Annonce

Nu strammes grebet om kvotekongerne

Efter megen blæst om de såkaldte kvotekonger tager Folketinget nu første skridt til at begrænse koncentrationen af fiskekvoter.
Alle partier i Folketinget bakkede i torsdag op om at stramme indsatsen over for de såkaldte ’kvotekonger’. Med en ny lov bliver det muligt at kræve fuld gennemsigtighed med, hvem der reelt ejer fiskekvoterne, og dermed bliver det vanskeligt for kvotekongerne at omgå de gældende regler.

"Der er tale om en stramning af koncentrationsreglerne, som betyder, at fiskere får sværere ved at snyde på vægten, når det skal gøres op, hvor mange fiskekvoter, de reelt ejer”, lød det fra Socialdemokratiets ordfører Simon Kollerup i forbindelse med dagens førstebehandling i Folketinget.

[content_block id=42133 slug=kvotekonger]

Vedtagelsen af de nye lovforslag kommer efter længere tids politisk uro om netop kvotekongerne, som fik sin foreløbige kulmination i august, da Esben Lunde Larsen blev fjernet fra posten som fiskeriminister. Både Dansk Folkeparti og oppositionen var stærkt utilfredse med det, de oplevede som Lunde Larsens manglende vilje til at gribe ind mod kvotekongerne.

Fuld gennemsigtighed om ejerkreds
Dagens lovforslag er en direkte udløber af den fiskeripakke, ’Vækst- og Udviklingspakke for dansk fiskeri’, som i december sidste år blev indgået af et flertal uden om regeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Her var et af de centrale formål netop at sikre, at fiskekvoterne ikke koncentreres på få hænder.

Med dagens lovforslag bliver det muligt at kræve fuld gennemsigtighed om ejerskabet i de erhvervsfiskerselskaber, der ejer fiskekvoterne. Som reglerne er i dag, er der kun krav om, at to tredjedele af selskabet ejes enten af personer, der er registreret som erhvervsfiskere, eller af et eller flere erhvervsfiskerselskaber, som ejes 100 procent af personer, der er registreret som erhvervsfiskere.

Derimod er der ingen krav til ejerskabet af den sidste tredjedel af erhvervsfiskerselskaberne, og et bredt politisk flertal frygter derfor, at ’kvotekonger’ kan udnytte det smuthul til at omgå reglerne for, hvor stor en andel af de samlede fiskekvoter, de må sidde på. Lovforslaget lægger derfor op til, at det også skal være muligt at få indsigt i ejerkredsen til den sidste tredjedel af selskaberne.

Lunde afviste flere tiltag mod kvotekonger
Socialdemokraternes Simon Kollerup understregede samtidig, at dagens lov blot er det første skridt i en række af tiltag, der skal dæmme op for kvotekongerne. Der foregår i øjeblikket forhandlinger om yderligere tiltag mod kvotekongerne, forhandlinger der nu foregår i samarbejde med den nye fiskeriminister, Karen Ellemann.

Foråret igennem forsøgte oppositionspartierne at få daværende fiskeriminister Esben Lunde Larsen til at fremlægge yderligere forslag til, hvordan reglerne mod kvotekonger kunne strammes. Esben Lunde Larsen hævede imidlertid, at han kun var blevet præsenteret for ét enkelt forslag af sine embedsmænd.

Men Berlingske kunne i marts afsløre, at afsløre, at Lunde havde kendt til flere forslag, og på et samråd erkendte Lunde, da også at der havde været flere forslag i spil. Hans ministerliv hang i en tynd tråd, og Dansk Folkepartis ordfører Ib Poulsen var ude med hård kritik. I første omgang lykkedes det ham at overleve ved at give Folketinget en undskyldning, men efter yderligere afsløringer af, at han havde modarbejdet indsatsen mod kvotekonger, blev han i august fyret som fiskeriminister og erstattet af Karen Ellemann.

Tætte bånd fra Venstre til kvotekonger
Sideløbende er det kommet frem, at Venstre har endog særliges tætte bånd til flere af de såkaldte kvotekonger. Blandt andet har Ekstra Bladet skrevet om, at kvotekongen John-Anker Hametner Larsen fra Thyborøn har doneret 800.000 kroner til Lars Løkke Rasmussens fond ’Løkkefonden’, ligesom han ejer en virksomhed sammen med Venstres fiskeriordfører Thomas Danielsen.

Samtidig rettede Rigsrevisionen i august en usædvanlig hård kritik af administrationen af fiskekvoterne. ”Rigsrevisionen finder, at Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af kvoteejerskab har været meget kritisabel og ikke har understøttet Folketingets intention om, at kvoterne ikke måtte koncentreres på for få hænder” hed det blandt andet i beretningen, der kom kort tid efter fyringen af Esben Lunde Larsen.


Flere artikler om emnet