Debatten handlede en overgang mest om, hvorvidt Venstres nulvækst betyder færre offentligt ansatte. Det gør det selvfølgelig, hvis der - som ønsket af Venstre - udliciteres flere velfærdsopgaver til private virksomheder. Men dét vil ikke nødvendigvis betyde mindre samlet levering af velfærd til borgerne.
Mere afgørende er den kendsgerning, at behovene for at bruge mandskab og penge på velfærdsområderne vokser. Også selv om der høstes store effektivitetsgevinster ved bedre arbejdsgange, mindre papir og kontrol og udvidet brug af nye teknologier.
Behovene vokser, fordi vi kun kan skaffe nok job til danskerne i fremtiden, hvis både unge og gamle bliver bedre uddannede, og samfundet hjælper de små og mellemstore virksomheder med forskning og udvikling af ny produkter og ny markeder.
Behovene vokser, fordi vi kan så meget mere, når det gælder om at genoprette livskvalitet og forlænge liv. Men det kræver midler til ny, kostbare behandlingsmetoder og medicin. Også fordi flere og flere af os bliver ældre.
Behovene vokser, hvis vi fortsat vil være førende i verden med erhvervsdeltagelse fra både mænd og kvinder. For det forudsætter børnepasning med god kapacitet og kvalitet til overkommelig pris.
Nulvækst i samfundets samlede service som svar på stigende behov betyder, at færre kan få del i velfærden. Eller at der skæres i kvaliteten, som tilbydes den enkelte.
Derfor undergraver nulvækst velfærdssamfundet. Derfor skader nulvækst dansk produktion og beskæftigelse meget mere, end det vil gavne produktion og beskæftigelse med skattelettelser finansieret via nulvækst i offentlig service.
Uanset hvor tit påstanden gentages, er lavere skat ikke et tryllemiddel til at skabe flere private arbejdspladser.
Det, vi bruger skattepengene til i Danmark, er tværtimod en afgørende forudsætning for at fastholde og styrke den private beskæftigelse!