmålinger skyldtes måske ikke alene, men så alligevel primært den “rally around the flag”-effekt, der bliver ledere tildelt i akutte krisetider.

For coronakrisen bød ikke kun på folkelig opbakning til Mette Frederiksen. Både Donald Trump og Boris Johnson, der begge fejlhåndterede epdidemien katastrofalt, gik midlertidigt frem i meningsmålingenre.

Helst foruden i fredstid

I Socialdemokratiet er man bevidst om risikoen ved at Mette Frederiksen bliver til en krise-leder. Altså sådan en danskerne værdsætter i katastrofesituationer, men helst er foruden i fredstid.

Det slider at være på og ingen politiker har været mere på, siden coronaepidemien ramte.

Til gengæld har det gjort en forskel. Uden Mette Frederiksen ingen Barbara Bertelsen og så var Danmark gået ned af samme spor som Sverige.

Sandsynligvis med tusindvis af dødsofre som konsekvens.

Samtidig er det lykkedes med trepartsforhandlinger og støttepakker at holde hånden under dansk økonomi i en grad hvor beskæftigelsen i dag er bedre end før corona.

Kan Socialdemokratiet følge med?

Danmark er i topform. Spørgsmålet er om regeringen kan holde tempoet og følge med?

Kriseledere har det nemlig med ikke at blive genvalgt. Vælgerne er troløse. De belønner ikke politikere for god indsats, men alene på fremtidige forventninger.

Det mest berømte eksempel er krigshelten Winston Churchill der i 1945 tabte til socialdemokraten Clement Attlee.

Men et nyere og mere nærværende eksempler er Jens Stoltenberg og Erna Solberg i Norge. De tabte begge valget efter at havde nydt massiv popularitet efter henholdsvis Utøya-massakren og corona-krisen.

De borgerliges eneste håb

Det er også her de borgerlige placerer deres største - og måske eneste håb.

At Mette Frederiksen som Churchill eller Stoltenberg vinder krigen, men taber freden.

Analysen er korrekt så langt, at Mette Frederiksen ikke skal regne med, at vælgerne belønner hende for en corona-håndtering der ligger år tilbage.

Når den alligevel kommer til kort, for der er mildest talt markante forskelle på situationen for de danske og de norske socialdemokrater og for så vidt også de britiske konservative efter 2. verdenskrig.

Jens Stoltenberg havde dårlige meningsmålingerne før Utøya. Det samme havde Erna Solberg før corona. Churchill var aldrig kommet i nærheden af premierministerposten, hvis det ikke havde været for krigen.

Stod også stærkt før corona

Omvendt stod Mette Frederiksen allerede bomstærkt før coronaen. Socialdemokratiet gik frem i meningsmålingerne, mens regeringen med indgrebet mod boligspekulanterne i Blackstone havde bevist, at man med opsigelsen af alliancen med de radikale stod stærkere og friere end nogensinde.

Med regeringens prestige-projekt Arne-pensionen blev det endegyldigt slået fast, at den radikale hals og håndsret over Socialdemokratiets politik var ophørt.

Åget var brudt og strategien fra før valget om at basere sig frit på skiftende flertal kronet med succes.

Når coronakrisen alligevel kan ende med at spille en afgørende politisk rolle, så er det fordi den - sammen med Kabuls fald, meget vel kan blive symbolet på afslutningen af en æra.

På samme måde som højrefløjens krigseventyr kom til kort i både Irak og Afghanistan, så blev coronaindsatsen en sejr for de traditionelle socialdemokratiske virkemidler.

Medicinen mod både smitte og økonomisk ruin var statsintervention og lederskab og indtil videre virker det til, at Danmark er et af de lande i verden der kommer bedst ud af krisen.

Det er ikke tilfældigt at frimarkedsfundamentalisterne i CEPOS under coronakrisen miskrediterede sig selv i en grad, hvor det vil tage år at genopbygge troværdighenden.

Tidsånden er med dem der forstår at sætte ord og retning på den og det er i hvert fald ikke liberalisterne.

Står ikke længere alene på den røde sejrsskammel

Ud over Spanien og Portugal havde Mette Frederiksen længe den tvivlsomme ære at stå i spidsen for et af Europas få succesfulde arbejderpartier.

Det ser imidlertid ud til at ændre sig med Jonas Gahr Støre overraskende valgsejr i Norge og de tyske socialdemokraters intet mindre end mirakuløse vækst i meningsmålingerne op til valget senere på måneden.

Det bliver af af regeringskritiske kommentatorer udlagt som, at Mette Frederiksens linje ikke længere er den eneste vej til succes for Europas arbejderpartier.

I dagbladet Information har man travlt med at forsikre læserne om, at socialdemokratismen ikke bærer nogen nævneværdig andel i sejren.

Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at den norske valgsejr er bygget over samme vælgerkoalition og opskrift på succes som den danske.

Socialdemokratiet har som det store folkelige parti valgt at finde tilbage til rødderne og kernevælgerne i arbejderklassen, mens man har overladt dem med de lange uddannelser inde i byerne til venstrefløjen.

Rigeligt med isbjerge i horisonten 

For yngre socialdemokrater der aldrig har oplevet andet end nederlag, kan succesen virke helt svimlende. Der er dog heldigvis tilstrækkeligt med isbjerge ude i horisonten til at holde sosserne på dupperne.

Først og fremmest er den nuværende svage opposition forbigående. Lige nu kræver det en gevaldig turban at rumme alle de appelsiner der kommer dumpende i Mette Frederiksens retning.

Senest Lars Løkke Rasmussens desperado-projekt Moderaterne.

Man skal aldrig sige aldrig når det gælder Lars Løkke, men chancerne for at Løkke kommer til at sidde på de afgørende mandater er cirka som at vinde i lotto. At han til gengæld kommer til at sprede yderligere gak og løjer i blå blok, er sikkert som regnvejr i november.

Men modsat socialdemokraterne efter valget i 2001, så kommer de borgerlige ikke til at skulle bruge fire-fem valg før de får styr på butikken.

De vender tilbage med fornyet kraft og det er i øvrigt meget godt, for det er hverken sundt for Danmark eller for Socialdemokratiet med en ubrugelig opposition.

Magtpartier overtaget systemets logik

Dernæst er der den naturlige slitage der rammer ethvert magtparti. Langsomt kommer man til at overtage systemets logikker og glemme de mennesker hvis stemmer man i sidste ende er afhængig af.

Det kræver sin (succesfulde) leder at omgive sig med rådgivere der stiller alle de trælse spørgsmål. Med Martin Rossen og Henrik Sass-Larsen ude af billedet, har Mette Frederiksen mistet sine bedste strateger.

Til gengæld er det ikke svært at få øje på nye talenter længere nede i rækkerne.

Fundamentet for partiets succes er i høj grad den ideudvikling tidligere DSU’ere har stået for.

Ønsker man at bevare og udvide den styrkeposition, så er det vigtigt at der fortsat bliver tænkt tanker og skrevet bøger og kronikker, nu hvor alle parti-forfatterne har travlt med at være ministre.

Den helt store udfordring: De radikale

Endeligt er der den helt store udfordring for Socialdemokratiet og det er som altid de radikale. For på godt og ondt er velfærdssamfundet resultatet af alliancen mellem Socialdemokratiet og De Radikale.

Så kan det godt være at forholdet til tider var mere præget af nød end af lyst, men man havde tilstrækkeligt med fælles interesser til at holde sammen-  i hvert fald det meste af tiden.

Opgøret med de radikale og beslutningen om at gå alene i regering var både rigtig og nødvendig, men den efterlader en strategisk udfordring som vil stå tindrende klar den dag S er i defensiven.

For hvem skal udfylde pladsen som ny samarbejdspartner? Der er intet Pia Olsen Dyhr hellere vil, men kan SF holde til ansvarets åg? Og hvad med Dansk Folkeparti? De er nyttige, men troløse og kan meget vel være væk eller helt ligegyldige efter næste valg.

Så er det måske alligevel bedst at prøve at prøve at finde sammen med de radikale igen.

Niels Jespersen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Jonas Gahr Støres overraskende valgsejr var et tab på ét mandat i Stortinget. Jeg forstår stadig ikke hvordan et tab kan blive til en sejr, men sådan er der så meget. Hvordan det går i Tyskland, ved vi endnu ikke, men Mette overlever garanteret nogle år mere og nogle valg mere. Især hvis hun sørger for noget tilbagevandring; det går lidt skralt for tiden på den front.

Lars Løkke Rasmussen "vandt" jo også valget i 2015 og blev statsminister, selv om Venstre tabte 13 mandater og de Konservative 2 mandater. Socialdemokratiet vandt 3 mandater ved valget, men fordi både de Radikale og SF tabte hver 9 mandater "vandt" Lars Løkke Rasmussen, men kun fordi DF vandt 15 mandater og blev det største borgelige parti.

Hvis R skulle med i en S ledet regering skulle SF også, og så skulle Lidegård, der er den mest normale i det parti være formand for R. Mon man kan være så heldig at Sofie ikke genvælges ? Lidt flere radikale af Jelveds rolige format ville være godt. Men jeg tror ikke på R kommer med.

Helle, hvor kan du få sådan nogle tanker??
"Lidt flere radikale af Jelveds rolige format ville være godt". Er hun ikke en ulv i fåreklær'?
Nej ikke flere radikale, de har om nogen ødelagt Danmark.
Igen: stor tak til MetteF for ikke at have R med i den nuværende regering.

Stor Tak til Niels Jespersen for en kommentar med historisk vingefang! Ja, vi er nødt til at forholde os til de Radikale, og vi kan stadig udrette en masse sammen.

Ja sådan så jeg også på hende under Thorning tiden, hun var strid, men jeg synes hun fik lidt ro på sit parti under krisen med Østergård. Jeg finder der kun af få normale i den gruppe, Lidegård og Steensgård, resten ?????

Med en statsminister der ligger langt til højre for DF på udlændingeplitikken og langt til højre for Venstre på socialplitikken, er det svært at se, hvorfor man skulle stemme på hende.
Hun er jo ikke socialdemokrat.

At socialdemokratiet og Mette Frederiksen ligger til højre for DF stemmer ikke med den virkelig jeg ser. Deres/ hendes politik stemmer mere overens med de holdninger der er til indvandre og flygtninge hos et stort flertal af befolkningen, det er jo i sidste ende vælgerne der bestemmer hvilken politik der skal føres når de stemmer på det parti de er mest enige med. Hvis befolkningen ønsker en mere human flygtningepolitik, må de jo flytte deres stemmer til SF, Enhedslisten og de Radikale.
Når det gælder socialpolitikken har du vidst ikke fulgt med i hvad partiet Venstre står for, herunder beskæring af velfærden, som det skete både under både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen da de var statsministre og indførte et 2% omstillingsbidrag, nedskæringer i bevillinger til alle offentlige institutioner som hospitaler og skoler m.m. (besparelser) gældende for hvert år.

Det er da den indirekte årsag til sygeplejerskerne strejker, det er da levn fra de borgerlige regeringers tid i sundhedssektoren og nedskæringer og det kan nuværende regering jo ikke genoprette overnight, det vil tage lidt mere tid.

Den holder ikke i byretten Ole. Og let ikke i Landsretten, sikke noget vås.

Den holder ikke i byretten Ole. Og slet ikke i Landsretten, sikke noget vås.

Her i ikke bemærkede skiftet til liberale politik hos os med "Danmark kan mere Nr. 1" . Under covid19 var det SD klassiske (Keynes) hvor efterspørgslen blev øget 2020-21 og reduceret igen i 2022. Nu er det igen liberal, med fokus på udbud af mere arbejdskraft gerne billig selvfølgelig. I realiteten er der en mindste løn i DK som er ca. Bistandshjælp + 2.500 kr. Så hver gang vi sænker bistand ydelsen eller masser flere ud i lavlønsjobs, falder lønnen for the working poor i DK. Ansættelsesvikårene er så ustabil for lavlønsgrupperne er de ikke kan opnår understøttelse så det er bistanden der giver bunden. Heldigvis for lavlønsgrupperne har DF stoppede importen af billige arbejdskraft uden fra EU. Konkurrence staten er igen bevet vores politik bare uden Helle og Bjarne.

Og nu vil Mette Frederiksen med nedskæringer på dansk fødevareproduktion få den europæiske arbejder til at løbe endnu hurtigere for at skaffe mad på bordet.

Mangelsituationen af fødevarer i Europa vil få prisniveauet op. Og arbejderne skal løbe endnu hurtigere i det liberale samfund, hvor enhver er sig selv nærmest og fødevarerne ikke lige står uden for døren billigt og statssubsidieret! I fremtiden!

Folk skal for alvor til at arbejde for føden. I Europa!

Som i de gode gamle dage.

Hvor klimaet var klima!

Og en arbejder en arbejder!

Menneskeskabt klima kom med i 80’erne og forskerne!

Hvis klimaet også var menneskeskabt i romertiden, er det spændende hvor langt jordens befolkning skal reduceres tilbage!

Måske klimaet kun tåler befolkningstallet i Århus!

Hvis forskernes måleinstrumenter altså er følsomme nok!

Måske nogle af verdenshistorien store krigsherrer i virkeligheden var de bedste klima-forkæmpere!

Verden nogensinde har set!

Hvem der kommer til at dø som følge af Parisaftalen er der ingen udregninger på!

Klimafornægtere og klimaforofre trives side om side!

Ingen vil erkende deres eksistens!

Om en milliard menneskers død bliver konsekvensen af Parisaftalen udført 100% med tillæg i ambitiøse lande, er mere end sandsynligt.

Konsekvenserne er endnu mere komplicerede end vind, vejr, temperaturer, havniveau, luftfugtighed, tørke, oversvømmelser, osv.

Politik, samfund, beslutningsprocesser, økonomi, BNP, massearbejdsløshed, social uro, regional krige, våbenproduktion, forsvarsalliancer, FN, osv er langt mere kompliceret stof end klimaforandringer studeret af forskere.

De samfundsmæssige konsekvenser af Parisaftalen har ingen seriøs politiker endnu turdet beskæftige sig med.

Der er verden endnu ikke!

Lig skal på bordet! Og snart glemmer verden at en lille Grete startede det .alt sammen.

Alle krige har deres uforudsigelige gang!

Hvorfor gjorde I ikke noget for at stoppe det?

Fordi hele verden var på vej i en retning!

Olaf Scholz kan måske gøre den forskel som verden behøver.

En helt som tyskerne mangler i deres historie!

Freden reddes som regel i Tyskland?

Måtte tredie gang blive lykkens gang.

Moderation! I Danmark en Lars Løkke der lytter til folket i Moderaterne! Partiet der ser tiden, er i tiden, og træffer de nødvendige beslutninger for fattige som rige,

Et Danmark uden landbrug er som et Europa uden Tyskland!

Det ved Løkke og Scholz!

De radikale kræver nu 80% CO2 reduktion!

Yderligere en milliard mennesker må lade livet! I de radikales humanistiske klimakamp!

Om Løkke og Socialdemokratiet fandt sammen ville såvel klimaet som danskerne have en chance!

Men den analyse kræver at Mette er i stand til at skrive en bog. En bog der imødekommer Lars Løkke Rasmussen!

Og medtager klimakampens ofre! Ærligt og redeligt! Og husker Danmarkshistorien! Og den europæiske!

At vinde freden kræver at vinde folket, arbejderne, bønderne, sygeplejerskerne, lærerne, VVSerne, osv.

Oftest blev de blot sendt i krig!

Det er Mettes forfejlede strategi! Efter coronaen!

Lars Løkke har taget sine tæsk! Ligeledes Olaf School! Lyt Mette!

Det gælder Danmarks og Europas fremtid! Arbejder bonde!

Christiansborg er en "forretning". Et manipulerende "teater",med "dårlige komedier".Hvor landets borgere betaler "skuespillernes" årsløn.

Og så en REMINDER.....CORONAEN er på ingen måde forbi eller ovre. Det mest nedladende er at denne virus nu er
blevet sidestillet med en såkaldt almindelig influenza. På trods af at der dagligt her i Danmark dør mellem 2 til 4 personer af CORONA.Stadigvæk. Hvad må alle pårørende der har mistet en nærtstående til Covid, da vel ikke tænke ? En HÅN mod alle
Coronadøde og mod dem der står tilbage. BLÅ BLÅ BLÅ tankegang er hele denne Coronaudlægning. BLÅ strategi i et BLÅT program. Og desværre er der altfor mange der ikke kan se det.

Annonce