Nulvækst: Er offentligt forbrug rent pengespild?

I et svar fra Finansministeriet fra december 2013 fremgår det, at offentlig nulvækst fulgt af skattelettelser frem til 2020 vil give et løft i beskæftigelsen på 14.000 fuldtidspersoner og løfte velstanden med 17 milliarder kroner på lang sigt. Nulvækst er tilsyneladende blevet det store dyr i åbenbaringen, og som det er blevet fremlagt af flere politikere og debattører, kan nulvækst "frigive" 22 milliarder kroner. Men er det så enkelt?

Lad os først og fremmest slå fast: Nulvækst er en besparelse. Finansministeriets regnestykke viser således, at nulvækst i det offentlige forbrug frem mod 2020 vil koste 33.000 offentligt ansatte i forhold til det planlagte.

I svaret fra Finansministeriet fremgår det, at nulvækst fulgt af skattelettelser vil reducere beskæftigelsen med 5.000 personer i 2014 og 6.000 personer i 2015. Det sker fordi offentligt forbrug har større beskæftigelsesindhold end skattenedsættelser.

Når Finansministeriet kan konkludere, at nulvækst kan løfte velstanden på lang sigt med 17 milliarder kroner, så skyldes det, at de positive dynamiske effekter af offentligt forbrug ikke er medregnet. Offentligt forbrug bidrager til velstanden, og som Finansministeriets selv direkte skriver: ”Sådanne effekter er ikke medregnet.”

Det betyder helt enkelt, at de offentlige udgifter i Finansministeriets regnestykke reelt anses som penge, der går ned i et sort hul uden at have nogen positive virkninger. I regnestykket har offentlige udgifter kun negative virkninger, fordi de skal finansieres af skatter og afgifter. Det er på denne måde, at nulvækst kan "frigive" 22 milliarder kroner.

Selvfølgelig har 33.000 ansatte i den offentlige sektor en positiv virkning. Uddannelse, forskning, børnepasning, infrastruktur, sundhedsvæsen med videre er jo med til at understøtte, at økonomien er velfungerende. Det er ikke penge ned i et sort hul.

Problemet er ikke så meget, at der i Finansministeriets beregninger medtages dynamiske effekter af skattelettelser, men derimod at der ikke tages højde for de dynamiske effekter af offentlige. Det giver en asymmetri, som bevirker, at skattelettelser altid vil fremstå som mere velstandsskabende end offentligt forbrug.

Men lad os blive i den økonomisk enøjede betragtning. Hvis nulvækst øger velstanden med 17 milliarder kroner, tænk så, hvad en afvikling af det samlede offentlige forbrug til uddannelse, forskning, sundhedsvæsen, børnepasning med videre på 530 milliarder kroner vil give af øget velstand. Hvorfor dog stoppe ved nulvækst? En total afvikling af det offentlige forbrug sender os vel nærmest i himmerige - eller hvad?

Hvis det virkelig var så godt med en lav skat og en tilsvarende minimalstat, så burde Danmark og de øvrige skandinaviske lande jo være fattige lande. Men faktum er, at vi faktisk er blandt verdens rigeste lande. Det skyldes, at de danske skatteindtægter i stor stil bruges på offentlige udgifter, der skaber værdi og velstand i samfundet. Noget som man imidlertid ikke tager højde for i beregningerne.

Offentlige udgifter er ikke bare penge ud af vinduet. Men de dynamiske effekter af de offentlige udgifter bliver – i modsætning til effekter af for eksempel skattelettelser - ikke indregnet i de økonomiske modeller. I regeringsgrundlaget har regeringen dog sat sig for at undersøge og belyse det. Lad os derfor håbe, at arbejdet snart bliver sat i gang, så vi kan få de rigtige proportioner ind i debatten omkring konsekvenserne af nulvækst.

Lars Andersen er direktør i Arbejderbevægelsens Erhversråd, og Mikkel Harboe er kommunikationschef samme sted.